Internationalt Uddannelses Center

En lokal initiativgruppe, en lokal bestyrelse og et bredt sammensat repræsentantskab har i Svendborg skaffet midler til at bygge et ungdomscenter, der har et internationalt perspektiv.

Sådan lød det i indledningen til en pressemeddelelse, der i sommeren 1984 blev modtaget på avisernes redaktioner.

IUC, Internationalt Uddannelses Center, åbnede i januar 1985 og led pengemangel døden i 1991.

Idegrundlaget var nyt, da centeret underviste udlændinge o g danskere sammen i, hvad der især kan have et dansk særpræg inden for dansk kultur-og erhvervsliv. Samtidig blev det sat i et internationalt perspektiv ved at se på ligheder og forskelle landene imellem.

Deltagerne var fra 14 år og opefter. Centeret henvender sig specielt til folkeskolens ældste klasser, gymnasier, handelsskoler, efterskoler, arbejdsløse unge, studerende m.v.

KOSTEDE 36 millioner

IUC blev indrettet i Langes jernstøberi med to  nyopførte fløje med plads til 300, hvis alle fire sengs værelser blev udnyttet fuldt ud. Prisen var på 36 millioner kroner.

Økonomien bag blev sikret ved en donation fra L. Lange og Co A/S på 1,2 millioner kroner., lån fra Svendborg Kommune og Fyns Amt på tilsammen 2,6 millioner , lån fra Kreditforeningen Danmark på 16 millioner  og fra Sparekassen Bikuben på 2,5 millioner kroner Endvidere blev der givet jobskabelsesmidler.

Facaderne fra jernstøberiet blev bevaret, mens det indre blev gennemmoderniseret, dog ned respekt for støberiets karakteristiske arkitektur

STOR OPBAKNING

Den lokale opbakning var stor. Sammensætningen af repræsentantskabet talte medlemmer fra arbejdsgiverne, fagforeningerne, husmandsforeningen, Rotary, AOF, FOF, Skårup Statsseminarium, Svendborg Gymnasium, Svendborg Handelsskole, Svendborg Maskinmesterskole, Svendborg Navigationsskole, Svendborg Søfartsskole og Svendborg Navigationsskole. Formand var generalkonsul Jørgen Peder Hansen, Flensborg.

Centeret var en  selvejende med en bestyrelse med skoleinspektør Johs.

N. Pedersen som formand.

Den 45-årige John L. Colclough var fra 1. september  1984 ansat som direktør. Han var engageret i internationalt arbejde. Cand, mag med pædagogik som speciale og havde sideløbende en karriere i det engelske undervisningssystem. Han havde fungeret som konsulent for UNESCO. 

ET STYKKE DANMARKSHISTORIE

2. Januar 1985 blev det første spadestik på Langes arealer taget. Det to handelsskolens direktør Aksel Strømkjær. Der blev  noget af en Svendborg begivenhed, der samtidig var et stykke danmarkshistorie, hed det. Byggefirmaet Børge Thomsen var totalentreprenør på projektet .

5. oktober 1985 konstatere  borgmester Holger Rasmussen ved indvielsesfesten, at stemningen i byen havde vendt sig fra skepsis til stolthed. _ I dag er det svært at finde kritikere, der tror, at IUC ikke kan magte sin opgave, sagde byens førstemand.

Forstander John Colcough sagde, at IUC ikke er en normal skole, ikke et gymnasium, ej heller dt universitet, men en skole for unge , der vil deres eget bedste. 

JUBLEN AFTOG

I april 1986 var jublen stærkt aftagende.  Fyns Amts Avis  fortalte på forsiden den 8. april:

 “ Center i Svendborg Center i Svendborg standser betalingerne. IUC`s skæbne i hænderne på kreditorer”. 

Centerets 20 medarbejdere vidste ikke om de var købt eller solgt. Det var op til kreditforeningerne Bikuben og Danmark om centeret kunne føres videre. Deres lån var steget til 40 millioner kr. Svendborg Kommunes og Fyns Amts lån på 3,6 millioner var tabt.

ET MIKRAKEL

I maj skete der noget i retningen af et mirakel: en amerikansk velgører meldte sig med en milliongave og sammen med velvilje fra Kreditforeningen Danmark blev der holdt liv i IUC. Boets  advokat, Kjeld Clausen, sagde, at der blev givet kunstigt åndedræt.

I juni kunne offentligheden læse, at IUC var rekonstrueret, da  det  amerikanske ægtepar havde stillet en underskudsgaranti indtil 1990. Nu var forventningen, at regnskabet til den tid kunne komme i balance.

Den 2, december 1988 blev der sat navn på den ene af “rige onkler fra Amerika.  36-årige   Christine Jurzykowski var på besøg i Svendborg. Det var hende, som sammen med sin mand, James R. Jacobsen, indtil da havde ydet 12 millioner kroner til IUC. Ægteparret drev et skibskonstruktionsfirma i New York og en naturfarm i Texas. De boede i 1986 i Troense, mens et fartøj til jordomsejling blev bygget på værftet her. Her lærte Christine IUC at kende, da hun lærte sig dansk på centeret..

HÅBET BRAST

17. juni 1991 brast håbet om overlevelse for IUC . Der blev indgivet konkursbegæring. Et underskud på 1.9 millioner kroner ville vokse til 3 millioner kroner inden årets udgang. IUC havde søgt om statstilskud, hvilket blev afvist, da myndighederne ikke kunne anderkende den  internationalt rettede IUC-uddannelse. 

Enden blev, at bygningerne blev til  vandrerhjem. De blev en moderne afløser for det gamle, Villa Søro, i Christiansminde, som herefter blev revet ned for at give plads til en udvidelse af Hotel Christiansminde.

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistorisk Arkiv, 2023

Drejø:: Lærdommen har ikke altid haft de bedste betingelser på de små øer. Før år 1555 kunne ingen mere end deres Fadervor, men efter den tid, blev undervisningen sat i system, da Drejø fik sin første degn og skoleholder. Undervisningen foregik i stuerne rundt om på gårdene, og læreren boede på skift hos forskellige familier, for at byrden kunne fordeles på flere skuldre.

Den første kendte skoleholder hed Henrik Nielsen og kom fra Langeland i 1635. Han var en udmærket skrædder og fingernem smed, så man så stort på skolehold og kirkesang.

Den første degnebolig på Drejø blev bygget af degnen Hans Carlson, der kom til Drejø fra Als i 1676 som håndværker, og blev gift med den gamle degns datter. Han havde i mange år tillige hjulpet den gamle degn med kirkesangen, hvilket har gjort det nemmere for ham at overtage embedet som skoleholder og degn. Han var ikke nogen genial pædagog fortæller historien, men da han var en god håndværker, skrædder og smed, så man ikke så nøje på skolekundskaberne. Degnen så vel også stort på den, da det kneb med at få lønnen udbetalt. Det gik dog ikke i længden, så en tid lejede gårdmændene en husmand Claus Skrædder til at undervise børnene. Hans Carlson var en habil håndværker og byggede et hus i alsisk stil o. 1699. Det blev øens første degneboligbygning. Her boede han til sin død i 1726. Ved hans begravelse opfandt vittige hoveder på øen en gåde: I Niels Rasmus Strangesens håndskrevne bog står: ”Skrædder, Degn og Smed i en Grav blev sænket ned. En Kiste gjort af otte Gulvbrædder indeslutter baade Degn, Smed og Skrædder. Paa Øen fire stærke Karle vare, som sømmelig til Graven Kisten bare. Én Enke hørtes kun ved Graven klage, skønt Skrædder, Degn og Smed dog efterlod sig Mage. Smeden havde Sønner to, Datter én, Skrædder og Degn lige saa mange, og dog ved denne Jordefærd blev kun 3 Faderløse”.

I 1717 byggede hans søn Henrich (Degn) Hansen en tofags skolestue til husets sydgavl ”efter foranstaltning af Herskabet på Egeskov, men på Sognets bekostning”. Han overtog embedet i 1712. Henrik Degn slægtede dog sin far på. Han var en dygtig håndværker, men som skoleholder fik han betegnelsen ”ikke duelig”! Først med hans søn igen, Hans Henriksen, begyndte der at ske noget mere. Hans havde været i Ærøskøbing og ”stået i lære” hos en Skolemester der, Så han fik dog lært både at skrive og regne. Men nye tider stillede større krav til undervisningen – også på øerne. I 1811 fik han derfor stillet det ultimatum, enten at få en hjælpelærer eller lade sig pensionere. Han valgte pensionen.

Den første seminarieuddannede lærer kom til Drejø i 1811, det var degnen Hans Madsen, demiteret fra Skårup Seminarium samme år. Han var skrap, men en dygtig skoleholder. Også en dygtig træmager, men passede tillige sin skole. En af hans udskårne krogskåle befinder sig i Den gamle By i Århus. Hans navn og årstal står på undersiden. Hans Madsen blev på øen til 1824, hvor han blev kaldet til Langeland. Efter den tid gik det fortsat fremad med øernes skolegang.

I 1830 blev Hans Carlsons gamle Skole bortfæstet, og den ny skole blev bygget på Drejø Brovej. Den gl. Skole brændte i 1942, men blev genopført i nøjagtig samme stil, dog uden skolestuen.

I 1857 kom Johan Nissen Koch. Han var ikke ukendt med øen, idet hans morbror, Carsten Johannsen, havde været præst på Drejø. Johan, kaldet ”Lille Koch” var en god underviser, en munter herre, og altid god at have med i et selskab, men blev allerede i 1863 kaldet til Landet på Tåsinge. Hans bror, Andreas Nissen Koch var lærer i Gundelsby i Sydslesvig, men blev fordrevet af tyskerne i krigen 1864 p.g.a. sin dansksindethed og flygtede til Drejø, hvor hans bror havde været degn. Andreas blev på øen, hvor han overtog degneembedet efter Johan. Andreas Nissen Koch satte sig mange spor på øen. Andreas var mere kunstner en pædagog, men han havde en formidabel stemme.

En anden lærer, der også bør nævnes, er Erling Køster, som kom fra Kolding – igen en forbindelse til det sønderjyske. Han var degn og lærer på Drejø fra 1936 – 1946, og fik i de år et utrolig godt kendskab til Drejøs historie, som han var en god og medlevende fortæller om. Også han havde en stor stemme, som nok kunne synge kirken op. Den Grundtvigske skole lå ham meget på sinde, så da han efter Anden Verdenskrig fik chancen for at gøre en indsats for Den danske Skole i Slesvig, tog han udfordringen op, og rejste derned.

1555 – 1635. 4 unavngivne degne og skoleholdere

1636 – 1681: Henrich Nielsen, 1. kendte degn og skoleholder

1681 – 1712: Hans Carlson

1712 – 1762: Henrich Hansen

1762 – 1811: Hans Henrichsen

1811 – 1824: Hans Madsen, 1. seminarieuddannede lærer og degn

1824 – 1857: Rasmus Pedersen, degn og skoleholder

1857 – 1864: Johan Nissen Koch, dimitterede fra Skårup Seminarium

1864 – 1894: Andreas Nissen Koch, dimitterede fra Skårup Seminarium

1894 – 1936: Peder Pedersen, degn og lærer

1936 – 1946: Erling Køster, degn og lærer

1946 – 1948: Jens Peder Hansen, degn og lærer

1948 – 1956: Ove Thorgeir Grunnet Henriksen, pastor emeritus

1956 – 1959: ”Føl” fra Skårup Seminarie

1959 – 1964: Olga Sabine Søe, pensioneret lærerinde

1964 – 1966: Skiftende lokale fra øen

1966 – 1967: Karen Margrethe Andersen, lærerinde

1967 – 1983: Sigrid Pedersen (g. Nielsen), småbørnslærerinde fra Odense semi.

1982 – 1983: Preben Kjærsgaard-Rasmussen, Vikar fra Silkeborg Seminarium

1983 – 1991: Preben Kjærsgaard-Rasmussen, Fastansat lærer

1997 – 1991: Vibeke Børresen, Hjælpelærer

I 1958 dannede Drejø Sogneråd skoleforbund med Ida Holst Realskole i Svendborg, og Drejø skole reduceres til 4 klasser. Sognerådet planlagde at bygge en stor ny skole på en plads midt i Drejø by, men planerne udgik, da sognerådet blev nedlagt ved Kommunesammenlægningen i 1964. Skolen fortsatte endnu godt 30 år, men måtte lukke i 1991 på grund af manglende børn. Et vemodigt farvel til 435 års skolegang på øen.

Skarø: Til det tidligere Drejø Sogn hørte også Skarø, Hjortø og Birkholm. Skoleforholdene her var meget beskedne. Den eneste degn og skoleholder boede på Drejø, hvor han skulle undervise børnene fra 1. november til 1. maj. I sommerhalvåret skulle han holde skole på de andre øer, nemlig på Skarø i 10 uger, og i hver 5 uger på Hjortø og Birkholm. Det var dog kun Drejø, der i starten fik tildelt en degnebolig. På de mindre øer måtte der stadig undervises på skift i gårdene. Først i 1857 blev det påbudt af Kulturministeriet, at der skulle opføres en skolebygning med privatbolig på Skarø. Den blev taget i brug 1. maj 1858. Læreren på Skarø måtte i sommerhalvåret også undervise på Hjortø og Birkholm.

Skarø skole:.

1858 – 1860: Otto Jørgensen.

1861 – 1865: Peter Outzen Hasenkam.

1865 – 1875: Christoffer Rasmussen – demit. fra Skaarup semi. 1865

1875 - 1915: Kristen Pedersen Hansen

1915 – 1921: Jens Christian Teglbjerg

1921 – 1922: Knud L. Brogaard

1922 – 1932: Martin Jensen Kjær

1932 – 1942: Peter Charles Østerby Knudsen

1942 – 1951: Carl Wolfgang Zangenberg

1951 – 1964: Lærer Madsen.

Skolen lukkede 1964

Hjortø og Birkholm: Denne ordning var ikke i længden tilfredsstillende for de to øer, der i 1868 kom til at udgøre eet skoledistrikt med egen lærer samt hver sin skolebygning. Ordningen gik ud på, at læreren skulle undervise skiftevis i 14 dage ad gangen på hver ø. Den første lærer der blev kaldet til Hjortø-Birkholm embedet var Valentin Rasmussen, som virkede på disse øer i 37 år.

De første skolebygninger på Hjortø og Birkholm var meget tarvelige. På Hjortø blev der i 1901 bygget en ny skole. Skolen på Birkholm brændte i 1875, og der blev opført en ny skole, som dog blev ombygget og udvidet i 1908. Først i 1921 blev embedet delt, således at hver ø fik sin egen lærer.

Fælleslærer for Hjortø og Birkholm: Begge øer havde nu egen skolebygning

1868 – 1906: Valentin Rasmussen – demit. fra Skaarup semi. 1864

1906 – 1907: Emil Kristian Bidstrup – demit. fra Neksø sem. 1902.

1907 – 1908: Frederik Frandsen – demit. fra Nørre Nisum semi 1901

1908 – 1910: Søren Pedersen – demit. fra Skaarup semi. 1898

1910 – 1912: Aksel Jørgensen fra Tommerup

1912 – 1920: Niels Peter Nielsen – demi. fra Vordingborg semi. 1909

Hjortø skole: Bygget 1868 – Ny skole bygget 1901.

1921 – 1934: Ragnhild Hansen Anker (født på Skarø) – demi. fra Ribe semi. 1913

1935 – 1936: Signe Larsen, aspirant ved Hjortø skole. Demi fra Ribe 1931

1936 – 1936: Signe Larsen, fastansat 1. juni – 1. november

1936 – 1947: Dagmar Dahl Christensen – demi. fra Tønder semi. 1925

1947 – 1949: Skolen lukket.

1949 – 1951: Dagmar Dahl Christensen

1951 – 1954: Theodora Zangenberg, vikar. (Flyttede fra Skarø til Hjortø)

1954 – 1977: Tove Zangenberg.

Skolen lukkede 1977

Birkholm skole: Bygget 1868 – brændte 1875. Ny skole bygget 1876 – ombygget 1908.

1921 – 1947: Emmy Nielsen (f. Rasmussen) – demit. fra Vordingborg 1914

1947 – 1954: Alfred Larsen (Far til sangeren Kim Larsen)

1954 - 1959: Marie (Mie) g. Nielsen (f. Pedersen på Drejø).

Skolen lukkede 1959

Drejø Sogns Lokalhistoriske Arkiv. Else Hjort Nielsen. 2007.

1.april 1931 indlemmedes Skt. Jørgens og Sørup sogne i Svendborg Kommune. I forbindelse med denne sammenlægning besluttedes det at skabe en ny, stor og moderne centralskole. Anledningen til byggeriet var at antallet af børn i Svendborgs vestre bydel var vokset kraftigt og det var derfor nødvendigt at nedlægge de to små eksisterende sogneskoler og erstatte dem med noget større.

I september 1931 nedlagdes grundstenen til byggeriet. Arkitekten bag projektet var Fritz Jørgensen. Lidt mere end et år senere, 25. okt. 1932, indviedes den nye skole. Vestre Skole havde 14 klasselokaler og 5 faglokaler. I de efterfølgende to årtier voksede børnetallet yderligere og Vestre Skole blev dermed hurtig for lille. I 1932 havde skolen 342 elever, mens de i 1951 var oppe på 533.

Som en midlertidig løsning oprettedes i begyndelsen af 50’erne en filial til skolen på Færgevejen. Skolen indrettedes i Navigationsskolens gamle lokaler. Det var meningen at Færgevejens skole skulle nedlægges efter Vestres udvidelse, men blev i stedet en selvstændig skole. I 1956 besluttedes det at udvide Vestre Skole. I perioden fra september 1956 til marts 1958 færdiggjordes to udvidelsesetaper. Udvidelsen bestod i 12 klasseværelser, 1 lærerværelse, 1 fysiklokale, et auditorium, 1 håndgerningslokale, 1 gymnastiksal og 3 lokaler til særundervisning. Vestre Skole gik fra 28 lokaler til i alt 48.

Under besættelsen oprettedes et skolehaveprojekt, som man havde haft det ved Østre Skole siden 1914. Projektet der startede i april 1943 gav børnene mulighed for at dyrke afgrøder til deres familier. Afgrøder der var et kærkomment supplement til de trængte familier. Projektet fortsatte frem til starten af 1960’erne.

I 1998 blev Vestre Skole udvalgt til at være en del af projektet ”Fremtidens skole”. Projektet indeholdt foruden en fysisk renovering af bygninger og udenoms arealer, en ændring af det faglige indhold. På denne måde ønskede man at skabe fremtidens skole. I april 2004 var nybygning og renovering færdig.

I forbindelse med den store skolereform i Svendborg Kommune i 2011 blev undervisningsstrukturen ændret betragteligt på Vestre Skole. Ligesom Byskolen og Østre Skole blev skolen forbeholdt elever i de mindste klasser fra 0. til 6. klassetrin. Men i modsætning til de to øvrige skoler beholdt den sit navn. De ældre elever blev alle flyttet til Rantzausminde Skole.

Den første kommuneskole i Tved var i huset på Tved Kirkevej nr. 6, dette har formodentligt været sognets degnebolig, dengang et bindingsværkmuret hus med stråtag.

I 1814 blev der indført forordninger om, at alle børn mellem 7 og 14 år skulle gå i en kommunalt finansieret skole, og det har været nærliggende at indrette en skole i degnens hus, idet degnene i forvejen almindeligvis drev en form for undervisning for sognets børn.

Udover skolelokaler tjente huset som bolig for læreren og et stykke jord beliggende på modsatte side af vejen, der hvor der nu er kirkegård, blev brugt som lege- og øvelsesplads for skolebørnene.

Den første kommunelærer var Kresten P. Haastrup, der tillige skulle fungere som sognets degn. Han blev ansat i 1813 og blev i 1861 afløst af hans svigersøn Hans Lorents Hansen, der indtil da havde været hjælpelærer.

Bygningerne har nok ikke været i alt for god stand, ej heller for meget plads i klasselokalerne, så i 1871 tog man en nybygget skole i brug, beliggende vest for præstegårdshaven. Bygningen var indrettet med 2 klasselokaler og lejlighed for læreren. I et baghus var der indrettet aftrædelsesfaciliteter, brændselsrum m.m., og der var nærliggende legeplads. Bygningerne var grundmuret med stråtag.

Lorents Hansen fulgte med som førstelærer, og der blev tilknyttet en andenlærer. En af disse N. Peter M. Frederiksen, der var blevet svigersøn til Lorents Hansen, overtog i 1902 stillingen som førstelærer.

Den 20 sept.1901 blev yderligere en ny skolebygning indviet. Bygningen, som skulle tjene som forskole for de yngste børn, første og andenklasserne, var med et klasselokale og forgang. Bygningen rummede tillige lejlighed til andenlæreren i stueetagen og forskolelærerinden i tagetagen.

Den første lærerinde var Sofie Tachenko, der fungerede til 1903, herefter Marie Bodilsen til 1906, afløst af Helene Willumsen. Omkring 1950 trådte Gerda Sørensen til og blev i 1974 afløst af Ruth Jørgensen senere gift Witt. Hun var der til forskolen blev ændret til dels skolefritidsordning og bibliotek. Ruth Witt flyttede herefter til den store skole, hvor de mindste børn fremtidigt blev undervist.

Indtil forskolen blev bygget, har de yngste elever været undervist på forskellige skoler, nærmere deres hjem, hvilket fremgår af skolens indskrivningsprotokoller. Her nævnes Pogeskole Græsholmen, Hallinskov Skole, Tved Pogeskole, Caroline Amalie Skole, Frk. Jensens Skole, og det vides, at der har været drevet skole i ejendommen Brændeskovvej 37 i Tved hvor frk. Hermandsen på dygtig vis drev skole for små børn.

Man skal her erindre, at Tved kommune før 1926 også omfattede et område mellem Hallinskovvej og Gl. Skårupvej samt et område vest for Nyborgvej fra Kobberbæksvej ned til Ndr. Havn i Svendborg. Endvidere er Bjørnemose en del af Tved kommune.

Med 3 lærere og 3 skolelokaler var undervisningen indrettet således, at man gik i skole hver anden dag, også om lørdagen. Således har skolerne fungeret indtil 1965, hvor en større om og tilbygninger blev foretaget, de ældste klasser blev flyttet til undervisning på skolen i Skårup, og forskolen nedlagt som undervisningssted.

De i 1871 opførte bygninger eksisterer stadig og kan let genkendes i det stærkt udbyggede skolekompleks, der i udgør Tved Skole.

Om skolen kan tilføjes, i de småt 100 år fra 1871 til 1965 er der ikke foregået store forandringer udover, at man først i 1900 tallet skiftede taget til cementtagsten, og på et tidspunkt er gulvet i skolestuerne, der bestod af teglstensfliser, hævet med et bjælkelag og bræddegulv. Tagetagen er blevet tilført en kvist, bekostet af førstelæreren Peter Frederiksen.

Frederiksen døde i 1936, og afløser blev Lars Chr. Pedersen til i 1949, herefter Gudmund Olsen til1972, og Olaf Hansen til 1988. Herefter som skoleinspektør Torben Sørensen til 2011, afløst af Birthe Christensen med titel som skoleleder.

Her er kun nævnt forskole- og førstelærere, der har yderligere været en lang række af lærere tilknyttet skolen, dels i mange år som andenlærere.

Udover den om - og tilbygning, der er nævnt i 1965, er der foretaget betydelige om - og tilbygninger i henholdsvis 1995 og 1999, ligesom en udvidelse snarest må igangsættes nu i 2012 grundet ændret skolestruktur i Svendborg Kommune.

Der har også i en periode eksisteret en friskole i Tved. To piger, der efter at have været på højskole, fik samlet en kreds af tvedboere og gjort dem interesseret i at startet en friskole. I maj 1872 blev dette en realitet. Forældrene havde kort forinden erhvervet huset, hvor den oprindelige kommuneskole havde været og dette fik man mulighed for at bruge, idet der var både klasselokale og lejlighed til en lærer. Her holdt man til, indtil der i 1879 kunne tages en ny skolebygning på Ørbækvej, nu nr. 105, i brug. I 1884 nævnes det, at skolen havde 30 elever. Skolen blev opløst i 1890 grundet stærkt faldende elevtal, og de tilbageværende blev overført til Gravvænge Friskole.

Artiklen er skrevet af Hans Erik Hansen, Tved Sogns Lokalhistoriske Forening. Maj 2012

I 1912 afskaffede man skolepengene og alle klasser overgik til heldagsskole. Dette medførte pladsproblemer på Svendborgs eksisterende skoler. Det var derfor nødvendigt at opføre en ny skole i byens østre bydel. Den lille skole i Hallindskov var for lille og Østre Skole skulle derfor fungere som en erstatning. Skolen blev indviet 11. mar. 1913.

Østre Skole var yderst moderne. Man havde f.eks. som den første skole træk og slip toiletter. Samtidig indførtes en række nye tiltag. På arealerne nord for skolen anlagdes en skolehave, hvor eleverne kunne dyrke grøntsager i deres fritid. Eleverne skulle holde deres personlige bed sommeren igennem, men disponerede til gengæld over afgrøderne. Ordningen var en stor succes. Allerede anden sæson deltog mere end hundrede elever i arbejdet (næsten 1/3 af skolens elever). Skolehaven eksisterede frem til starten af 1960’erne, hvor den nedlagdes.

Under besættelsen blev skolen i en kort periode overtaget af den tyske besættelsesmagt. 10. feb. 1945 skulle skolen rømmes. Efter befrielsen overtog englænderne i første omgang bygningen, men allerede 24. maj kunne undervisningen genoptages.

I 1965 påbegyndtes et omfattende udvidelsesprojekt. Byggeriet opdeltes i tre etaper. Første etape var opførelsen af en ny fløj med ny gymnastiksal, omklædningsrum, 8 klasselokaler og 4 faglokaler. Denne etape kunne tages i brug i september 1966. Anden etape var en lav forbindelsesbygning mellem den gamle og nye fløj. Her var plads til tre nye småbørnsklasser. Denne etape stod færdig i 1967. Under tredje etape opførtes et nyt lærerværelse, sløjdlokale og to formningslokaler. 8. maj 1969 kunne nybygningen indvies officielt. Skolen var med denne udvidelse mere end fordoblet i størrelse i forhold til 1913.

I august 1968 etableredes Svendborgs første børnehaveklasse på Østre Skole. Hermed tog man de nye småbørnsklasselokaler i brug.

30 år senere i 1998 påbegyndtes en gennemgribende renovering af den efterhånden nedslidte skole. I 1½ år flyttedes alle skolens elever til midlertidige pavilloner, mens alle bygningerne renoveredes. Projektet kostede 40 mio. kr. I august 1999 indviedes skolen.

Ved den kommunale skolereform i 2011 blev Østre Skole sammenlagt med Byskolen. Skolen fik det nye navn Ørkildsskolen afd. Øst. Ved reformen blev det besluttet at Byskolen og Østre kun skulle have de mindre klasser fra 0. til 6. klasse. Mens de ældste elever alle flyttedes til Nymarkskolen (Hømarkskolen).



I 1952 flyttedes Svendborg Navigationsskole fra Færgevejen til nye bygninger på Graaesvej. Man havde haft sine lokaler her siden 1865. I de tomme lokaler etableredes en kommunal folkeskole. Vestre skole havde igennem nogle år haft pladsproblemer og den nye skole blev derfor en afdeling under Vestre. Færgevejens skole havde deres egne lærere, men administration og inspektør var Vestre Skoles.

Efter stor utilfredshed over at være en filial under Vestre blev skolen selvstændig i 1962 og fik sin egen inspektør. Samtidig fik skolen sin egen gymnastiksal.

I løbet af 1970’erne var de små forhold på Færgevejen efterhånden uholdbare. Skolen manglede faglokaler. Fysik- og sløjdundervisning afholdtes på Byskolen og husgerning på Østre. Man overvejede derfor kun at have 1.-4. klasse på skolen, men i 1984 blev skolen helt nedlagt.

Efter at være blevet nedlagt blev skolens lokaler brugt til aftenskole og musikskole igennem nogle år. Herefter solgtes bygningerne til private og er i dag omdannet til ejerlejligheder.

Igennem en lang årrække diskuteredes det om man skulle bygge en ny og moderne skole i Svendborgs nordøstlige kvarter. En lang række sociale boligbyggerier og udstykninger betød at børnetallet steg kraftigt i denne del af byen. Allerede i 1963 var en skole på tale, men først mere end 10 år senere blev den en realitet.

Den 6. august 1974 tog viceborgmester Gunnar Nielsen og skoledirektør Erik Kristensen første spadestik til byggeriet. Det var planlagt at bygge skolen over flere etaper. Den første etape var budgetteret til 10,4 mio. og skulle stå klar før skoleåret 1975/76. Chefarkitekt bag byggeriet var Per Kyed.

I maj 1975 indviedes den første etape og man kunne dermed tage lokalerne i brug. I første omgang skulle skolen kun være 2-sporet til og med 7. klasse. Det første år havde man 11 klasser med 185 elever. Efterhånden som byggeriet skred frem skulle skolen være 3-sporet. Året efter i februar påbegyndtes den 2. etape. Økonomiske problemer betød at man i juni blev nødt til at gøre klasselokalerne 25 % mindre end planlagt. I 1978 stod administrationsbygningen og hallen færdig. To år senere i 1980 åbnedes skolens kantine.

Det viste sig hurtigt at der var problemer med den nye skole. Det flade tag var utæt og der var dermed en nedsivning af vand. Dette medførte et meget dårligt indeklima på skolen til gene for både lærere og elever. Støv, fugt og mikroorganismer gav træthed, hovedpine og luftvejsproblemer. I 1987 var det derfor nødvendigt at gennemrenovere skolen for 13 mio.

Området omkring skolen havde en stor andel af nydanskere, hvilket smittede af på elevsammensætningen. I 2010 havde skolen 40 % af danskere med anden etnisk herkomst.

I 2011 gennemførte Svendborg en stor skolereform, hvor skolestrukturerne ændredes. Hømarkskolen fik nyt navn: Nymarkskolen. Samtidig samledes alle byens ældre klasser på skolen. Den skulle dermed for fremtiden tage sig af 7. til 10. klasse.

Igennem en årrække havde man forsøgt at etablere en privat pigeskole i Svendborg, uden den store succes. Specielt Pastor Prip i Vor Frue Kirke var involveret i projektet. På opfordring fra netop pastor Prip overtog lærerinden Ida Holst en pigeskole i Fruestræde i 1880. Skolen var ledet af frøknerne Kalisch og Leth og havde til huse i ”Musereden”, Fruestræde 1. Frk. Holst betalte 400 kr. for skolen med i alt 18 elever.

Efter en vellykket prøve i 1881 steg antallet af elever betragteligt. I 1889 gik den første elev op til præliminæreksamen. Efter mange års overvejelser besluttedes det i 1894 at opføre nye bygninger på en grund i Kyseborgstræde. Bygningen var tegnet af arkitekten Magdahl-Nielsen. Dermed fik skolen sin nuværende placering.

Frem til 1907 dimiteredes til præliminæreksamen, men herefter overgik man til real- og mellemskoleeksamen. Frem til 1916 drev Frk. Holst skolen, herefter overtoges driften af skolebestyrer Magnus Lund. Denne omdannede i 1920 skolen til en fællesskole for både drenge og piger.

Skolen er blevet udvidet betragteligt siden 1894. I 1905 stod villaen ud til Skt. Nicolaj Gade færdig. I denne havde skolebestyreren sin bopæl og lærerne deres opholdsrum. Efter omdannelsen til fællesskole måtte hovedbygningen udvides i 1928.

Elevtallet steg frem til 1950’erne, hvor man nåede helt op på 572 elever! Herefter faldt elevtallet, så man i 1980 var nede på 225 elever.

I 2010 kunne skolen fejre sit 130 års jubilæum. Sammen med Haahrs skole er Ida Holsts skole den eneste af de gamle private skoler som stadig eksisterer.



I 1875 besluttedes det at nedrive borgerskolen på Klosterplads for at gøre plads til at føre jernbanen ind i Svendborgs bymidte og opførelsen af banegården. Der måtte derfor findes et nyt sted til byens skole. Valget faldt på en grund i Fruestræde, hvor fattiggården, arbejdsanstalten og sygestuen tidligere havde ligget.

Den nye skolebygning blev tegnet af arkitekten J. J. Eckersberg. Den opførtes i 3 etager og kostede 60.000 kr. I modsætning til den gamle skole blev drengene og pigerne fysisk adskilt. I skolens sydlige ende var drengeskolen og i den nordlige var pigeskolen. Tilsvarende var skolegården bag skolen delt i to, adskilt af et plankeværk. 5. okt. 1875 tog man skolen i brug.

Borgerskolen havde to afdelinger. En heldagsskole (undervisning formiddag og eftermiddag) med 6 fortløbende drengeklasser og 6 fortløbende pigeklasser. Her betalte kun drengene skolepenge. Derudover var der en halvdagsskole (undervisning formiddag), der ligeledes havde 6 drenge- og 6 pigeklasser. Den anden afdeling var en friskole og man betalte derfor ikke skolepenge.

På skolens øverste etage havde kateketen sin bolig. Siden 1831 havde kateketen været borgerskolens leder. Ved siden af sin stilling som overlærer havde han en række religiøse forpligtigelser. Han forrettede bl.a. gudstjenesten ved sognepræstens forfald. I 1857 havde man forsøgt at udskille overlærer embedet, men forgæves. Først i 1877 lykkedes det at adskille de to. For mange kateketer var skolestillingen blot et midlertidigt hverv, indtil de kunne få en præstestilling. I 1877 fik skolen en pædagogisk uddannet som leder.

Forholdene på skolen var i slutningen af 1890’erne efterhånden kummerlige og utilstrækkelige. På trods af at skolen flere gange udvidede antallet af klasselokaler havde man plads problemer. Overlærerens bolig og det tidligere gymnastik hus blev inddraget. I 1894 lejede man lokaler ved den senere Ida Holsts Skole i Kyseborgstræde.

I 1898 besluttedes det at opføre en pigeborgerskole bagved den gamle. I 1901 indviedes den nye pigeskole og drengene fik herefter skolen i Fruestræde for sig selv. Her undervistes frem til 1946. Med Nordre skoles opførsel blev drengeborgerskolen nedlagt og eleverne samledes på Byskolen (den tidligere pigeborgerskole).

Efter at have fungeret som husvildebarakker i en årrække omdannedes bygningen i 1958 til en såkaldt eksternatskole (skole for psykisk udviklingshæmmede). Fra 1978 blev skolen en voksenskole og man tog sig dermed kun af voksne.

I 1992 blev Fruestrædeskole renoveret og bygget sammen med Byskolen. Dermed var skolen i Fruestræde igen efter næsten 50 år en alm. Folkeskole. I forbindelse med Svendborg Kommunes skoleomlægning i 2011 skiftede Byskolen navn til Ørkildskolen afdeling byen. Ved omlægningen koncentreredes eleverne fra 0. til 6. klasse på skolen og de større klasser flyttedes til andre skoler.

Forhistorien.
Ideen om at bygge en ny skole i Nordre bydel blev undfanget allerede i 1937.
Den markante stigning i antallet af børnefødsler, de store årgange, som prægede 1940èrne
har man næppe kunnet forudse i 1937. I virkeligheden var antallet af børnefødsler nogenlunde stabilt. Forklaringen er snarere, at der generelt manglede ordentlige klasselokaler.  Drengeborgerskolen var nedslidt og egentlig uegnet til undervisning, og der var sket en begyndende udflytning fra midtbyen og til yderkvartererne, hvilket øgede presset på både Østre- og Vestre Skole. Ved at placere en skole i nordre bydel, ville man lette presset på de to gamle skoler og samtidig sikre kortere skoleveje mellem skolerne, så man undgik at flytte  elever og lærere mellem dem.

Sagsbehandlingen og selve byggeriet kom til at tage mere end 12 år. :
1937. Sagen om at opføre en ny skole rejses i skoleudvalget.
1938. Man erhverver jord ved Mølmarksvej til opførelse af skolen.
1939. Indstilling om ændring af skolevæsenet (skoledistrikter) og nedlæggelse af Drenge-
          borgerskolen.
1940. Der udarbejdes planer og tegninger ved arkitekt Frits Jørgensen.
1941. Regulering af arealet for skolen.
1942. Man undersøger mulighederne for gennemførelsen af byggeriet herunder fremskaffelse af
          materialer.
1944. Der gives tilladelse til indkøb af cement og jern til halvdelen af skolen, og der foretages     
          licitation over arbejdet.
1944. Den 10 sept. begynder udgravningen til skolen og byggeriet er nu i gang.
1945. Den 31. maj er der grundstensnedlæggelse.
1949. Den 4. jan. tages 13 klasselokaler i brug. Stor avisomtale.
1950. Først den 31. marts  er skolen færdigbygget og indvies officielt.

I 1943 foreligger deltaljerede planer og tegninger for projektet, men på et byrådsmøde i maj 1943
får nogle byrådsmedlemmer bl.a. fabrikant Halberg ”kolde fødder” og henviser til, at mangelen på byggematerialer nu er så omfattende, at det ikke er muligt at gennemføre byggeriet. Der henvises til det kommende byråd, som træder sammen i forbindelse med byrådsvalget i juni 1943. Her vedtages det at gennemføre byggeriet som planlagt.

En væsentlig grund til den lange byggesag er altså mangelen på byggematerialer. Der kæmpes om leverancer af cement og jern, mens det er umuligt at skaffe træ fra de officielle kanaler. Man henviser til det frie marked. En anden grund til den lange sagsbehandling er, at alle tegninger skulle godkendes af den kgl. bygningsinspektør Thomas Havning, før statsstøtte og materialetilsagn kunne bevilges.” Rigiditeten i skolebyggeriet var i høj grad et produkt af ufleksible bygningsreglementer og det bureaukratiske system, som alle sogneråd og arkitekter måtte underlægge sig”. (fra Barndom og arkitektur af Ning de Conick-Smith)

Hvad var det så for en skole, der lå der på bakken?
Især hvad Nordre angår er det ikke uvæsentligt at fastslå, at skolebyggeriet også skulle imponere borgerne og skatteyderne. Med sin markante og bastante profil kom den måske også til at symbolisere de grundlæggende værdier i en verden, som netop havde gennemlevet 5 års besættelse. Bygningen bliver derfor symbolet på den stabilitet og kontinuitet, som man ønskede hele samfundet
skulle bære præg af.  Fra årsberetningen i 1949, da man har taget halvdelen af skolen i brug hedder det formanende: ”Den nye ånd skal søges fremmet ved indførelse af friere og selvstændigere arbejdsformer…… men det er ligeså nødvendigt, at man under reformprocessen stadig holder sig for øje, hvad det nye – når al stemning og nyhedsbegejstring er siet fra – har mulighed for at bringe.”  Nye tanker altså, men med måde. ”Lærere og politikere kunne ikke altid forlige sig med de nye undervisnings- og arbejdsformer og foretrak klasseundervisningen og det forhøjede kateder”, som det hedder hos Ning de Conick-Smith.
Bortset fra 1937-lovens krav om styrkelse af det håndværksmæssige og det sundhedsskabende ved etablering af ikke mindre end to gymnastiksale samt sløjd- og husgerningslokaler, så er hele anlægget altså præget af før-krigens pædagogiske idealer: klasseundervisning, lærerstyring, overhøring, træning af  formelle færdigheder, kontrol, disciplin.

Skolebygningen står i dag stort set som da den blev bygget: En hovedbygning på ca 70 m. længde og i 4 etager med sidekorridorer og  27 klasseværelser a`48 m2. Korridorerne har lysindfald fra højtsiddende vinduer, så elever, der er sat udenfor, ikke kan se andet end knagerækker. Strategisk anbragt i midten af bygningen i stueetagen ligger kontoret. To brede trapper fører i hver ende op til
de øvre etager og klasselokaler – en nødvendighed, når ca 800 elever en gang i timen skal transportere sig ned i gården og op igen. Mod nord to sidefløje til faglokaler.  Klasselokalerne er ens: mod vest tavlen og katederforhøjningen, tre rækker borde alle vendt mod tavlen, lyset ind fra venstre, så man stimuleres til at skrive med højre hånd. Et par indbyggede skabe til kladdehefter, og ved siden af døren til lokalet, ”madpakkeskabet”. Lokalerne malet halvt op ad væggen med en lys grøn farve, resten hvidkalket. I klassedøren en observationsrude.
 I kælderetagen indrettedes lokaler til skolebespisning, hvor der kunne være 400 elever ad gangen. Ordningen var en hjælp til de betrængte familier i efterkrigsårene, men ophørte i 1960, da kun få familier efterhånden benyttede sig af den.
Nordre havde som den eneste skole 2 gymnastiksale. Drengenes i sidefløjen mod øst og med sløjdlokalet over omklædningsrummet, og pigernes mod vest og med skolekøkken over
omklædningsrummet. I forbindelse med begge gymnastiksale og med adgang fra legepladsen var der oprindeligt indrettet toiletter for børnene. Disse blev først sløjfet  omkring 1990!

Moderniseringsbestræbelser.
I en stor del af sin levetid kæmper skolen ikke blot med pladsproblemer, men med en ufleksibel lokaleopdeling, der skyldes sidekorridorerne, som er nødvendige for at lede eleverne ad de to eneste
trapper op til klasselokalerne. Det er derfor ikke muligt at inddrage sidekorridorerne i klasserummene, hvorefter den eneste mulighed for en mere fleksibel klasserumsopdeling ville være at slå flere klasselokaler sammen, hvilket aldrig blev realiseret.
For at opfylde de forskellige skoleloves krav sker der en løbende modernisering af faglokalerne,
bortset fra biologilokalet, som ser ud som da det blev bygget. Det gælder i særlig grad skolebiblioteket, som på trods af de beskedne og ufleksible rammer, kommer til at spille med i den pædagogiske udvikling på skolen som ”pædagogisk servicecenter”. Men også skolekøkken og fysiklokale må moderniseres for at følge love og forskrifter. En væsentlig ændring i rumstrukturen gør sig gældende i 1989, da der ved lov indføres samordnet skolestart. Kontoret, som havde ligget centralt i midten af komplekset blev nu flyttet til sidebygningen (Halvorsens gamle lejlighed) og i stedet indrettedes to lokaler med direkte udgang til skolegården.
 I 1989 offentliggøres et forslag til en modernisering af skolen. Lærerådet havde allerede i 1986 nedsat et udvalg, der skulle udarbejde et projektforslag til en gennemgribende modernisering af skolen.” Kernen i projektet var at honorere kravene til moderne undervisning: fagintegration, værkstedsundervisning, fleksible undervisningsformer etc, og at ”blødgøre Nordre Skoles institutionsagtige og kolde fremtoning i retning af et levende, festligt, kreativt lære- og værested for børn og voksne” som det hedder i fremlæggelsen. Man opererer med et  budget på 5 mill. For at skabe mere fleksible undervisningslokaler foreslår man at inddrage sidekorridorerne i klasserummene og til gengæld at hægte en glasfacade på bygningen mod nord. Ingen af disse planer bliver realiseret, og i de næste 25 år, til skolen lukker, går der bogstaveligt talt politik i det. Politisk kan man ikke blive enige. Skal man bygge en helt ny skole
på Porthusvej el. i Tved? Skal man renovere bygningerne på Mølmarksvej, eller skal man bygge en ny el. delvis ny skole på grunden? De seneste planer dateres til 2010 blot et år inden skolen endeligt lukkes. Også den meget aktive skolebestyrelse kæmper i mange år forgæves for at bevare skolen, også som et samlingspunkt for bydelens beboere.
I 2010 beslutter byrådet en radikal  strukturændring af hele skolevæsenet som betyder, at Nordre Skole nedlægges pr. juni 2011.  Eleverne, hvis antal nu var nede under 300, fordeles på de andre skoler.

Efter at latinskolen på det gamle kloster blev nedlagt i 1740 havde Svendborgs skoleundervisning foregået tre forskellige steder i byen. Degnene i Vor Frue og Sct. Nikolaj underviste deres respektive sognebørn, mens fattigskolen havde til huse i det gamle rådhus på Torvet. I Svendborg var der et brændende ønske om at opføre en ny bygning, hvor man kunne samle alle byens børn. Specielt fattigskolen havde brug for deres eget lokale.

Byen havde svært ved at skaffe den fornødne kapital til en nybygning. I 1829 lykkedes det at få prins Christian Frederik (Senere Christian 8.), som var guvernør for Fyns Stift, interesseret i projektet. Hermed sikrede man de nødvendige penge. I 1830 nedlagdes grundstenen af prinsen og året efter i 1831 kunne bygningen tages i brug. Skolen opførtes på klosterets gamle grund på klosterplads. For at få plads til skolen var det derfor nødvendigt at nedrive kirken og de omkringliggende fløje af klosteret.

Udgifterne til skolebygningen løb op i 6380 rdl. og den indeholdt i alt 8 klasselokaler. Bag bygningen lå en stor legeplads, hvor skolens elever dyrkede gymnastik. I 1831 kom den første skoleplan for den nye skole. Den nye skole havde tre dele: 1. Borgerskolen, 2 halvdagsklasser med betaling. 2. Realskolen, en overbygning til borgerskolen kun for drenge. 3. friskolen, 2 klasser til alle de børn, hvis forældres kår var så dårlige at de ikke kunne finansiere barnets skolegang. Altså den gamle fattigskole.

I 1844 havde skolen 5 lærere og en hjælpelærer til undervisning af 475 børn. I de yngste klasser i borgerskolen sad ikke mindre end 102 elever, mens der i friskolen blot var 73 elever. På trods af det store antal elever fik undervisningen en positiv vurdering af biskoppen efter et besøg i 1844.

I 1857 fik skolen heldagsundervisning i de øverste drengeklasser. Eleverne blev derved undervist både om formiddagen og eftermiddagen i modsætning til den tidligere halvdagsundervisning. Blot 2 år senere i 1859 udvidedes ordningen til at gælde hele borgerskoleafdelingen. Den forøgede undervisningstid medførte en forhøjelse af skolepengene.

Under både 3-årskrigen 1848-1850 og 2. Slesvigske krig i 1864 blev borgerskolen anvendt til lazaret for de sårede fra kampene i hertugdømmerne. Undervisningen måtte derfor i kortere og længere perioder flyttes til andre lokaler i byen.

Med tiden faldt antallet af elever i realskole betragteligt. Man var utilfreds med fagligheden og de forhold undervisningen foregik under. Realskolen flyttede derfor eleverne til nye lokaler i Fruestræde, hvor Borgerforeningen senere opførtes. I 1869 nedlagdes realskolen helt. Samtidig nedlagdes 2 klasser i betalingsskolen for piger og friskolen udvidedes. I 1872 nedlagdes heldagsklasserne for pigerne fuldstændig.

På trods af et faldende elevtal i byen blev det besluttet i 1875 at opføre en ny borgerskole i Fruestræde. Årsagen til dette var anlæggelsen af jernbanen mellem Svendborg og Odense. Man ønskede at føre jernbanen helt ind til bymidten og skolebygningen lå derfor i vejen for opførelsen af stationsbygningen. Den gamle borgerskole på klosterplads blev nedrevet i 1875.

Haahrs Skole i Svendborg kan egentlig skrive sin historie til  1893, da en kreds af forældre oprettede en friskole i Kattesund med en lærer og en lærerinde.
Det var først, da den læreruddannede vestjyde Niels Martin Haahr (1871-1942) kom til i 1900, at skolen for alvor tog form. Den var da flyttet til Grubbemøllevej. Ganske vist fik Haahr og hans hustru Bodil en lidt svær start. Parret begyndte med 80 elever og et par måneder efter var der kun 50.
Haahr lod sig ikke slå ud og fik snart rettet op på elev antallet igen. Det spredte sig hurtigt på land og by, at børnene lærte noget i den skole, ganske særligt i regning.
Haahr købte skolen i 1906 og siden har den båret hans navn.
Niels Martin Haahr var præget af et grundtvigiansk livssyn. Det var således modstræbende og efter mange overvejelser, at han indførte eksamen på sin skole.  Han bøjede sig ud fra det synspunkt, at hans ”børn” ikke skulle udelukkes for at komme videre i livet med uddannelser, der krævede eksamen af forskellig art.
I 1918 fik skolen ret til at føre elever op til præliminær eksamen. Elevtallet var da oppe på 400.
I 1937 måtte Niels Martin Haahr trække sig tilbage på grund af sygdom, men han fulgte fortsat levende med i, hvad der skete på hans skole indtil sin død i 1942.
Hans efterfølger blev Johs. Lindequist Nielsen, der bestred stillingen til 1963.  Året før var skolen blevet selvejende og har gennemgået op til flere udvidelser.
I 1967 fik skolen en børnehaveklasse, ligesom der nu også er en fritidsordning. Haahrs Skole er en fuldudbygget grundskole med to spor og 480 elever.
Haahrs Skole ledes i dag af Mogens Klitgaard.

Børnene på Hømarken, Hallindskov og Øksenbjerg havde i anden halvdel af 1800-tallet meget langt til skole. Specielt om vinteren var vejen indtil bymidten besværlig og farlig. For at gøre skoleadgangen lettere oprettede man i 1870 en biskole ved Hallindskov. I 1882 omdannedes biskolen til en offentlig forskole og fik egen bygning på hjørnet af Linkenkærsvej og den gamle Skårup landevej.

Skolebygningen tegnedes af arkitekt J. J. Eckersberg. Eckersberg har tegnet en række iøjnefaldende bygninger i Svendborg, heriblandt fattiggården. I den nye bygning var der en skolestue til 40 elever, samt en lærerbolig.

Skolen fungerede frem til 1913, hvor der opførtes en ny og moderne skole i den østlige del af byen. Østre skoles opførsel betød at man nedlagde skolen i Hallindskov. Bygningen eksisterer ikke længere, da den blev nedrevet i 1988 under en vejomlægning.

Julie Petersen f. Lacoppidan drev igennem en 20-årrig periode en pigeskole i Svendborg. Hun var datter af Iver Iversen Lacoppidan, som var forpagter af hovedgården Lehnskov. Iver var søn af apoteker C. A. Lacoppidan i Møllergade og bror til Wilhelmine Lacoppidan, som drev en skole i Fruestræde. I sin ungdom var Julie privatlærerinde på hovedgården Juelsberg nord for Nyborg. I 1863 giftede hun sig med forpagteren på hovedgården Petersminde ved Århus, Hans Peter Langkilde Petersen. Familien flyttede efterfølgende til Sverige.

Efter at manden emigrerede til USA returnerede Julie til Svendborg i 1873, hvor hun etablerede sin skole. I første omgang boede hun med sine børn i Gerritsgade 10 på 1. sal. Det er sandsynligvis i disse lokaler at hun havde sin første skole. Efterfølgende flyttede hun til en ejendom på Gåsetorvet, for til sidst at flytte til Lundevej 13. Her havde hun en pigeskole frem til 1895.

Julie havde 3 levende børn. Sønnen Johannes Lacoppidan-Petersen blev sagfører og efterfølgende borgmester i Svendborg 1921-1933. De to døtre Iverla og Margrethe blev lærerinder og arbejdede på moderens skole. Efter skolen blev nedlagt i 1895 overgik eleverne og ikke mindst lærerinderne til Ida Holsts Skole i Kyseborgstræde.

Der er desværre ikke nogen officielle elevtal bevaret fra skolen på Lundevej, men hvis man iagttager de to klassebilleder der er bevaret, har der været mellem 40 og 55 elever på Skolen i 1890’erne.

Latinskolen:

Svendborgs skolehistorie tager sit udspring i første halvdel af 1500-tallet, nærmere bestemt i årene efter reformationen i 1536. Der har med sikkerhed været en skole i Svendborg siden 4. nov. 1541, hvor konge Christian 3. overdragede det nedlagte franciskanerkloster og kirke til Svendborg by. Han bestemmer at skolen, som da var til, skulle vedblive at være skole. Hvornår selve skolen er etableret eller om der før reformationen har været en skole i Svendborg vides ikke. Den kan muligvis være etableret i 1539, hvor Christian 3. befalede at alle landets købstæder skulle oprette latinskoler.

Skolen var indrettet i klosterets vestfløj ved siden af klosterkirken. Vestfløjen lå, hvor Klosterplads er i dag. Den lå ca. midt på vejbanen ud for det tidligere posthus i banegårdsbygningen. Det drejede sig om en toetagers bygning med en hvælvet kælder under. I 1823 bestod den øverste etage af 3 værelser, en skolestue og et køkken.

Skolen har ikke lignet den vi kender i dag. Hvor den moderne skole i dag uddanner hele befolkningen var latinskolens rolle kun at uddanne vordende præster. Det var dermed en slags forskole, hvor de såkaldte disciple (elever) kunne opbygge de kundskaber der var nødvendige for præstekaldet. Disciplinen på skolen var hård, hvilket betød at korporlig afstraffelse var meget normalt.

Hovedfokus for undervisningen var den kristne litteratur, men man underviste også i de ”syv frie kunster”: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi. Skolen blev styret af en rektor. Han fungerede samtidig som kordegn i Sct. Nicolai og hører ved Vor Frue menighed. Ved siden af rektoren havde skolen flere hørere eller lærere. Ud over undervisningen skulle lærerne og eleverne varetage korsang i byens kirker. Ligeledes skulle eleverne i de øverste klasser fungere som løbedegne i omegnens
landsogne. Degnene hjalp præsten ved de kirkelige handlinger.

Det faglige niveau var på mange latinskoler ikke overvældende, ikke mindst i de mindre købstæder. Dette syntes også at have været tilfældet i Svendborg. Fra begyndelsen af 1600-tallet til begyndelsen af 1700-tallet styrtdykkede elevtallet. I år 1600 var der ca. 100 elever, men i 1714 kun 10. Det faldende elevtal, den dårlige faglighed og ikke mindst problemer med aflønning af lærerne gjorde det nødvendigt at reformere latinkolesystemet i 1740. En stor del af de mindre latinskoler blev nedlagt og i stedet koncentrerede man ressourcerne hos skolerne i de større byer. I denne forbindelse blev latinskolen i Svendborg nedlagt.

Svendborgs skoler 1740-1830:

Efter latinskolens nedlæggelse i 1740 oprettedes en dansk skole i latinskolens gamle lokaler på klosteret. Degnen ved Skt. Nikolaj og Vor Frue kirke ved navn Mørck fik bopæl i skolebygningen mod at holde en dansk skole. Denne ordning holdt blot fire år indtil 1744, hvor Mørcks død betød en opsplittelse af degnestillingerne. Herved fik Vor Frue og Sct. Nicolai deres egen degn og dermed også deres egen skole. Degnen for Vor Frue fortsatte med at undervise Frue Sogns menighed i klosterets lokaler. Derimod skulle degnen for Sct. Nicolai holde skole i sit private hjem.

De to sognes degne stod for undervisningen i skolerne frem til 1830. Ved siden af de to borgerskoler har der været en tredje skole, byens fattigskole. Hvornår denne skole er oprettet vides ikke, men den kan muligvis have sit udspring under Christian 4. Han befalede i hvert fald købstæderne, at de skulle ansætte en lærer, som skulle undervise de fattige børn i den kristne lærdom. I 1669 og 1671 omtales en dansk skolemester, så på den tid må der have været en skole. Senest fra 1733 underviste man i lokaler i rådhuset på Torvet. Dette vedblev man med indtil de tre borgerskoler i 1830 blev samlet på en nybygget skole på klosterplads. Skolen lå hvor klosteret og vestfløjen tidligere lå. Disse var nedrevet i 1828.

Sognepræsten ved Sct. Nicolai kirke Joachim Begtrup lavede i 1817 en opgørelse over skolevæsenet i Svendborg. Degnen i Vor Frue havde 81 elever, degnen i Sct. Nicolai 56 og fattigskolen 132. På de offentlige skoler undervistes i en lang række forskellige fag. Der undervistes i stavning, læsning, skrivning, regning, kristendom, historie, geografi, naturhistorie, matematik, Tysk og fransk. Derudover undervistes indenfor forskellige typer af håndarbejde. Foruden de offentlige skoler var der i 1820 ligeledes otte private skoler. Disse varierede meget i størrelse, fra 24 og ned til 2. Undervisningen er foregået i lærerens private hjem. Det er umuligt at vurdere hvor længe, der har været sådanne private skoler i Svendborg, men det har sandsynligvis ikke været nogen ny opfindelse i 1820.

Rektorer ved latinskolen:

1603: Mads Jensen Medelfar (Middelfart).
19. juni 1619: Bernhardus Johannis.
21. okt. 1619: Johannes Jonæ.
1624: Petrus Andræ.
1625: Henricus Christiani.
1627: Andreas Georgii Mantius.
1629: Nicolaus Mathiæ.
1632: Richardus Johanneus Suenopolibeus.
1635: Janus Caimontanus.
1638: Georgius Andreæ Ottonianus.
1641-1684: Peter Hansen Bagger.
1684-1717: Clement Clausen Schinckel.
1717-1727: Mathias Schinckel.
1727-1730: Jørgen Thomsen Westerholt.
1730-1736 : Poul Mathias Bildsøe.
1736-1740: Christopher Bildsøe.

Degne:

Vor Frue:

1740-1744: Christian Frederik Mørck.
1744-1789: Jens Lorentzen von Stöcken.
1789-1790: Christian Winther.
1790-1821: Otto Christian Sevel.

Sct. Nicolai:

1740-1744: Christian Frederik Mørck.
1749-1795: Erik Hansen Gudme.
1795-1833: David Thuge.

Svendborg Handelsskole kan skrive sin historie tilbage til 1879. Da tilbød Svendborg Handelsstandsforening aftenundervisning i fag som dansk analys og handelsregning. Det foregik to aftener om ugen med to timer  pr. gang..
I begyndelsen var det skolens egne lærere, der udformede opgaverne og gav karakter ved de unge handelslærlinges eksamen. Fra 1892 blev disse statskontrolleret.
Lærerne var ansat på andre skole og underviste handelslærlingene på timebasis, og det hele foregik på Byskolen. I 1894 var elevtallet steget til 19.
Den første kvindelige elev blev optaget så sent som i 1904 og kun efter voldsom diskussion i handelsstandsforeningens bestyrelse.
I 1927 kunne skolen notere sig for 140 elever, der fik undervisning de første fire dage i ugen fra kl. 20 til 22. De satte sig på skolebænken efter en i forvejen lang arbejdsdag i butikker og på kontorer.  Så det hændte, at et af de unge mennesker faldt i søvn, og det fortælles at en enkelt sov så inderligt, at han ikke vågnede, da de andre forlod lokalet. Han vågnede op midt på natten og måtte kravle ud ad et vindue.
I 1933 blev eleverne delt op i tre linjer: A Butikslærlinge. B  Kontorlærlinge uden realeksamen. C. Kontorlærlinge med eksamen.
Fra 1937 begyndte skolen med dagskole for udlærte handelsmedhjælpere, der ville dygtiggøre sig. Den undervisning foregik i handelsstandsforeningens bygning i Pjentemøllestræde. Skolen tog da navneforandring til Svendborg Handelshøjskole, men det var kun i et kort periode, hvorefter det blev besluttet at gå tilbage til det oprindelige navn.
I  1938 var der 250 elever, hvoraf de 215 gik på de normale kurser og var fordelt på ni klasser. 13 timelærere stod for undervisningen.
Pladsen blev mere o g mere trang i Pjentemøllestræde og forstander Jacob W. Rasmussen sluttede i flere år sin tale sådan: I øvrigt mener jeg, at vi skal have vor egen bygning.
I 1942 sagde købmand Axel Brock: - Nu skal der handles. Jeg tegner mig for 10.000 kr. til en bygning. Det fængede og i løbet af kort tid blev der tegnet 130.000 kr.
Svendborg Kommune skænkede en grund på 1900 kvadratmeter på Dronningemaen. En ny skole blev tegnet af  arkitekt Andreas Jensen. Trods besvær med at få byggematerialer midt under den tyske besættelse lykkedes det at få opført en smuk og funktionel bygning, som kostede 333.000 kr.  Den blev taget i brug i 1944 og kaldt den bedste i provinsen.
I årene efter  befrielsen var det et stort pres af elever, og en udvidelse trængte sig på. I 1963 var skolen på nippet til at få opført en tilbygning på Dronningemaen, men Vejdirektoratet satte en kæp i hjulet. Det meste af arealet ville blive inddraget til en ny vejføring som følge af tilkørsel  til  Svendborgsundbroen, der var under opførelse
I 1969 købte Svendborg Handelsskole, der nu var en selvejende institution, genbobygningen Svendborg Statsgymnasium, der var flyttet til A.P. Møllersvej.
Efter en ombygning rykkede handelsskolen ind i 1971, men Direktoratet for handelsskole undervisning havde en plan, hvorefter Svendborg Handelsskole skulle udbrede sit virke til hele Sydfyn. Dermed ville både den oprindelig bygning og det tidligere gymnasium være alt for trangt. Bestyrelsen traf en hurtig beslutning og erhvervede et større areal på Skovsbovej, hvor den i dag har adresse..
Her blev den første etape af et byggeri taget i brug få år efter. Der kom en ny etape i 1979 og der blev foretaget udvidelser i 1997 og 1999.
Svendborg Handelsskole udbredte i takt med tidens krav sin undervisning med alt  inden for faget med bl.a. handelsgymnasium m.v. og en omfattende kursusvirksomhed.
I august 2008  gik skolen ind i Svendborg Erhvervsskole efter sammenlægningen med Svendborg Tekniske Skole.
Den gamle handelsskole huser nu Musikkens Hus efter at de havde været hjemsted for Amtscentralen for Undervisningsmidler. Statsgymnasiets bygning overfor danner nu rammen om undervisningen i VUC.

En af de ældste privatskoler i Svendborg. Den blev etableret i Ørkildsgade 36 i 1844 af frøken Clementine Jørgensen, datter af købmand Niels Jørgensen. I skolen undervistes både piger og drenge. Den var en art forberedelsesskole for de andre.

Frøken Clementine drev skolen frem til 1885, hvor Frk. Julie Jensen overtog skolen. Julie Jensen havde i adskillige år før overtagelsen været lærerinde ved skolen.

På trods af den meget lille skolebygning havde skolen ikke mindre end 71 elever i 1915. Stueetagen fungerede som skolestue, mens Frk. Jensen boede i kælderen. Til højre for huset var en smøge, hvorfra der var adgang til beboelsen i kælderen. I baghuset var der lokummer.

Skolen eksisterede frem til 1929, hvor Frk. Jensen nedlagde den. Hun udlejede stueetagen og blev selv boende i kælderen. Efter skolelukningen arbejdede hun som privatlærerinde.

Svendborg Tekniske Skole levede helt sit eget liv i 142 år før den i august 2004 blev til Svendborg Erhvervsskole efter sammenlægningen med Svendborg Handelsskole.

Svendborg Tekniske Skole begyndte sit virke den 22. januar 1862 og var grundlagt af Svendborg Industriforening. Den lejede en to værelses lejlighed i Møllergade, og her fandt undervisningen af håndværker lærlinge sted.

Noget før 1862 var der i Svendborg opnået en forståelse for, at unge håndværkere manglede teoretiske kundskaber. Således begyndte malermester Frederik Trabolt i 1834 en tegneskole, som blev meget søgt, bl.a. fordi undervisningen var gratis. Måske også, fordi der fastelavnsmandag blev holdt et stort bal, som blev uhyre populært blandt byens unge.

Svendborg Tekniske Skole blev oprettet efter et udvalgsarbejde i Svendborg Industriforening og som skolens egentlige stifter regnes fabrikant L. Lange fra jernstøberiet af samme navn. Undervisningen fandt sted forskellige steder, og vi skal helt hen til 1887, før skolen fik foden under eget bord.

Amtmand grev Brochenhuus-Schack var behjælpelig med at få skaffet statstilskud til byggesummen på 42.000 kr., som skulle til for at opføre ejendommen på hjørnet af Svinget og Grubbemøllevej. Her blev der plads til 10 klasseværelser m.m.. I 1935 blev bygningen udvidet.

Det var naturligvis de traditionelle håndværksfags lærlinge, som her fik de respektive fags teoretiske undervisning. Fra 1915 begyndte den nye tekniske tidsalder at banke på døren. Bl.a. kunne elektrikerlærlinge nu komme på teknisk skole, ligesom der blev oprettet et kursus i motorlære for landvæsenselever.

Et kursus for maskinister kom på programmet allerede i 1897 efterhånden som damp fortrængte vind og sejl på handelsfartøjerne.

I skoleåret 1961-1962, altså i 100 året for oprettelsen, havde teknisk skole 1029 elever og dermed var rammerne i den gamle skolebygning ved at sprænges.

Der kom gang i udvidelsesplaner. Man ville helst bygge til ved den eksisterende bygning, men her var ikke plads. Så havde skolens bestyrelse kik på et areal mellem Dronningemaen og Engvej. Det blev heller ikke til noget.

Enden blev, at Svendborg Tekniske Skole i 1970 flyttede til de tidligeres Stanso-haller på Porthusvej. Her blev der foretaget om- og tilbygninger, så skolen i 1974 rådede over 12.000 kvadratmeter.

Indtil 1965 var maskinistskolen en afdeling under teknisk skole og undervisningen foregik på Svinget-Grubbemøllevej, men fra 1970 var Svendborg Maskinmesterskole helt sin egen og flyttede ind i bygningerne på A.P. Møllersvej.

I 1998 stod teknisk gymnasium på Ryttervej klar. Her var der få år forinden opført en helt ny skole, hvor levnedsmiddelfagenes unge får undervisning.

I midten af 1800-tallet havde Svendborg en række privatskoler, hvor især ”pigeskolerne”, der generelt var små, var på mode.

Fasts Realskole blev oprindeligt oprettet af frk. Marie Carstens i 1890, under navnet ”Svendborg Døtreskole”, der fra starten havde til huse i den gamle købmandsgård i Gerritsgade. Skolen var indrettet i et par rummelige værelser med i alt 7 elever. På grund af en hurtig vækst, fik frk. Carstens året efter sin søster Luise Carstens til at hjælpe sig.

Skolen var fra starten en succes, og ved en af elevernes forældres hjælp fik skolen et byggelån, så man kunne bygge skolen i Bagergade 76, hvor Marie Carstens havde sin lejlighed på 1. sal og i stueetagen indrettedes 4 klasseværelser. Ved århundredskiftet var elevtallet omkring 100. Efter pres fra forældrene indvilligede Marie Carstens i også at optage forældrenes smådrenge, og i den anledning udvidedes skolen med yderligere 3 klasseværelser, og elevtallet nåede nu op på 120. Denne udvidelse til en fællesskole var noget af en satsning, idet der generelt i samfundet var skepsis mod at blande piger og drenge på samme skole. Der var imidlertid kun lovord til overs for denne udvidelse.

I 1902 overdrog Marie Carstens skolen til lærer H. Jørgensen, som dog kun drev skolen i 1½ år, iden han solgte den videre til cand. phil G. Andersen i 1904 for kr. 7.500,00. Skolen havde da mistet ca halvdelen af eleverne.

G. Andersen ønskede fra starten at gøre skolen til en eksamensskole med almindelig forberedelses-eksamen. Allerede i 1904 oprettede han derfor en 1. mellemskoleklasse. I 1907 opførtes en 2-etagers bygning bag den eksisterende og i 1907 fik skolens bestyrelse tilladelse til at afholde almindelig forberedelseseksamen, i 1908 mellemskoleeksamen og i 1909 realeksamen. Samtidig indrettedes en 9. klasse, så skolen havde 4 underklasser og mellem- og realskolen. Fra 1918 havde skolen 5 underklasser. I nogle år var der tilknyttet en børnehave, men den måtte efter nogle år lukke på grund af svigtende tilslutning. Fra 1906 opnåede skolen at få offentligt tilskud til sit virke.

G. Andersens skole, der begyndte som præliminærskole, dimitterede i 1907 og 1908 9 elever til almindelig forberedelseseksamen. Hvert år siden 1909 holdt skolen realeksamen. I tiden frem til og med 1940 dimitterede i alt 400 elever, hvoraf 169 var piger og 231 drenge.

Skolens oprindelige stifter Marie Carstens fik efter at have solgt skolen ansættelse på denne fra 1908 og frem til 1921, hvor hun trak sig tilbage som 69-årig. Søsteren Luise Carstens havde trukket sig tilbage i 1902, men kom efterfølgende tilbage og var tilknyttet skolen frem til 1926.

Skolen har igennem årene haft mange ledere:

Stifter Marie Carstens i tidsrummet 1890 – 1902

Lærer H. Jørgensen i tidsrummet 1902 – 1904

Cand phil G. Andersen i tidsrummet 1904 – 1913

Christian Jul. Lehn i tidsrummet 1913 – 1918

P. L. Frousing i tidsrummet 1918 – 1926

Lærer Aage J. Fast i tidsrummet 1926 – 1933

Harald Jensen i tidsrummet 1933 – 1942

I Harald Jensens tid som ejer af skolen blev denne moderniseret med blandt andet en ny gymnastiksal og der blev indrettet moderne toiletter. I 1937 fik skolen installeret en Svendborg Central-Ovn til opvarmning af gymnastiksal, omklædningsrum, samt en varmtvandsforsyner til baderummene. Dette anlæg blev leveret af firma A/S Lange & Co, Svendborg. Varmtvandsbehol-deren kunne rumme 250 liter vand til 3 brusere (eleverne kunne passere under bruserne 3 ad gangen), og varmtvandsanlægget kunne bruges indtil 6 gange dagligt med 1 times mellemrum. På det tidspunkt gik der ca 170 elever på skolen.

Skolen blev lukket i 1942, hvor Harald Jensen overtog Ida Holsts realskole.

Byskolen, Skolegade 2, blev taget i brug i januar 1901, men har ”aner” helt tilbage til 1831 under navne som Pigeborgerskolen og Borgerskolen. Svendborgs første Borgerskole lå på Klosterpladsen, og var i brug i tiden 1831 – 1875. Den ny Borgerskole blev etableret i 1875 og lå i Fruestræde, hvor den indeholdt både drenge- og pigeborgerskole. Fra 1901 forblev Drengeborgerskolen på Fruestræde medens pigeborgerskolen flyttede til de nye lokaliteter. Skolen blev betegnet som stor, smuk og solidt lagt i Svendborgs hjerte med udsigt over by og sund.

I de første år af sit virke gik den under navnet Svendborg Pigeborgerskole. I 1912 optræder navnet Byskolen officielt, men den benævnes også Pigeborgerskolen. Navnestriden sluttede først i 1940, hvorefter det officielle navn er Byskolen.

Under 2. verdenskrig måtte der ske forskydninger og indskrænkninger af skoletiden, bl.a. fordi den nederste gymnastiksal blev overtaget af det civile luftværn til sorteringsstation. I 1941 ombyggedes også varmesystemet på grund af manglende elektricitet fra el-værket. Kælderen, der i 1901 blev beskrevet som fyr- og baderum og en stor legeplads, blev nu et centralt sted som fyrrum, baderum for de mindste, skolebespisningslokale og beskyttelsesrum.

Skolen beskrives op gennem tiden som en skole, der var vellidt og hvor børnene trivedes.

I forbindelse med de store ændringer på skoleområdet i Svendborg fra slutningen af 1960érne og 1970érne opstod der stor debat om, hvorvidt skolen skulle renoveres for fortsat at forblive skole, eller om den burde afhændes til f.eks. kulturelle formål. Årsagen var at skolen var utidssvarende indrettet med små lokaler og behov for en væsentlig renovering, men samtidig var den klemt inde mellem bl.a. teatret og fredede gamle huse, som gjorde det umuligt at udbygge den. Skolen blev i den periode også set udefra beskrevet som stor, klodset og kold.

I 1980érne opstod der på skolen et håb om, at Svendborg ikke kunne undvære Byskolen, og vendepunktet kom fra omkring 1990, hvor renoveringen for alvor tog fat. Selv om de nyrenoverede klasselokaler fortsat var små , var der stor glæde over resultatet, såvel som etablering af ”Pyramiden” i skolegården blev betegnet som byens bedste legeplads. Den officielle nyindvielse fandt sted i august 1993. Byskolen havde ved sit 100-års jubilæum i 2001 i alt 415 elever.

I 2002 opstod der en brand på skolen, som var opstået i de elektriske installationer. En nabo til skolen opdagede branden og slog alarm. På trods af en udbrændt tagetage samt massive røg- og vandskader, forløb evakueringen af de forholdsvis få elever der befandt sig på skolen på daværende tidspunkt, helt efter planen og problemfrit. De samlede skader løb op i 2-3 millioner, men dækkedes fuldt ud af skolens forsikring.

I 2011 gennemførte Svendborg Kommune en skolereform. Ved reformen sammenlagdes Byskolen med Østre Skole under navnet Ørkildsskolen. Byskolen var afdeling byen. Samtidig omstruktureredes klasseinddelingen, så Byskolen for fremtiden kun skulle have elever fra 0. til 6. klasse. De ældre elever flyttedes til Nymarkskolen (Hømarkskolen).

”Vi er i stand til at lege Moder Jord”

Den yngste maritime undervisnings institution i Svendborg er Maersk Training Center, som ved starten i 1978 hed Maersk Drilling Træningscenter og blev oprettet af Rederiet A.P. Møller, som havde en stigende aktivitet med eftersøgning af olie og gas.

Centeret blev grundlagt som en direkte følge af en eksplosions ulykke på en Mærsk borerig. Nu skulle folkene derude have undervisning, og som uddannelseschef Jens Schmidt i 1988 sagde til Fyns Amts Avis:

”Der er kun plads til én fejl. Det er indlysende, at folk skal vide, hvad de har med at gøre”.

På det tidspunkt rådede Maersk Drilling Træningscenter over den mest avancerede simulator i verden. Den var bygget op helt som kontrolrummet på en eftersøgningsrig. Fra en computer kunne instruktøren i værksætte en række ”modbydelige ting”.

”Vi er i stand til at lege Moder Jord og sætte en række reaktioner i undergrunden i gang. Eleverne skal så være klar over, hvad de gør for at afværge ulykken”, sagde Jens Schmidt.

Kravene til sikkerheden på rigge, der ledte efter olie og eller naturgas, var særlig strenge, fordi man ikke på forhånd kunne vide, hvad borerøret mødt i undergrunden.

Personalet på Maersk Drilling rigge kom med jævne mellemrum på træningscenteret for være i stand til at klare alt den nye teknik. Dumpede en medarbejder ved prøverne, kunne vedkommende godt se sig om efter et andet job.

I 1992 fik centeret en endnu mere avanceret simulator, fordi Maersk Drilling havde indkøbt en ny generation af olieborerigge.

Maersk Drilling Træningscenter havde til huse i barakker og pavilloner på A.P. Møllersvej og var nabo til Svendborg Maskinmesterskole. Der var et vist samarbejde mellem de to.

I 1993 skiftede centeret navn til det nuværende Maersk Trainings Center. A.P. Møllers uddannelseschef, kaptajn Jørgen Haagen Frederiksen, blev forflyttet fra hovedkvarteret på Esplanaden til Svendborg. Administrationen af rederiets maskin- og navigations aspiranter blev også flyttet til A.P. Møllersvej i Svendborg.

I 1998 kom nyheden om, at Rederiet A.P. Møller ville opføre et helt nyt, stort center til ca. 42 mio. kr. Det blev placeret på grunden, hvor det tidligere bådeværft i Rantzausminde lå. Den nuværende adresse er Dyrekredsen.

Den 2. august 1999 mødte en veloplagt skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller op til åbningen af det 4000 kvadratmeter store hus i glas og beton. Det var tegnet af Henning Larsens Tegnestue.

Hr. Møller holdt en tale, hvor han bl.a. stærkt opfordrede Svendborg til at skabe et klima for iværksættere, idet han mindede om alle de store virksomheder, som søfartsbyen havde mistet i de senere år. At være en uddannelses by er vigtig, men ikke nok, erklærede den da 86-årige skibsreder.

Maersk Training Center blev fra starten spækket med al verdens udstyr og har plads til 120 kursister på én dag. Ikke kun off-shore folk kommer på efteruddannelseskurser. Det gælder også officer og andre på handelsskibene. Her får de mange kursister opdrageret og vedligeholdt deres certifikater, der gør dem i stand til at løse opgaver på rigge og skibe. Centeret tager også imod medarbejdere fra andre rederier og olieeftersøgnings selskaber.

Nogle år efter ibrugtagningen blev der opført et gæstehus til kursisterne på et areal, som A.P. Møller havde købt af Svendborg Kommune. Det ligger ca. 300 meter fra centeret. I 2010 blev en ny bygning ved siden af gæstehuset taget i brug. Og det indeholder lang række, supermoderne simulatorer. De er så store og omfattende, at det kneb med pladsen i bygningen fra 1999.

Med etableringen af den store maritime efteruddannelses institution understregede A.P. Møller-Mærsk A/S sin tilknytning til Svendborg. Den by, hvor kølen i 1904 blev lagt til det verdensomspændende firma.

Højskolen blev grundlagt i 1972 af, som de selv kaldte sig, ”en bande venstreorienterede fra samtlige småpartier”, der havde det formål at indføre socialismen i Danmark gennem højskolevirksomhed, bygget på Marx og Grundtvigs ideologier.

De dannede foreningen ”De socialistiske Højskoler” og indsamlede kr. 90.000,00 som de brugte til udbetaling til at købe bygningerne, til den gamle købmandsgård for, på tvangsauktion.

Pionererne, som de kaldte de første hold, var hovedsagelig utilpassede mænd fra hovedstadsområdet, som var i konflikt med lokalsamfundet og ikke mindst havde sammenstød med nær- og rockermiljøet samt de siddende politikere.

De var klar over, at de ikke skulle lave undervisning som i en folkeskole. Kursusudbudet var bredt, hvor de lange kurser omhandlede grundskole i politisk økonomi, historie og filosofi ud fra en international socialistisk holdning. Rejsevirksomheden i form af studierejser gik til bl.a. Sovjet, DDR og Cuba. Senere kom Danmarkskurser som uddannelses- og arbejdsmarkedsforhold, socialpolitik og EF-kurser til, men der bibeholdes fortsat kurser om marxisme og kapitalisme.

Op gennem 1980érne måtte de erkende, at strategien ikke holdt, og der var en vis træthed over hele tiden at blive kaldt DKPére eller Tvindfolk, ikke mindst fordi de følte, at skolens virkelighed var blevet en anden.

Da muligheden bød sig, købte Børne- og Ungdomspædagogernes ejendomsaktieselskab bygningerne og højskolen lejede herefter de gennemgribende, nyrenoverede lokaliteter. Samtidig ændrede skolen navn til Højskolen i Svendborg. Dette skete i 1990.

Skolen bibeholdt dog fortsat sit venstreorienterede grundlag i et samspil med resten af kloden.

I en pressemeddelelse fra 1990, udtalte de ud over, at skolen fortsat ville lære kursisterne at tage ansvar på eget liv i de fællesskaber de indgik i: ”Vi betragter de fastlåste holdninger og tillærte tænkemåder som ikke bare forældede, men som direkte farlige. Vi hylder galskab, handling og livsglæde som noget, der er nødvendigt, hvis der skal skabes en menneskeværdig tilværelse. Og sidst – men ikke mindst – satser vi på evnen til at kunne grine af sig selv. Hvis vi ikke hele tiden kan det, vil alle samfundsforandringer før eller siden forstene, uanset hvor revolutionære, de end måtte være.”

Skolen søgte i de efterfølgende år om diverse økonomiske midler til den fortsatte drift, men i september 1997 måtte de give op og gå konkurs.

”Et symbol på Svendborg som søfartsby”

”Den skal være vort Folk, vort Land og vort flag til ære”

Der blev ikke sparet på de store ord, da Svendborg Navigationsskole tog sin nye skole på Graaesvej i brug i 1952. Der blev talt af borgmester, handelsminister og Svendborgs storskibsreder, konsul A.E. Sørensen, formand for byggeudvalget. Skolen blev kaldt for Europas mest moderne. Den var tegnet af arkitekt Bo Fritz Jørgensen, Svendborg.

Da lærere og elever rykkede ind i den nye flotte bygning, havde der i 132 år været givet undervisning i navigation i Svendborg.

Skipper Christian Jacobsen begyndte i 1820 at give unge søfolk lærdom i navigation. Eksamen blev aflagt på navigationsskolen i Tønning, som i 1850 flyttede til Flensborg.

I 1848 blev der sendt en ansøgning til Marineministeriet om oprettelsen af en navigationsskole i Svendborg. Formanden for byrådet, købmand A. Lacoppidan, som fik rådets tilslutning til ideen.

Marineministeriet gav i 1849 sin tilladelse. Forudsætningen var, at kommunen garanterede for lønninger, lokaler, inventar og instrumenter. Det turde byrådet dog ikke gå med til, og rådet allierede sig med Svendborg Søassuranceforening, som gav tilsagn om støtte til driften i de første tre år.

Krigen i Slevsvig 1840-50 gjorde, at navigationsskolens start blev udsat.

Den 1. november 1852 meldte fem, senere tre mere, sig til undervisningen, som foregik i lejede lokaler i Gerritsgade midt i Svendborg.

Senere flyttede den til Færgevej, Ørkidgade og i 1865 kunne Svendborg Navigationsskole rykke ind i en nyopført bygning på Færgevej, som dannede rammen om undervisningen indtil den nye skole på Graaesvej kunne tages i brug.

Fra begyndelsen i 1852 blev marineløjtnant Antonius Oluf Tuxen (1829-1909) ansat som forstander, og han blev på sin post i 50 år (!). A.O. Tuxen var søn af direktøren på Orlogsværftet. Han blev i 1843 søkadet og var i 1848 officer på briggen ”St. Crois”. Efter krigens slutning tog Tuxen hyre som styrmand på briggen ”Thorvald”. Skibet forliste ved Java og mandskabet gik i bådene. De blev samlet op af viste det sig pirater, så danskerne besluttede i nattens mulm og mørke at gå i deres både igen. Efter nogle døgn på havet blev de samlet op af et mere fredeligt hollandsk skib. I Batavia tog A.O. Tuxen hyre som matros på et andet hollandsk skib og kom igen hjem til Danmark. Senere i livet tænkte Tuxen ofte tilbage på sin matroshyre og understegede, at den havde lært ham meget om det menige mandskabs levevis og holdninger.

Da A.O. Tuxen døde i 1909 hed det i nekrologer bl.a., at han var et menneske, der ikke havde en eneste uven. ”Han var ”, hed det også, ”enkel i karakter, djærv, retlinet og modig. Sådan som vi elsker den danske sømand”.

I 1902 trak A.O. Tuxen sig som forstander, og han blev efterfulgt af sønnen Aage V. Tuxen. Denne udmærkede sig bl.a. ved i 1912 at oprette den første radiotelegrafist uddannelse i Norden. Den var indtil 1922 hans egen skole, men blev en afdeling på navigationsskolen, da staten overtog driften af landets navigationsskoler. At det nationale klenodie, fregatten ” Jylland”, spillede en rolle i uddannelsen af de første radiotelegrafister, vil nok overraske de fleste.

Aage V. Tuxen skrev ved starten i 1912 i en brochure, at Centralundervisningsanstalten i Radiotelegrafi i Svendborg havde forbindelse til en station 100 km væk. Dette for at støtte uddannelsen under virkelige forhold.

Fregatten ”Jylland” lå i 1912 i bugten ved Juelsminde og om bord sad en radiotelegrafist, der sendte og modtog telegrammer til og fra eleverne i Svendborg.

I 1988 var det slut med at uddanne radiotelegrafister. Moderne kommunikationsmidler havde gjort ”gnisten” overflødig på skibene.

Den nye navigationsskole på Graaesvej blev udbygget i 1977 og i 1995 blev yderligere 1100 etagemeter bygget til. Skolen kunne nu uddanne navigatører i tre spor og fik plads til 400 studerende.

Den gamle skole på Færgevej blev fra 1952 til 1984 anvendt som folkeskole. I nogle år derefter til aftenskole- og anden undervisning, indtil bygningerne blev indrettet til private beboelser.

For at klare fremtidens krav til uddannelserne af officerer til handelsflåden fusionerede Svendborg Navigationsskole i 2000 med Svendborg Maskinmesterskole, Kogtved Søfartsskole og A.P. Møllers Værkstedsskole..

Navnet er nu Svendborg Internationale Maritme Academy .

Graaesvej er fortsat stedet, hvor der uddannes officerer til handelsflåden. Nogle af dem er endda duale, hvilket vil sige, at de er i stand til at betjene såvel maskinen som udstikke skibets kurs fra broen.

Tegnelæreren fik sin maskinistskole

Efterhånden som dampskibene vandt frem var der naturligvis brug for uddannelse af maskinister. Det var kanceliråd Søren Jacob Grønvald (1831-1909) helt med på. Bag den fornemme titel gemte der sig et initiativrigt menneske, som også var en fremragende tegner – og ditto lærer.

Fra 1872 var han den drivende kraft bag den tekniske skole, som Svendborg Haandværker- og Industriforening havde oprettet.

Grønvald så et påtrængende behov for uddannelse af maskinister i Svendborg, hvor flere og flere rederier skiftede sejlskibene ud med dampdrevne fartøjer. Han tog kontakt til myndighederne om at få lov til at oprette en skole for disse i tilknytning til teknisk skole. På det tidpunkt var der kun maskinistskoler i København og Aarhus. Fra myndighederne lød beskeden, at en maskinistskole i Svendborg burde høre hjemme hos navigationsskolen. Kun hvis skolen for de vordende navigatører ikke var interesseret, kunne der blive tale om at teknisk skole kom på finansloven og fik støtte til oprettelse af en afdeling for maskinister.

Navigationsskolen takkede pænt nej til også at skulle uddanne folk til maskinen.

Det endte med, at Svendborg Tekniske Skole den 4. januar 1897 kunne tilbyde kommende maskinister en uddannelse – og tre satte sig fra den dato på skolebænken. Undervisningen foregik om aftenen og i teknisk skoles lokaler på Grubbemøllevej 11. Det er her Socialforvaltningen i dag har sine lokaler.

Maskinistskolen var helt frem til 1965 en afdeling af Svendborg Tekniske Skole og havde samme forstander og bestyrelse.

Når historien om Svendborg Maskinmesterskole skal skrives, er det umuligt at komme uden om Viggo Schultz (1928-1990). Han blev ansat som skolens første forstander efter frigørelsen fra teknisk skole.

Derefter kom der gang i sagerne. Der blev stillet øgede krav til uddannelserne og flere og flere unge ønskede at lære alt om, hvordan store som små maskiner skal beherskes. Viggo Schultz gjorde en dygtig indsats for, at Svendborg Maskinmesterskole blev i stand til at honorere både øgede krav og den store tilgang af unge.

I 1970 stod en helt ny skole klar på A.P. Møllersvej 37 i Svendborg. Svendborg Maskinmesterskole blev også stedet, hvor der skabtes en særlig uddannelse for folk på olieborerigge, hvilket var foranlediget af Rederiet A.P. Møller, som skolen fik et tæt samarbejde med. Skolen kom også hurtigt efter at uddanne folk, der kunne behersker de naturgas-anlæg, som i løbet af 1980èrne holdt deres indtog i Danmark. .

I 1973 blev A.P. Møller Kollegiet, tæt ved skolen, bygget.

Den 5. februar 1996 er også en mærkedag i Svendborg Maskinmesterskoles historie. Da kunne daværende erhvervsminister Mimi Jacobsen erklære, at skolen havde taget et kæmpe skridt ind i fremtiden. I en 760 kvadratmeter stor tilbygning var installeret en avanceret maskinrumssimulator. Her kunne studerende og nuværende maskinmestre lære alt om, hvordan et skibs hovedmotor kan reagere under alle tænkelige og utænkelige forhold.

I 2001 ophørte Svendborg Maskinmesterskole som en selvstændig undervisningsinstitution. Den da 104 år gamle skole indgik i Svendborg Internationale Maritime Academy, SIMAC, sammen med Svendborg Navigationsskole, Kogtved Søfartsskole og A.P. Møllers Værkstedsskole.

GREB MIN SJÆL SOM LØVEN GRIBER SIT BYTTE

Citatet er af Vilhelm Rasch (1866-1939). Han kom med det, da Svendborg Søfartsskole havde 40 års jubilæum. Han tænkte tilbage på årene før 1906, inden skolen blev grundlagt og bygget på en bakketop i Overgade i Svendborg.

Vilhelm Rasch blev i sin sjæl grebet af tanken om at få etableret en skole for søfartens menige mandskab. Han, der var sekretær i Sømandsmissionen, sad i 1903 i toget på vej til Esbjerg for at indvie et sømandshjem og læste i et nautisk tidsskrift . En artikel handlede om forskoler til navigationsskolerne. Vilhelm Rasch var en handlingens mand. Da der var årsmøde i Broderskabet på Havet i Marstal, var der stærk tilslutning til at få oprettet, hvad der blev kaldt en sømandshøjskole.

Seks uger efter årsmødet fandt Vilhelm Rasch en egnet grund – en grøn mark på en bakketop. Arealet lå i tilpas afstand fra havnen og dens knejper og dog ikke så langt derfra.

En tønde land jord blev købt til 45 øre pr. kvadratalen.

Dermed var begyndelsen til verdens første højskole af sin art i løbet af kort tid en realitet. Først i 1944 grundlagte skibsreder Knud Lauritzen sin søfartsskole i Kogtved - og i 1949 åbnede staten tre søfartsskoler.

Der var ingen tvivl hos initiativtagerne om at skolen skulle placeres i Svendborg. Købstaden var et sejlskibscentrum med mange hyresøgende matroser. Disse var henvist til at henslæbe vinteren på værtshuse, når sejlskibene var lagt op.

Nu kunne de tage imod et tilbud om at få undervisning på sømandshøjskolen. Den første vinter satte 36 befarne matroser sig på skolebænken, ligesom 12 drenge, som ikke havde været til søs blev forberedt på livet på de syv have.

De første år blev der undervist i bl.a. samfundsfag, geografi, engelsk, meteorologi og maskinlære samt navigation.

Igennem tiderne har undervisningen naturligvis tilpasset sig tidens krav. I dag er unge på skolen i fem måneder for at få den allerførste grundlæggende sømandsuddannelse, inden de tager til søs som ubefarne skibsassistenter – og måske siden hen videreuddanner sig til en karriere på havet. Der er også et samarbejde med VUC om HF søfart.

Som det som oftest er tilfældet med nye initiativer, blev Svendborg Sømandshøjskole i 1906 mødt med nogen skeptisk. Som det blev sagt mand og mand imellem på havnen: ”Når de nu er gået fallit deroppe på bakken , kan kommunen jo købe bygningen og indrette det hjem for gamle, vi har brug for.”

Det blev der altså ikke noget ud af. I 1970'erne skiftede skolen navn til Svendborg Søfartsskole og har siden vist sig særdeles livskraftigt. Der har ganske vist været perioder, hvor skolen var ved at gå på grund. I en periode i slutningen af 1960'erne måtte bygningerne lejes ud til turister i sommerperioden som et nødvendigt tilskud til driften . Fra 1998 til 2000 oparbejdede Svendborg Søfartsskole et så stort underskud, at bestyrelsen for Broderskabet på Havet alvorligt overvejede en lukning.

Svendborg Søfartsskole klarede skærene. Bl.a. blev antallet af elever udvidet, ligesom politikerne blev overbevist om det uretfærdige i, at skolen fik lavere taxametertilskud end tilsvarende andre skole.

Siden den røde bygning i 1906 blev bygget er der foretaget adskillige udvidelser. Senest er der opført en ny værelsesfløj til 13 mio. kr. Det var et beløb, som skolen selv havde på kistebunden.

I mange år havde Svendborg Søfartsskole stationære øvelsesskibe i Svendborg Havn. Fra 1916 til 1936 var det grønlandsskibet ”Hvalfisken”. I 1939 kom den fransk byggede skonnert ”Arken” til. På disse skibe kunne de vordende søfolk øve sig til at svinge sig i mast og rå. ”Arken” blev afhændet i 1970. Det skete bl.a. i en erkendelse af, at handelsflåden ikke har brug for en matros, der kan omgås sejl, men mere en, der kan passe en maskine. Derefter fik Svendborg Søfartsskole et værksted til undervisning i motorlære. Det er siden udbygget og moderniseret.

Sømand og gentleman

Kogtved Søfartsskole på kanten af Svendborg Sund blev grundlagt af skibsrederne Knud og Ivar Lauritzen, Rederiet J. Lauritzen. Den var en følge af anden verdenskrigs udbrud i 1939. Indtil da var rederiets kommende skibsofficerer grunduddannet på sejlskibene, men med krigshandlingerne blev det for farligt.

J. Lauritzen lejede sig i 1940 ind hos Svendborg Søfartsskole og en overgang foregik undervisningen i det opankrede fartøj ”Nina Lau” i Thurøbund.

Erfaringerne med at give de vordende søfolk undervisning på land var så gode, at Knud og Ivar Lauritzen besluttede at forhale skolevirksomheden permanent til landjorden.

I 1943 købte de en stor rødstensvilla i Kogtved. Den var i 1920 opført af en grosserer fra Odense. Overleveringen fortæller, at grossererfruen ikke brød sig om villaen, fordi den var for - lille.

Virkeligheden var en ganske anden, familien var helt enkelt bange for, at tyskerne ville overtage bygningen, da de havde udvist stor unteresse for den. Ligesom tyskerne havde overtaget mange andre bygninger i Svendborg.

På Kogtved Søfartsskole fik rederiets aspiranter deres grundlæggende sømandsmæssige uddannelse, så de var rustet til at gøre tjeneste i skibene og senere læse til navigatør eller til maskinmester. De unge blev også belært om, hvordan en gentleman skal opføre sig, når de kommer på de bonede gulve i en eller anden sammenhæng. Og i øvrigt i alle livets forhold. Et væsentligt led var den berømte danseundervisning. Unge piger fra Svendborg stillede op til dans. Og kølen til mangt et ægteskab blev lagt under disse dansetimer.

Kogtved Søfartsskole blev udvidet i 1956, 1961 og 1984. I 1967 blev skolen omdannet til en selvejende institution.

I mange år var det kun aspiranter fra Rederiet J. Lauritzen, der kom på skolen. I slutningen af 1980érne var den inde i en alvorlig bølgedal. Tilgangen til søfartserhvervet var ringe. Det blev overvejet at gøre skolen til et almindeligt kursuscenter i hvert fald det halve af året.

Rederiet A.P. Møller havde sin egen søfartsskole i Sønderborg. Hr. Møller kunne ikke drømme om at sende sine kadetter til konkurrentens skole i Svendborg, men den holdning blev kastet over bord . Nu sendte det lyseblå rederi de unge, der havde skrevet kontrakt med det, til Kogtved.

Derved fik skolen et gevaldigt løft, og snart fulgte andre rederier efter.

2000 blev et skælsættende år for Lauritzens gamle skole: Rederiet A.P. Møller ved dets Ejendomsselskabet Lindø købte bygningerne. Den sidste afslutning inden da blev bevæget, da skolens forkvinde Lise Loft Lauritzen tog en næsten tårevædet afsked.

Lise Loft Lauritzen havde da i en årrække været forkvinde (en titel hun insisterede på) i Kogtved Søfartsskoles bestyrelse. Det var en hverv, hun beklædte med stor veneration , bl.a. fordi hun fra barnsben ofte kom på skolen sammen med sin far, skibsreder Knud Lauritzen. . Lise Loft Lauritzen overrakte ved afslutningerne afgangsbeviserne til eleverne – og havde en personlig bemærkning til hver eneste af de unge mennesker.

2001 blev Kogtved Søfartsskole en del af Svendborg Internationale Maritime Academy, SIMAC, sammen med Svendborg Maskinmesterskole, Svendborg Navigationsskole og A.P. Møllers værkstedsskole.

SIMAC fik sin administration på Kogtved.

Fra 2005 trak Rederiet A.P. Møller sig ud af SIMAC . Rederiet ønskede at dets kadetter skulle opholde sig på en kostskole under grunduddannelsen, selv om det ikke mere var et krav fra Søfartsstyrelsen. I den forbindelse flyttede SIMAC sin administration til den tidligere navigationsskole.

Det kom som grim overraskende brodsø for søfartsbyen Svendborg, da A.P. Møller meddelte sin beslutning om at lukke Kogtved Søfartsskole fra den 1. juli 2008. Et stolt kapitel i uddannelsen af danske søfolk var slut.

I 2009 blev bygningerne købt af et konsortium med skibsreder Niels Højlund, Svendborg, i spidsen. Hvad bygningerne med den unikke beliggenhed ved Svendborg Sund skal bruges til i fremtiden er i skrivende stund ukendt.

Svendborg Gymnasium har under forskellige navne eksisteret i byen siden 1872.

Navnene har været:

Svendborg Realskole 1872-1912
Svendborg Realskole og Gymnasium 1912-1920
Svendborg Statsskole 1920-1932
Svendborg Statsgymnasium 1932-1986
Svendborg Gymnasium 1986 - 

Frem til 1909 var skolen en almindelig realskole med elever fra 1. til 9. klasse. Dengang lå skolen i Bagergade. I 1909 optog man seks elever på en gymnasieoverbygning. De blev studenter i 1912.

I 1920 blev skolen overtaget af staten, og underskole blev nedlagt. I 1932 flyttede skolen til en nyopført bygning på Viebæltet. I 1969 flyttede skolen endnu en gang. Denne gang til de nuværende bygninger på A.P. Møllersvej.

Uddannelsen af delingsførere, gymnastikledere, begyndte på landets højskoler o. 1900. I 1914 overtog Niels Bukh og svogeren Lars Bækhøj Ollerup Højskole, og NB begyndte sin delingsførerskole i bygningen ”Borgen”.

Den første vinter havde han 12 mandlige elever. Elevtallet steg år efter år, og der kom også kvindelige elever til. NB så, at der var grundlag for at bygge en gymnastikhøjskole, denne anlagde han på den anden side af hækken til folkehøjskolen og i 1920 kunne den åbne. Her fik alle eleverne en delingsføreruddannelse, som et led i højskoleopholdet. Fra starten var der 90 elever, men skolen måtte udvide flere gange og nåede op omkring 300 elever.

Efter stigende krav fra elever, miljø- og brandmyndigheder ligger det passende antal i dag på ca.150-200 elever. Skolen har dog i enkelte år mulighed for at huse flere elever.

Skolen blev hurtigt et kraftcenter indenfor legemskultur, især gymnastik og anden idræt. I 1923 blev der anlagt et nyt stadion og landets første svømmehal blev indviet i 1926, senere fulgte også et udendørs bassin. I 1933 blev en af Europas største idrætshaller taget i brug. I 1935 blev der anlagt endnu et nyt stadion ”Volden” til det kommende landsstævne, og i 1939 blev en ny spisesal og gymnastiksal ”OD-hallen” taget i anvendelse. Desuden købtes i denne første periode en grund ved Svendborgsund , ”Strandgården”, der både kunne bruges til overnatning og kystsvømning . I nærheden af skolen på den anden side af landevejen opførtes et højskolehjem og en avlsgård ”Sandkrogen” . De sidste tre omtalte dele er dog siden afhændet til fordel for andre bygninger.

Under 2 V.K. blev skolen beslaglagt af tyskerne og man flyttede for en kort periode til ”Ladelund Landbrugsskole”. Senere købte NB godset ”Løgismose” ved Assens, så man kunne fortsætte skolearbejdet. Først i 1947 vendte man hjem til Ollerup igen.

Efter N. Bukh-perioden 1920-1950 fulgte følgende forstandere:

1950-1976 Arne Mortensen.   1950-1966 sammen med Jørgen Broegaard.

1976-1998 Gunnar B. Hansen.

1998 -     Uffe Strandby.

Disse forstandere har alle efter tidernes ”gunst”, dvs. muligheder og krav, til stadighed vedligeholdt, forbedret og udbygget skolen med nye værelsesfløje og idrætsfaciliteter f.eks. som spring- og motoriksale. Parkanlægget er også udnyttet til nyere idrætter.

Senest er der ud mod landevejen bygget nyt køkken, motionsrum og konferencesal. Alt med store glaspartier.

Denne enorme bygningsmasse betyder store vedligeholdelsesudgifter og kræver, at skolen skal udnyttes så meget som muligt. Desuden har meget kun ladet sig gøre ved tidligere elevers- og f.eks. Real Danmarks offervilje.

Særpræg ved skolen:

”Bisser”.
Efter hvert forårsholds afslutning fortsætter ca. 30 elever som ”Bisser” i o. tre uger. De arbejder dagligt o. fem timer med skolens vedligeholdelse og får resten af dagen gymnastiktræning. En tradition som NB grundlagde og der alle dage har været stor interesse for.

Opvisningshold.
Skolen har to opvisningshold af tidligere elever, eliteholdene, som i nogle weekends året rundt kommer på skolen og fællestræner. Ved skolens sædvanlige store arrangementer laver disse hold opvisninger, ligesom de i ind- og udland tager på opvisningsturneer.
I de senere år er der dannet et spring-rytmehold, som deltager i konkurrencer rundt omkring.

Elevforeningen ”OD” – Ollerup Delingsførere.
Fra skolens start til i dag, 2010, har der været godt 27000 elever. Ca. 5000 af disse er medlemmer af skolens elevforening, som bl.a. ejer ejendommen ”Baksås” i Nissedal i Norge, hvor man så kan leje sig ind og nyde den norske natur.

Kunst og ”De gamle Stuer”
Alle skolens forstandere har gennem tiderne forøget skolens bestand af kunstværker både ude og inde. I ”De gl. stuer”, som for tidligere elever står som,”at komme til Ollerup igen” er små og store ting samlet gennem 90 år.
I det store parkanlæg findes et stort antal kunstværker og skulpturer bl.a. doneret af Ny Carlsbergfondet. Især den nyere kunst opstillet de sidste år er dominerende og har givet anledning til megen diskussion.

”Tamagawa”.
Siden Bukhs tid har der været et samarbejde med universitetet ”Tamagawa” i Japan. Dels har der næsten altid været japanske elever på skolen og dels har mange elever fået japanske kontakter. Også eliteholdene har haft glæde af den japanske gæstfrihed.

”Børnegården”
Gennem de sidste par år har en børnehave holdt til i teorilokalet over den gl. springsal. Den flytter fra 2011 ind i eget hus, som er bygget i den gl. frugthave. Her bliver plads til 40 børnehavebørn og 20 vuggestuebørn. Det er en selvejende og selvstyrende institution, som har et tilhørsforhold til Gymnastikhøjskolen.

Henning Hjortshøj, Egebjerg Lokalhistoriske Forening, 2011

Foto: Hanne Birkedal

Link til Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Svendborg Kunstskole startede på privat basis i september 1986 i lokaler på adressen Møllergade 5 over gården, idet der havde vist sig interesse og behov for et kreativt lærested i Svendborg. Skolen flyttede efterfølgende til Vestergade 24.

Økonomien blev baseret på elevernes egen betaling for opholdet, idet Svendborg Kommune, på trods af megen velvillighed, ikke fandt sig i stand til at yde økonomisk støtte til projektet. I starten var aktiviteterne begrænset til tegning og maleri.

Efter et par meget aktive år, opnåede kunstskolen et fast tilskud pr. undervisningstime hos Svendborg Kommune, og lokaleforholdene blev udvidet med en ekstra etage. Igen i 1989 kom der en ny etage til, og stoftryk og stofmaleri blev nye områder.

Svendborg Kunstskole, der blev drevet af ”Foreningen Svendborg Kunstskole”, afholdt sin første egentlige generalforsamling i 1990. En målsætning for skolens virksomhed var at udbrede kendskabet til billedkunst i bred forstand gennem kursusaktivitet, formidlet primært af udøvende kunstnere til gavn for både individer og lokalsamfund. Foreningen var dannet ud fra ønsket om, at deltagere, lærere og andre interesserede gennem deres engagement og interesse i skolens arbejde, kunne udvikle skolen som et aktivt og inspirerende miljø.

Skolens pædagogiske mål lød nu: At give alle mulighed for at arbejde med billedmæssige udtryksformer. At træne evnen til at se og opleve virkeligheden. Gennem arbejdsprocesserne at skabe erkendelse af skulpturen/billedets indre sammenhæng og nødvendighed, således, at værket bliver ”en souvenir” fra oplevelsen af at ”have været” eller have været på rejse.

I 1991 havde skolen ud over dag- og aftenhold også weekendkurser. Aldersspredningen blandt kursisterne var meget spredt og omhandlede personer fra 18 til 75 år.

I 1991 søgte kunstskolen ligeledes Fyns Amts undervisning og kulturforvaltning om tilskud til etablering af et ”primitivt” bronzestøberi for professionelle og amatørbilledhuggere.

Kurserne der fortsat var åbne for alle, indeholdt nu f. eks. på dagholdene fag som grundskole, tegning, maleri, textiltryk og skulptur. Eftermiddagsholdene var hovedsagelig tiltænkt ungdommen og havde fag som teaterdukkeværksted og akvarel. På aftenhold var temaerne f. eks. Croquis (tegning med få streger), model, akvarel og tegning. I weekenderne var der specialkurser for børn og voksne, og endelig havde skolen et tilbud om korte kurser.

Skolen følte i 2000 anledning til at gå i pressen med oplysning om, at det var en myte, at Svendborg Kunstskole kun uddanner kunstmalere. Skolen gav udtryk for, at den er en slags ”dannelsesproces”, der kan føre folk derfra til liv som lærere, revisorer, sygeplejersker og andre fagområder. På samme tid oplystes det, at skolens aldersspredning nu var mellem 18 og 53 år. Skolen arrangerede også en årlig udstillingsweekend, hvor eleverne fik lejlighed til at udstille deres værker. I 2000 havde skolen ca 35 elever alene på daghøjskolen.

På trods af et par tidligere varsler om Svendborg Kunstskoles lukning, holdt skolen sin egen eksistens i 17 år, men måtte i april 2006 opgive og erklære sig konkurs på grund af et driftsmæssigt underskud på ca kr. 300.000.

Til alles glæde overtog AOF efterfølgende Svendborg Kunstskoles lokaler og etablerede i september 2006 Sydfyns Kunstskole, AOF med en forsikring om, at man ville fortsætte driften i den tidligere skoles ”kvalitetsmæssige malerspor.”

Skolen er startet i 1867. Det var i tiden med de store samfundsomvæltninger præget af krigsnederlaget i 1864. På det kulturelle plan og undervisningsområdet var det især Kresten Kold og N.F.S. Grundtvig, der stod for de nye ideer og dermed også for friskoletanken.

I Ollerup lå den offentlige skole i Nordgade, men her var der så stor trængsel, at nogle af eleverne blev flyttet til Egebjerg Friskole. Det betød, at en håndfuld mænd med bl.a. pastor Brandt besluttede, at Ollerup også skulle have en friskole. Man lejede sig ind hos en træskomager i Nordgade og begyndte med 7 elever. Senere lejede man sig ind i det velkendte hus ved siden af kirken,”Stensero”. Dette ejedes af to præstedøtre, som samtidig blev boende.Da forholdene her senere blev for trange købte friskolelederen huset ”Åvang” i 1902.(Beliggende i det nuværende Slotsvej) Herfra flyttede man i 1922 til placeringen hvor skolen ligger den dag i dag. Her havde arkitekt Daniel Rasmussen tegnet den nye friskole og højskoleforstander og gårdejer Lars Bækhøj lagde jord til. Det hele kostede 39.000 kr. på det tidspunkt. Siden er skolen blevet om- og tilbygget adskillige gange, og det er sikkert ikke slut endnu.
I 2011 erhverves nabobygningen, en tidligere børnehave Bulderby.

Skoleledere gennem tiden:

1867 – I.P. Nielsen

1879 – Poul Jensen

1883 – Thomas Hansen

1895 - Axel Lund

1897 - Peder Mouritzen

1922 - Astrid og Svend Emborg

1952 - Kirsten og Poul E. Jessen

1959 - Sonja og Thue Kristensen

1986/87- Bernd Leibrandt

1988 - Peder Mortensen

2007 - Carsten Plagborg

 Elevtallet fra 1867: 7 elever , 1950: o. 50 elever, 1977: 120 elever er i dag steget til 176 elever fra BH-klasse til 9 kl.

Tekst: Henning Hjortshøj
Foto: Henning Hammelsvang

Forhistorien

I 1829 byggedes en skole på et jordstykke, som købtes af Isebækgård, som ligeledes ligger på Boelsmosevej. Skolen var en lille bygning med en skolestue og en lejlighed til læreren. Året efter byggedes en sidefløj med brændselsrum samt plads til ko, gris, høns m.v.

Skolen fik navnet Caroline Amalie Skole, opkaldt efter prins Christian Frederiks prinsesse Caroline Amalie, medens bygningerne fik navnet Caroline Amaliehus.

Prins Christian Frederik giftede sig i 1815 med Caroline Amalie. Året efter blev han udnævnt til guvernør over Fyn og Langeland. Han boede på Odense Slot, indtil han i 1839 blev udråbt til Kong Christian den 8. Prinseparret var meget afholdt på Fyn.

Caroline Amalie Skole virkede som sådan indtil 1909, hvor der blev bygget en ny Caroline Amalie Skole på Caroline Amalie Vej. Efter at den nye skole blev bygget i 1909, blev den gamle anvendt til privat beboelse for efterkommere af lærer Jacob Sørensen.

Fredehjemmet Caroline Amaliehus (pigehjemmet)

I 1926 oprettede frk. Mathilde Danebo Sørensen, som var datter af lærer Sørensen, fredehjemmet (pigehjemmet) Caroline Amaliehus. Der var plads til 14 piger i alderen fra 15 til o.20 år.

Der blev ikke optaget afgjort åndssvage eller sindssyge elever, men sinker uden særlige karaktervanskeligheder, som skulle oplæres i husligt arbejde og havearbejde. Betalingen var 800 kr. årligt, 15 kr. i beklædningstilskud samt sygekassekontingent.

Pigerne kom fra hele landet: København, Søllerød, Horsens, Thisted, Skårup, Brændeskov m.v.

Et fælles træk for pigerne var, at de hovedsagelig kom fra hjem med problemer: Forældrene var ofte drikfældige, svagt begavede, tidligt døde, fraskilte, moderen var enlig, eller faderen var straffet. Mange af pigerne var opdraget ved bedsteforældre, plejeforældre eller på børne- eller optagelseshjem.

En pige kom f. eks. fra et hjem med 11 børn, alle født af en enlig mor udenfor ægteskab. En anden kom fra et hjem med 15 børn. Enkelte kom fra hjem, hvor faderen var ukendt. En enlig mor med flere børn var malkekone på en herregård. En pige kom fra et hjem, hvor moderen var enlig og faderen var en ofte straffet vagabond. En pige fra Thisted, hvis moder havde et ”forargeligt liv”, blev fjernet fra hjemmet som 10-årig og anbragt på Hesselager Skolehjem, inden hun kom til Caroline Amaliehus.

Mange af pigerne havde haft plads i huset, inden de kom til pigehjemmet. På grund af deres ofte vanskelige sind med arbejdsvægring, sjusk og ligegyldighed overfor arbejdet, blev de kun kort tid i pladsen. Flere piger var under åndssvageforsorgen og anbragt på forskellige institutioner, f. eks. Ebberødgård, Rødbyhavn, Engelsbro og Breidablik, inden de kom til Caroline Amaliehus.

Flere af pigerne oppebar invalidepension ved ankomsten.

På Caroline Amaliehus blev gjort et ihærdigt arbejde for at ”rette op” på pigerne. Der blev undervist i enkelte skolefag, men ellers skulle de hovedsagelig oplæres i husligt arbejde og havearbejde. Der var 1,5 ha til Caroline Amaliehus, så der var rige muligheder for oplæring i praktisk havearbejde. Der dyrkedes mange grønsager, og der var et mindre hønsehold og et antal geder.

Efter opholdet fik flere af pigerne plads i huset forskellige steder i landet. Nogle gik det godt for, andre kunne ikke klare det. Enkelte blev anbragt i familiepleje. Flere piger kom efter opholdet på Caroline Amaliehus under åndssvageforsorgen og anbragt på f. eks Skt. Hans Hospital, Ebberødgård, Rødbygård eller Løgumgårde.

Der er ikke mange ”solstrålehistorier” at berette efter opholdet på Caroline Amaliehus. Én skal dog nævnes: Else blev gift med tjenestekarl på Tangegård, Aage Rasmussen (navnene er opdigtede). De bosatte sig i Oure, var barnløse, døde begge tidligt og ligger begravet på Oure Kirkegård.

Selv om pigerne var sinker og svagt begavede, var det ofte ikke til at se på dem. Der var mange flotte piger, som tiltrak omegnens unge karle, der ofte listede omkring i nærheden af pigehjemmet efter mørkets frembrud i håb om at møde pigerne. Men frk. Sørensen holdt et vågent øje med denne foretagsomhed. Hun listede ofte om aftenen rundt i sin sorte, lange kjole eller frakke for at holde karle og piger adskilt.

Marie (navnet er opdigtet) var sandsynligvis den første pige, der blev indskrevet på pigehjemmet. Hun var meget glad for dyr og passede blandt meget andet pigehjemmets høns og geder. Marie, der på egnen blev betragtet som ”fast inventar” på pigehjemmet i årtier, var udpræget sinke og meget naiv – men hun passede sit arbejde godt. Gederne stod tøjret i grøftekanterne i omegnen af pigehjemmet. Om sommeren slog Marie græs til hø i grøftekanterne. Når græsset var tørt stakkede hun det i høstakke, hvor det stod og vejrede, indtil det skulle bringes i hus som foder til gederne om vinteren.

Efter høst havde pigehjemmet tilladelse til at ”sanke aks” på Broholms og Tangegårds jorder. Selvom markerne var revet, efter at kornet var kørt i hus, så lå der alligevel en del aks på jorden. Pigerne på pigehjemmet blev udstyret med store forklæder, som de holdt i den ene hånd, mens de med den anden hånd samlede aksene op fra jorden og placerede dem i forklædet. De gik på en lang række op og ned ad markerne. Når forklædet var fyldt, blev aksene afleveret i stakke på marken. Herfra blev det kørt hjem til tærskning. Det var ofte store mængder korn, der kunne samles på denne måde. Kornet blev anvendt til foder til pigehjemmets høns og geder.

Selvom pigerne var under opsyn af pigehjemmets lærerinder, skete det ofte, at en eller flere piger stak af. Nogle vendte mere eller mindre frivilligt tilbage, mens enkelte aldrig kom tilbage.

Hvis en familie på egnen trængte til hjælp, blev pigerne – under opsyn – ofte sendt ud for at hjælpe, f.eks. da Theodora og Rasmus – henholdsvis malkekone og røgter på Broholm - fik tvillinger, der var nummer otte og ni i børneflokken. To af pigehjemmets lærerinder, frk. Petersen og frk. Klitgaard, bar de to piger ved dåben i Oure kirke den 16. februar 1944.

Pigehjemmet ophørte i 1953, men frk. Sørensen blev boende til sin død i 1966.

Axelhus

Der var for lidt plads til såvel forstander som lærerinder og piger i den gamle Caroline Amalie Skole. Derfor blev der i 1937 opført et pensionat i tilknytning til Caroline Amaliehus. Pensionatet fik navnet Axelhus.

I pensionatet var der værelser til pigerne, skolestuer, festsal, køkken m.v.

Pensionatet Axelhus (matr.nr. 7d) blev opført på en nabogrund til Caroline Amaliehus (matr.nr. 7b).

Det er uklart, hvem der finansierede byggeriet, men af 9. alm. ejendomsvurdering i 1945 ser det ud til, at Axelhus dette år er overtaget af Mathilde Danebo Sørensens nevø, købmand i Oure, Richard Sørensen (1898 – 1964), søn af hendes broder Gudmund Sørensen. Ejendommen var dette år vurderet til 18.000 kr.

Richard Sørensen arbejdede i flere år som altmuligmand på Caroline Amaliehus, hvor han bl.a. var impliceret i byggeriet af Axelhus.

Der er ingen forklaring på denne overtagelse, men et kvalificeret gæt er, at det har været af økonomiske/skattetekniske årsager. Richard har sandsynligvis lejet Axelhus ud til Mathilde, idet huset blev brugt af pigehjemmet, indtil dette ophørte i 1953.

Den 1. marts 1949 fremgår følgende af tingbogen i Svendborg: Ifølge skødet på matr.nr. 7d (Axelhus) har denne ejendom færdselsret over matr.nr. 7b (Caroline Amaliehus) samt ret til at benytte vaskehus og brændselsrum på 7b.

Også 10. alm. ejendomsvurdering i 1950 viser, at købmand Richard Sørensen står som ejer af pensionatet Axelhus.

Efter pigehjemmets ophør i 1953 blev Axelhus solgt til Odense Kommune, hvis skoler kunne leje bygningen til feriekoloni og lejrskole. I 1975 blev det overtaget af den selvejende institution Odense Fritidshjem

I 2006 solgte Odense Kommune Axelhus solgt til privatbolig.

Caroline Amaliehus’ endeligt

Ejeren af Caroline Amaliehus – Else Karen Danebo Adellund - døde i 2005. Hendes samlever Ib Klingenberg Hansen blev boende indtil sin død i december 2006.

I efteråret 2006 blev Caroline Amaliehus solgt til ejerne af Broholm Gods, Anne og Frederik Lütken. I begyndelsen af 2007 blev bygningerne nedrevet, og der blev opført et nyt hus på matriklen.

Af Karl Johan Rasmussen, 2009

“Jeg, underskrevne Sofie Amalie Vind, Enke efter Kaptajn Anders Scheel til Mullerup, kendes og hermed vitterliggør, at jeg af kristen Kærlighed, Guds Naade til Ære og Ungdommen i Gudbjerg Sogn til Undervisning i deres Kristendom, haver ladet opbygge vesten for Gudbjerg Kirke et Hus på 8 Fag, som med dertil lagt og indgjerdet Hauge og Gaardsrum skal være til evig Tid uforandret til Skolehus, hvori nu bor Mads Hansen, Bolbro, som sin Livstid skal være forpligtet til at undervise Gudbjerg Sogns Ungdom.” 

Således står der i en gammel skrivelse fra 1718, og hermed var grunden lagt til Gudbjergs første skole.

Omkring 1764 udvidedes skolen, formentlig ved at man forlængede den eksisterende bygning med yderligere 6 fag, således at den fik den størrelse, som den har i dag. Man kan stadig se, at de to afdelinger har forskellig loftshøjde.

Tilsyneladende blev der o.1825 opført nogle nye skolebygninger på sammen sted.

Lars Jørgensen ”Duelund” fortæller om sin fars skolegang følgende:

Den Sommer, min Fader begyndte sin Skolegang, var i Aaret 1825, og det var det sidste Aar, at den rigtig gamle Skolebygning i Gudbjerg blev benyttet som Skole.

Ifølge nogle gamle optegnelser og skitser har skolen på et tidspunkt været trelænget, således at der udover den oprindelige skolebygning har været en lo/lade og en separat bygning med skolestue. Det er formentlig disse to tilbygninger, der er kommet til o.1825.

De er senere blevet nedrevet –muligvis o.1886 i forbindelse med opførelsen af den nye skole på den modsatte side af vejen.

Føromtalte Mads Hansen døde i 1757 og efterfulgtes af følgende lærere:

Peder Pedersen Pors: 1757-1774

Jacob Faaborg: 1774-1808

Johan Henrik Hess: 1808-1857

 I en beskrivelse af skolelærerembeder i Fyns Stift omkring 1850 fortælles om skolelærerembedet i Gudbjerg bl.a. følgende:

Skolen har 52 børn. Distriktet har 28 Gaarde, 29 Huse og 13 Indsiddere. Skolestuen, en isoleret, grundmuret Bygning er rummelig og meget lys. Lærerboligen er bekvem, rummelig og anstændig. Godt og tilstrækkeligt Vand haves.
(ordet ”grundmuret” må have haft en lidt anden betydning dengang)

1857-1886

Lærer Nis Petersen

- fungerede som kirkesanger ved Gudbjerg Kirke

- i hans lærertid voksede elevtallet mærkbart, og man vedtog at bygge en ny skole på den modsatte side af vejen. Indvielsen fandt sted i 1886, altså samme år som Nis Petersen stoppede.

1886-1901: Lærer Peder Rasmussen

1901-1927: Lærer Niels Johan Hansen

- havde også aftenskoleundervisning af egnens karle og piger

- var med i oprettelsen af mindelunden ”Gudbjerglund” i 1923 og var formand for denne forening til sin død i 1927.

I 1912 blev den nye Lakkendrup Skole taget i brug som en følge af stigende børnetal og for at nedbringe afstanden fra hjem til skole i det forholdsvis store skoledistrikt.

1928-1955: Lærer Aage Hansen Enggaard

- fungerede også som kirkesanger

- hverdagsundervisning blev indført fra det nye skoleårs begyndelse i april 1946, det første år som prøve.

1955-1960: Lærer Carl Malling Nielsen

- da skolen lukkede, fortsatte han lærergerningen ved den nye centralskole indtil 1964.Elevtallet i hovedskolen er ikke tilstrækkeligt dokumenteret, men at dømme ud fra skolefotos var der i perioden 1907 til 1921 mellem 50 og 60 elever.

1940:  35

1950: 25

 
Forskolen i Gudbjerg

Da elevtallet i Gudbjerg Skole nærmede sig 100, besluttedes det at bygge en forskole ved siden af hovedskolen. Arkitekter var Daniel Rasmussen og Ejnar Mindedal Rasmussen, Ollerup, som også have tegnet Lakkendrup Skole. Indvielsen fandt sted i 1926, og som forskolelærerinde for de 36 børn ansattes fru Gudrun Kirkegaard (født Meyer). Forskolen tog sig af 1.-3. klassetrin, hovedskolen af 4.-6. klassetrin. (7.kl ?) Ved fru Kirkegaards død i 1935 blev i stedet ansat Emma Witt-Hansen, og hun fortsatte indtil lukningen i 1960. Hun var herefter ansat i nogle år ved centralskolen.

Elevtal i forskolen:

1926: 36

1930: 26

1940: 21

1950:  26

Gudbjerg Centralskole

I 1937 blev der vedtaget en ny skolelov for at højne standarden i den danske folkeskole, men først i begyndelsen af 1950’erne turde man rundt omkring i landets kommuner kaste sig ud i så store investeringer, som der krævedes for at opfylde loven.

I Gudbjerg blev der allerede i 1953 udarbejdet tegninger til en fællesskole beregnet for 4 klasser plus 8. skoleår. Ifølge planen bevaredes forskolerne i Ellerup, Brændeskov og Gudbjerg. Lakkendrup Skole skulle kun fungere som forskole, og hovedskolerne i Ellerup og Brændeskov skulle nedlægges.

Tegningerne var udarbejdet af arkitekterne Werner Madsen og Johs. Folke Olsen, som også stod bag det nærliggende alderdomshjem, der var opført året før. Projektet var udarbejdet således, at skolen og alderdomshjemmet - sammen med kommunekontoret, som lå midt imellem - dannede centrum i byen. Den projekterede sportsplads skulle placeres således, at den dannede et naturligt bindeled til den nærliggende mindelund ”Gudbjerglund”, hvor der ofte afholdtes gymnastikopvisninger og andre store arrangementer, som krævede meget plads.

Imidlertid viste beregningerne, at planen ville blive meget dyr, da forskolerne alle trængte til en større modernisering for at leve op til 1937-lovens krav.

Arkitekterne udarbejdede en ny plan, som betød en større centralskole og nedlæggelse af alle 7 småskoler. For at tilgodese yderområderne i det store distrikt ville man indføre en skolebus-ordning til de mindste klasser, om vinteren for alle elever.

Efter skolekommissionens indstilling vedtog sognerådet efter mange overvejelser forslaget.

Den nye skole blev taget i brug i 1960, men den officielle indvielse fandt først sted den 12. august 1961. Prisen var 1.3 mio. kr. - når de to lærerboliger medregnes, 2.2. mio. Den blev med en vis stolthed kaldt for ”Sydfyns smukkeste centralskole” og var indrettet med flere nyskabelser: Indendørs toiletter, frokostskabe til alle klasseværelser, så man undgik pølse- og ostelugt i skolestuen. Endvidere et ungdomslokale (8.klasse) i tilknytning til den imponerende aula, således at lokalet kunne bruges som scene. Ved hjælp af en skydedør kunne håndarbejdslokalet i den modsatte side inddrages til tilskuerpladser. Fra lærerværelset var der radioforbindelse til alle klasseværelserne, hvor der var installeret højtalere.

Skolen havde ved indvielsen i 1961 o.210 elever, og der var ansat følgende faste lærere:

Skoleinspektør Lars Peter Larsen, ansat pr. 1.8.1960

Carl Malling Nielsen, tidligere Gudbjerg Hovedskole

Keld Blok, tidligere Brændeskov Skole

Kirsten Blok, tidligere Brændeskov Forskole

Marie Christoffersen, tidligere Lakkendrup Skole

Emma Witt-Hansen, tidligere Gudbjerg Forskole

Astrid Lavsen, ansat pr. 1.3.1961

Kirsten Hornemann Jensen, ansat pr. 1.2.1961

Gudbjerg Kommune havde indgået en 10-årig aftale med Gudme-Brudager Kommune, som gik ud på at Gudme Skole skulle tilbyde realeksamen, medens Gudbjerg Skole skulle tilbyde 8. og 9. klassetrin. Kun 8. klassetrin havde elever i en kortere årrække, og der blev ikke på noget tidspunkt elever nok til at oprette en 9. klasse.

Oven på gymnastiksalens omklædningsrum blev der fra starten indrettet et lokale til Gudme Ungdomsklub.

Lørdagsfrihed indførtes fra 1. maj 1969.

Børnehaveklasse blev indført – som den første i kommunen - pr. 1. august 1969.

Skolefritidsordningen ”Buller-Bo” blev indviet 1. august 1988 i den tidligere pedelbolig. Leder: Hanne Elster.

Senere er ungdomsklubbens tidligere lokale blevet inddraget.

Pedel fra 1960: Harald Hansen

I 1977 udvidedes skolen med et nyt lokale til børnehaveklassen.

I 2004 gennemgik skolen en større renovering af klasseværelser og toiletter plus opførelse af et nyt fællesrum til indskolingen.

Skolen har haft følgende skoleinspektører:

Lars Peter Larsen: 1960-1973

Aage Hansen Kjærbye: 1973-1979

Svend Aage Nørby: 1979-2004

Jes Fechtenburg: 2004-

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2008 

Kilde: Knud Grøftehauge: Bidrag til Gudbjerg Sogns Historie, 1949.

Henvisning: www.gudbjergskole.dk

I vedtægterne for Brudager Kile(s) Friskole (Hjemskole) står der i § 1:

”Brudager Kiles Friskole (Hjemskole) er oprettet til frivillig Fremme af Oplysning paa Grundlag af Fædrelandssind og Kristentro.”

 I efteråret 1859 gik gdr. Christian ”Møller” Hansen, Ejbygården på Brudager Mark, til Vejstrup for at tale med Christen Hansen og Rasmus Hansen, som et par år tidligere havde startet den første friskole på egnen. Han syntes, der var for meget disciplin og terperi i kommuneskolen og ville gerne have sine egne to børn til at gå i skole der. De rådede ham imidlertid til selv at starte friskole i Brudager Kile og foreslog, at han talte med Anders Nielsen fra Hvidegård i Gudme Kohave, som også havde talt om at få sine børn i Vejstrup Friskole. De ville dog gerne bede den kendte friskolemand Christen Kold om at anvise en lærer. Christen Kold havde som bekendt startet landets første friskole i Dalby på Hindsholm i 1851.

Den person, som Kold anbefalede, var Hans Andreasen, som havde været elev på Dalby Højskole. Han var ikke seminarieuddannet, men havde haft noget vikararbejde. Som barn havde han været svagelig og var som ung mand kommet i skrædderlære hos en slægtning.

 I maj 1860 startede skolen i Ejbygårdens gæstekammer med tre elever (børn af ovennævnte initiativtagere). Lærerens løn blev aftalt til 80 rdl. om året plus kost. Om sommeren spiste han hos Anders Nielsen, om vinteren på Ejbygården.

I løbet af det første år kom der lidt flere børn til, og man besluttede at opføre en skolebygning på en grund i nærheden, stillet til rådighed på meget billige vilkår af Christian Hansen. Hans Andreasen lånte de nødvendige penge og tog fat på at bygge.

I løbet af sommeren 1861 stod bygningen færdig – et lille omtrent kvadratisk hus opdelt i 4 rum: Forstue, skolestue, lærerværelse og brændselsrum. I dette var der en åben skorsten, hvor læreren kunne forberede sin morgen- og aftensmad.

Fra en bror til Christian Hansen arvede skolen 800 kr., som der blev købt aktier for i Landbosparekassen. Renterne blev brugt til at betale skolepenge for de mindst bemidlede af børnene.

I 1867 giftede Hans Andreasen sig med Dorthea fra Lakkendrup, og skolebygningen blev udvidet med to fag mod nord, således at lærerparret fik et ekstra værelse plus køkken, spisekammer og bryggers. Desuden blev der opført en staldbygning, så de kunne anskaffe sig en ko. Det var dog stadig trange kår, man kunne tilbyde læreren og hans hustru, og i 1876 solgte han skolebygningen, som var hans, til Christian Hansen, og tog mod sin mosters tilbud om at overtage hendes hus i Højby ved Odense mod at passe hende, til hun døde. Herefter drev han en lille høkerforretning.

Martin Dyrholm (1876-1889)

- søn af lægprædikant Jens Dyrholm.

- tidligere elev på Askov Højskole og Vejstrup Højskole. Ikke seminarieuddannet.

- tog initiativ til oprettelsen af en skolebestyrelse, som kom til at bestå af Christian Hansen, Anders Nielsen og Jens Larsen, Brudager.

- ansøgte kommunen om tilskud og bevilgedes 25 kr. årligt.

- var medvirkende til, at skolekredsen købte skolen af Christian Hansen.

- gift med Mette Hansdatter.

- lønnen var godt 100 kr. pr. halvår, så Martin Dyrholm måtte supplere indtægterne ved regnskabs- og bogbindingsarbejde.

- ansøgte i 1888 om lønforhøjelse til 500 kr. årligt, hvilket skolekredsen ikke så sig i stand til at betale, bl.a. fordi mange af børnene kom fra mindre bemidlede hjem.

- forlod skolen i 1889 og startede en købmandsforretning i Kværndrup.

Skolebygningen blev averteret til salg, og mismodet bredte sig. Det lykkedes Christian Hansen og Anders Nielsen at genoprette troen på skolen. Fra 1889 til 1902 var det ugifte lærere, der virkede ved skolen. De fik fuld kost på Ejbygården, og lønnen, der kunne skaffes, var lidt over 200 kr. årligt.

 Jens Peter Espersen (1889-1894)

 - født i 1870 på Skiveegnen.

- var ikke seminarieuddannet. Højskoleophold og erfaring fra privatundervisning. Blev efter sigende ansat på grund af sin usædvanligt flotte håndskrift.

- supplerede indtægten med sæsonarbejde og bogbinderopgaver.

- holdt aftenskole om vinteren med oplæsning og husflid.

Forholdene for den lille friskole var ikke gunstige. Der var splittelse i skolekredsen efter lærer Dyrholms opsigelse, børnetallet faldt fra o. 25 til 17, og bygninger og inventar forfaldt. Samtidig nagedes den unge skolelærer af sjælelige og religiøse anfægtelser, og på et tidspunkt blev det for meget før lærer Espersen. I 1894 overdrog han embedet til ungdomsvennen Jakob Wammen.

Jakob Wammen (1894-1902)

(skolens stiftere Christian Hansen og Anders Nielsen døde begge i begyndelsen af Jakob Wammens ansættelsestid).

- kastede sig som sine forgængere over bogbinderarbejdet.

- indførte populære foredragsmøder med fremmede talere.

- skolestuen blev forbedret med nyt gulv og tomandsborde.

- tilbragte en vinter på Askov Højskole, efter at have skaffet en vikar, Kristen Kold Thomsen, til at passe skolearbejdet i Brudager.

- fik frie hænder af bestyrelsen til at optage nye børn, og elevtallet steg på kort tid fra o. 2o til o. 40.

"Men her kom jeg galt af sted,” fortalte han. ”Den Opgave, jeg havde paataget mig, oversteg mine Kræfter. Imellem alle de Børn, som kom fra den offentlige Skole, var der en del rigtig slemme, og de indførte snart et Leben, saa det var grueligt. Jeg stod egentlig magtesløs overfor det hele, thi det eneste, der kunne have hjulpet, var Prygl, men jeg var for idealistisk anlagt, til at jeg ville uddele saadanne.”

Til alt held for lærer Wammen – og børnene, faldt børnetallet dog igen.

Jakob Wammen blev i 1902 forlovet, og på grund af de økonomiske forhold, som friskolen kunne tilbyde, så han sig nødsaget til at opsige sin stilling og søge tilbage til kommuneskolen.

Jens Peter Espersen (1902-1912)

 - var siden sin forrige ansættelse blevet gift med Christian Hansens datter Birthe Marie. De boede i et hus i nærheden af friskolen.

- i årene 1902 til 1908 steg lønnen fra 300 kr. til 800 kr. årligt. Statstilskuddet var nu på 570 kr., og det kommunale tilskud på 30 kr. fra Gudme Kommune og 20 kr. fra Gudbjerg Kommune.

- i årene 1907-1908 blev der foretaget diverse tilbygninger/udvidelser, således at lærerparret igen kunne bo på skolen.

- elevtallet steg fra 1902 - 1910 fra 26 til 56.  Jens Peter Espersen havde udover friskolearbejde en ret omfattende forfattervirksomhed:

 - fra 1890 - under pseudonymet Alfred Lind, artikler til tidsskrifter, ugeblade, almanakker m.m.

- fra 1892 redaktør af børnebladet ”Børnenes Ven,” udgivet af bogtrykker Vergmann i Kerteminde.

- fra 1901-1915 romaner.

- medarbejder ved ”Søndagsbladet.”

- udgav fra 1910-1913 (ikke under pseudonym) sammen med J. G. Pinholt ”Den Vide Verden” bind I-IV, som indeholdt geografiske skildringer fra hele verden.

- fra 1913 til sin død i 1916 redaktør af børnebladet ”Vor Ven.”

Endelig skal også nævnes, at han interesserede sig for fotografering og havde sit eget atelier.

Anton Vilhelm Jørgensen (1912-1950)

- dimittend fra Skårup Seminarium i 1911.

- tidl. Ryslinge Højskole.

Martin Bjerg (1950-1955)

- ikke læreruddannet, men uddannet landbrugskonsulent.

- blev efter Brudager-tiden læreruddannet i Ribe.

- flyttede til Bramminge Efterskole og senere til Mandø, hvor han fungerede som både lærer og præst.

Holger Christensen (1955-1958)

- kom fra Skive.

- dimittend fra Den Frie Lærerskole i Ollerup i 1955.

- flyttede til Skovlund i Midtjylland.

Egon Krogshede (1958-1970)

- havde læst på Elbæk Efterskole/Lærerskole ved Viborg.

Elevtal:

1889: 24
1905: 34
1910: 29
1915: 55
1921: 48
1925: 52
1930: 48
1935: 32
1945: 33
1950: 20
1956: 21
1960: 12

Hverdagsundervisning indført fra efteråret 1969.

Bestyrelsesformænd har bl.a. været følgende:

Christian Hansen, Laurits Rosager, Hjalmar Ullerup, Hannibal Møllegaard, Regner Nielsen, Erik Rasmussen og Ebbe Clausen.

1960: På grund af krav om undervisning i sløjd, husgerning og gymnastik opføres ny undervisningsfløj. Den gamle skolebygning moderniseres og indrettes til lærerbolig.

Brudager Kile Friskole har gennem årene været ramme om mange forskellige aktiviteter. Her skal nævnes aftenskole, husflid, dilettant, folkedans og foredrag.

1971: Det vedtages at lukke Brudager Kile Friskole og sammenlægge den med Ellerup Friskole. Skolebygningerne var herefter bolig for friskolelederne Niels Bøgh Mortensen og senere Tage Fjord.

1974:  Gudme Kommune køber skolebygningen for 163.000 kr. af Ellerup Friskole med det formål at indrette en børnehave.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2008

Litteratur: Jens Peter Espersen: Brudager Kile Friskole 1860-1910

Vormark Skoledistrikt blev oprettet i 1806, men der blev ikke ansat nogen lærer. Børnene gik i skole i Hesselager, hvor lærer Hans Holck nød stor anseelse. I 1825 oprettedes så et lærerembede, men der blev ikke bygget nogen skole. Undervisningen foregik indtil 1838 i et lejet lokale på en bondegård.

Skolebygningen, som blev opført i 1838, rummede en lærerbolig og en skolestue.

I 1901 blev undervisningen henlagt til en nyopført bygning ved siden af den oprindelige. Den havde to klasseværelser, således at skolen nu kunne rumme 4 klasser. Den oprindelige skolestue indrettedes som bolig for den nyansatte lærerinde. 

Vormark Skole har haft følgende lærere: 

1825-1854: Joachim Peter Sandbæk

- dimitteret fra Skårup Seminarium 1815

1855-1884: Peder Poulsen Schmidt

1885-1898: Anders Møller

- anlagde en stor have med bl.a. en labyrint af liguster, en stendysse, en træpavillon og et udsigtstårn i et højt æbletræ.

1898-1908: Lars Christian Larsen

1908-1938: Jørgen Hansen

- dimitteret fra Skårup Seminarium 1897

1938-1948: Kristian Jørgen Hansen

1948-1954: Alfred Peder Espersen

- og lærerinder (forskole):

1901-1905: Margrethe Hansen Vestergaard

1905-1909: Signe Mønsted

1909-1914: Petra Jensine Frederiksen

1915-1954: Carla Baumgartz

Elevtal:

1910: 100
1920: 104
1930: 90
1940: 76
1950: 51
1954: 62

Efter opførelsen af centralskolen i Hesselager i 1955 fungerede Vormark Skole som forskole, indtil den lukkede i 1971. Bygningerne blev herefter solgt til privat bolig.

Elevtal:

1955: 25
1960: 22
1963: 22

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2008

Efter at bygningerne, som rummede Hesselager Kostskole, i 1917 var blevet solgt til staten, blev der i en kort periode først oprettet et børnehjem og fra 1920 ”Den selvejende institution Hesselager Drengehjem”. Der blev købt 6,8 ha jord til landbrug og gartneri. Eleverne var fortrinsvis københavnerdrenge, og efter datidens opfattelse skulle de helst oplæres i landbrug, så de kom væk fra storbyens fristelser. Men allerede den 1. marts 1923 lukkede drengehjemmet på grund af svigtende tilgang.

I to år stod bygningerne tomme, men den 18. marts 1925 startede Hesselager Skolehjem for piger, idet Hanbjerg Pigehjem, hvis bygninger var stærkt forfaldne, blev overflyttet hertil med såvel elever som personale. Lederen, frk. Martha Andersen, kom til at virke som forstander fra 1925 til 1949, hvor hun gik på pension.

Den første bestyrelse, udpeget af Socialministeriet, bestod af sognepræst Gudmund Bruun, Hesselager, sognerådsformand Anders Andersen, Hesselager, fru Mary Svenstrup og fru Mette Kathrine Nielsen, medlem af værgerådet. 

Herefter har følgende personer været udpeget som bestyrelsesformænd:

1925-1929: Sognepræst Gudmund Bruun, Hesselager

1929-1929: Lærer N. Chr. Sørensen, Langå

1929-1955: Friskolelærer Otto Larsson, Vormark

1955-1963: Lærer Aage Pedersen, Hesselager 

Forstander Marinus Andreassen (1949-1963)

- født på Hornslet-egnen i Østjylland

- dimittend fra Blågårds Seminarium i 1929

- formand for Grænseforeningen for Østfyn

- formand i Svendborg Amtskreds af Østifternes Haveforening

- gift med Karen Andreassen (født Gundersen)

- efter 1963 lærer i nabosognet Langå i ca. 3 år.

 Elevtal:

1935: 28
1939: 23
1949: ca. 40
1960: 35

Omkring 1932 blev skolehjemmet udvidet med en ny afdeling, og i 1939 blev der foretaget en mindre ombygning/tilbygning.

Indtil 1949 havde hjemmet været for normaltbegavede piger. Da Marinus Andreassen i 1949 overtog ledelsen af skolehjemmet, ændrede det samtidig status til at være et hjem for svagtbegavede piger.

De urolige forhold efter 2. verdenskrig bevirkede, at skolehjemmet i en lang periode havde overbelægning. En udvidelse var derfor nødvendig. Der blev lavet tegninger og overslag til en udvidelse, som man anslog at ville koste 800.000 kr. I 1961 besigtigede daværende socialminister Julius Bomholt bygningerne og vurderede, at de var for dårlige til så stor en investering. I stedet valgte man at opføre en helt ny institution i Ikast, hvilket betød lukning af Hesselager Skolehjem pr. 1. maj 1965.

Bygningerne blev solgt til diakon Svend Aage Gundersen, som indrettede hjemmet til plejehjem. Gundersen drev i forvejen Plejehjemmet ”Strandlyst” i Lundeborg.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2008

I årsberetningen 1901-1902 står der på de første sider bl.a.:

Kostskolen, som ligger 2 Minutters Gang fra Stationen, omfatter dels et ældre Beboelseshus med tilhørende Have og to Stykker Eng, dels en ny og tidssvarende Skolebygning, der står i umiddelbar Forbindelse med Beboelseshuset og er opført i Foraaret og Sommeren 1901 af Tømrermester H.J. Hansen, Hesselager, efter Tegning af Arkitekt Joh. Zehngraff fra København. Skolebygningen indeholder foruden en Gymnastiksal 8 Klasseværelser, samt, i Tagetagen, fire rummelige Værelser og desuden to Kælderrum.

Skolen begyndte sin Virksomhed Mandag den 2den September Kl. 8 med 28 Elever. Senere er der tilkommet 2, saa at Antallet nu er 30. Den højtidelige Indvielse fandt Sted d. 16de September i Overværelse af saa mange, som Gymnastiksalen, Korridoren og den op til Gymnastiksalen stødende Spisestue kunne rumme. Skolens ene Bestyrer, cand. mag. H. Bæk, gjorde Rede for Skolens Tilblivelse, dens Maal og Maade samt rettede en tak til alle dem, der paa forskellig Maade havde ydet deres Bistand til Planens Virkeliggørelse, og til Arkitekt og Haandværkere. Dernæst talte Skolens anden Bestyrer, cand. mag. V. Plockross om den lærde Skole i Nutiden og dens Forhold til nyere Tiders Skoletanker.

Det omtalte ældre beboelseshus er opført i 1876 som lægebolig for læge Rudolf Kabell

(1846-1902). Han solgte i 1898 ejendommen til de to ovenfor nævnte bestyrere.

Skolens første lærere var H. Bæk (bestyrer), V. Plockross (medstifter), cand. mag. J. Bach, eksam. lærer V. Læssøe-Engberg + 5 lærere, der havde færre timer (timelærere).

Som kostelever optog skolen drenge fra 9-års alderen, som almindeligt skolesøgende optoges både piger og drenge.

J.P. Jespersen, senere kendt fra radioens morgengymnastik-programmer som ”Kaptajn” Jespersen, var ansat som lærer ved skolen i årene 1905-1908. Om tiden i Hesselager fortæller han i sin erindringsbog bl.a.:

”Det var en skole i pligt og ansvar, en øvelse i at forstå og vejlede andre mennesker, og jeg mindes med megen respekt, sympati og taknemmelighed rektor Bæks skolegerning og det højtkultiverede hjem, som åbnede sig for mig”.

Eleverne var delt i 1.-3. underklasse og realafdeling/ studerende afdeling på to klasser.

Det første år havde skolen 4 kostelever.

Om undervisningen hedder det:

Skolen meddeler saavel Latin- som Realundervisning og forbereder til Almindelig Forberedelseseksamen (Præliminæreksamen), fjerde Klasses Hovedeksamen og Afgangseksamen for studerende (Studentereksamen).

Betalingsvilkår for kostelever:

1.-3. underklasse: 800 kr. årligt

I.-III. latin- og realklasse: 900 kr. årligt

IV.-V. latin- og realklasse: 1000 kr. årligt

Eleverne måtte selv medbringe seng og sengeklæder, håndklæder, en lille boghylde og en kommode. Desuden ske og gaffel.

Betalingsvilkår for almindeligt skolesøgende elever:

1. underklasse: 6 kr. mdl.
2. underklasse: 7 kr. mdl.
3. underklasse: 8 kr. mdl.
I. klasse: 10 kr. mdl.
II. klasse: 12 kr. mdl.
III. klasse: 14 kr. mdl.
IV. klasse: 16 kr. mdl.
V. klasse: 18 kr. mdl.

Den officielle anerkendelse som latin- og realskole skete 17. marts 1903. Senere samme år indførtes loven om højere almenskoler, hvilket betød en ændret status fra latin- og realskole til højere almenskole med mellemskole, realklasse og gymnasium,

Uddrag af årsberetningen 1902-1903:

Vi bestræber os for at byde de Drenge, der betros os, en Erstatning for det virkelige Hjem, og vore Stuer staar aabne for dem sammen med vore egne Børn. Naar Skoleklokken ringer ved Skoletidens Ophør, betyder det for de elever, der bor paa Skolen, ikke en Adskillelse fra Lærere og Kammerater, men fortsat Samvær under andre Former, ved Maaltider, paa Spadserture, ved Sport o.s.v.

Sommeren 1906 kunne Hesselager Kostskole dimittere sit første studenterhold (7 elever indstilledes). 

Elevtal:

(tallet i parentes angiver antallet af kostelever)

1901: 30 (4)
1905: 72 (15)
1910: 85 (26)
1914: 55 (12)
1915: 56 (2)

 Udvidelser af skolen:

1903/04:       

- ekstra etage på sidebygningen mod øst

- gymnastikhus (festsal) mod nord

- på modsatte side lejes et stykke jord til boldspilplads og tennisbane

1904/05:

- opførelse af tilbygning mod nord med 1. og 2. sal

1906/07:

- den oprindelige lægebolig forlænges og får en ekstra etage bygget ovenpå

Fra august 1915 omdannedes skolen fra gymnasieskole til forberedelsesskole, mellem- og realskole. Den ene af skolens stiftere, H. Bæk, overlod skolebestyrerposten til Hakon Kirkegaard. Det ændrede dog ikke på, at skolen havde store økonomiske problemer. Elevtallet var faldende, udskiftningen af lærerne var stor, og de offentlige tilskud rakte ikke til at dække skolens udgifter.

Svendborg Gymnasium var startet i 1909, og den almindelige opfattelse på det tidspunkt var, at de bevilgende politiske myndigheder kun ville satse på ét gymnasium i det sydøstfynske område.

Ved udgangen ad skoleåret 1915/16 lukkede skolen.

Staten købte bygningerne i 1917, og i 1920 oprettedes ”Den selvejende institution Hesselager Drengehjem”.

Fra 1925 til 1963 fungerede stedet som skolehjem for piger, og fra 1965 har det rummet Hesselager Plejehjem.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2008

Kilder:

Årsberetninger 1901-1916 fra Hesselager Kostskole

Træk af Hesselager Sogns historie, 1983

Skolevæsenet før 1814 

Ved reformationen i 1536 flyttedes den gejstlige magt over på adelens hænder, og allerede i 1537 blev der udstedt en kongelig forordning om, at adelen skulle udlægge degnelodder og oprette skolehuse på landet. Mange steder undslog de lokale herremænd sig imidlertid fra dette, og de steder, hvor det trods alt skete, var det med uduelige lærere i usle lokaler.

Da Danmarks store kansler Johan Friis døde barnløs i 1570, arvede hans brodersøn, Niels Friis, kanslerens yndlingsgård, Hesselagergård. Niels Friis fødtes på Ørbæklunde i 1544, og denne gård havde han allerede arvet efter sine forældre, da han arvede Hesselagergård, hvor han efterfølgende boede sammen med sin hustru Vibeke Gyldenstjerne indtil sin død i 1610.

Det, han huskes bedst for var hans humane syn på datidens usle og fortvivlede forhold for fattige og syge mennesker og hans store fremstød for skolevæsenet på landet. Af egne midler byggede han et hospital til 8 ”lemmer”, og i den gamle kirkelade indrettede han en god skole, som sikkert var den bedste på Sydøstfyn. Driften af disse sikrede han ”til evig tid” ved hjælp af fundatser, som han også selv bekostede. Da Niels Friis’ skoleplaner lå klar, var han en mand nær de 65 år, men selvom det blev hans børn, der efter hans død udfærdigede fundatsen, var det dog hans tanker, der blev realiserede. Fundatsen blev underskrevet i 1620, men da havde skolen været i gang i nogen tid.

På en måde var det en ”centralskole”, han byggede, da børn uden for sognet også fik tilbud om at søge den.

Skolevæsenet efter 1814

Hesselager Skole

Skolens indhold på landet havde hidtil handlet næsten udelukkende om religion og om udenadslære, og på trods af kongelige bestemmelser og mange gode intentioner var en stor del af den almindelige landbefolkning stadig analfabeter. Landboreformerne i 1788 satte for alvor gang i udviklingen på landet, og i 1814 kom Danmarks første samlede skolelov. Der blev indført undervisningspligt, og fagrækken blev udvidet med læsning, skrivning, regning og gymnastik.

I 1814 hed degnen i Hesselager Hans Holck. Han var i 1788 kommet som ung student fra Nyborg, og havde overtaget både det ledige embede og sin forgængers enke. I hans optegnelser fra sit første besøg omtales ”det nye Huus med Qvistkammeret” , hvilket kunne tyde på, at Hesselagers ældste skolebygning (bortset fra kirkeladen) stammer fra den tid. Fra 1814 taler man om det kommunale skolevæsen, og Hans Holck var således den første kommunelærer i Hesselager. Hans Holcks gerning fortsatte helt frem til 1839, og han oprettede et lærerenkelegat med jord og bolig ved siden af skolens grund.

I 1890 opførtes en ny grundmuret skolebygning tæt på den gamle i bindingsværk,

Hans Holck blev efterfulgt af følgende lærere:

1839-1853: Jakob Hansen – dimittend fra Skårup Seminarium 1826. Hans enke levede 46 år i det af Hans Holck oprettede enkesæde.

1853-1887: Rasmus Hørlück – dimittend fra Skårup Seminarium 1848.

1888-1920: Jens Pedersen Mønsted – dimittend fra Jelling Seminarium 1878. Kirkesanger.

                       Lærer Mønsted og hans kone døde med kun 3 dages mellemrum og blev begravet samme dag.

1920-1943: Aage Kristensen – stammede fra Bleggården i Brudager, søn af Marie og Rasmus Kristensen. Dimittend fra Silkeborg Seminarium 1904.

                       Dirigent for sangforeningen, formand for foredragsforeningen og medlem af menighedsrådet.

                       Holdt aftenskole for ungdommen om vinteren.

                       Modtog Det Benzon-Gersdorfske Legat som anerkendelse for sin lærergerning.

1943-1954: Gunnar Remontius Hansen 

                      Oprindelig havde skolen to klasser, men i 1885 blev den delt i fire klasser, og der blev oprettet et lærerindeembede.

1885-1886: Anna Petronella Christensen – dimittend fra Bohr og Femmers Kursus (København) 1884

1886-1893: Anna Sofie Ottesen – dimittend fra Femmers Kvindeseminarium 1886

1893-1905: Petra Oluffa Bruun - ueksamineret

1905-1952: Bodil Helene Kristine Tranberg (gift Dahl)

1952- ?     :  Embedet besat med lærer Aage Pedersen

1953- ?     :  Ellen Hansen (midlertidigt timelærerembede)

1954- ?     :  Marie Nielsen ansat som håndarbejdslærerinde

                      (fra 1955 også ved den nye centralskole)

Elevtal:

1821: 67
1830: 61
1860: 65
1870: 95
1880: 99
1901: 103
1910: 100
1920: 121
1930: 108
1940: 85
1950: 82
1954: 115

Der var to klasseværelser. 1. og 3. klasse mødte mandag, onsdag og fredag, 2. og 4. klasse tirsdag, torsdag og lørdag. Mødetid fra kl. 8-15 med en times middagspause.

Hverdagsundervisning blev først indført samtidig med indvielsen af den nye centralskole.

Hesselager Forskole

Efter opførelsen af centralskolen i 1955 fortsatte skolen som forskole med 1. og 2. klasse – de første par år også 3. kl.- indtil 1971.

Elevtal:

1955: 60
1960: 42
1963: 24
1965: 37 (inkl. børn fra det i 1964 nedlagte Vormark Skoledistrikt)
1970: 32

Hesselager Centralskole

Skoleloven fra 1937 blev vedtaget bl.a. for at forbedre standarden af undervisningen på landet, og i Hesselager Kommune handlede man hurtigt i form af et skoleprojekt udarbejdet i 1940 af arkitekt

C. Albretsen, Ringe. Krigen og de deraf følgende politiske og økonomiske omstændigheder betød dog, at skoleplanerne måtte droppes, og først i midten af 1950’erne var forholdene så gunstige, at politikerne turde binde an med større skolebyggerier – en udvikling, som var ens i mange landkommuner. Tegningerne til centralskolen i Hesselager var udført af arkitekt Johs. Folke Olsen og indebar en centralskole for 4.- 7. klassetrin.

Grundstensnedlæggelsen fandt sted den 6. november 1953, hvor et dokument med skolens historie fra 1814 - sammen med nogle af tidens gangbare mønter, blev nedlagt i et blykabel. Derefter blev tre sten indmuret af tidligere sognerådsformand Anders Andersen, provst Bruun og sognerådsformand Johs. Langelund.

Indvielsen fandt sted den 13. maj 1955, og der blev lagt vægt på, at der ikke blot var tale om en folkeskole, men om et kulturcentrum for børn, unge og ældre.

Skolen startede med følgende 4 lærere:

Johannes Brems

Aage Petersen

Lærer Olsen (blev allerede efter det første år afløst af Niels Erik Rekvad)

Inge Grønnegård (senere gift Vang)

Skolens første pedel var Knud Pedersen. (1955-1966)

Vigtige begivenheder i skolens historie:

1955: Hverdagsundervisning indføres

1958: Skolestart flyttes fra 1. april til 1. august

1959: To lærerboliger opføres på Rosenvej 2 og 4 + ny klassefløj

1963: Lærerbolig opføres på Thingsagervej 5

1966: 8. klasse starter

- Hesselager Kommune havde i 1962 – som en følge af loven fra 1958, indgået overenskomst med Sct. Michaels Skole om, at denne havde realafdeling, medens Hesselager Skole tilbød 8.-9. klassetrin

1967: Midlertidige sløjdlokaler i den tidligere friskoles gymnastiksal

1967: Indvielse af nye lokaler (?)

1967: 9. klasse starter

1969: Lørdagsundervisning afskaffes fra 1. maj

1970: 10. klasse starter

1971: Skolen udvides med børnehaveklasse plus 1. og 2. klasse

1974: Skolen omfatter nu kun 1.-7. klassetrin plus børnehaveklasse

1975: Indvielse af tilbygningen mod øst

1990: Indvielse af skolefritidsordning (SFO) . Leder: Søren Kjær

1989: Ungdomsklubben flytter fra den tidligere forskole til inspektørboligen ved centralskolen

1994: Indvielse af ny fløj mod nord

2004: Indvielse af nyt centralrum plus udvidelse af klasseværelser

Skolens ledere:

1955-1965: Johannes Brems

1965-1992: Johannes Clausen

1992-2002: Christen Stampe

2003-        : Claus Hougaard Christiansen

Elevtal:

1955: 103
1960: 118
1965: 129
2008: o.125

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2008

Oure Friskole opstod på grund af en splittelse i kredsen omkring Vejstrup Friskole. Efter den legendariske friskolelærer Rasmus Hansens død i 1883, opstod der uenighed om den nye lærer, Sigvard Hansens kvalifikationer, idet nogle forældre ikke ville have en ”seminarist” som lærer. En del hjem sluttede sig til den nærliggende Øster Åby Friskole, som var startet i 1878, medens resten sluttede op omkring Sigvard Hansen og startede en friskole i beskedne lokaler, lejet i Oure Brugsforenings ejendom (nu Tanghavevel 8). 

Børnetallet var fra begyndelsen 23, men da det i 1891 var steget til 50, besluttedes det at bygge en ny friskole på modsatte side af vejen (Tanghavevej 5). Sigvard Hansen og hans kone Anne fortsatte arbejdet indtil Sigvard Hansens død i 1906. Herefter fulgte en vanskelig periode for skolen med lærere, som ikke rigtig faldt til. Først Kathrine Stenhøj og dernæst Knudsen Elkjær. Sidstnævnte var så upopulær, at man enedes om at betale ham 600 kr. for at rejse (det svarede til et helt års løn). 

Den 1. november 1907 begyndte Christen Jensen Elkjær – født 1874 på gården ”Elkjær” ved Billund, sin lærergerning. Han var ikke læreruddannet, men havde efter højskoleophold i såvel Askov som Ryslinge virket som friskolelærer i Vestjylland i 5 år. Året efter blev han gift med Marie, som stammede fra Kerteminde, og de kom til at præge friskolen i næsten 40 år.

Elevtallet voksede stødt, og i 1919 blev den nuværende skolebygning opført, medens den gamle vedblev med at være lærerbolig indtil 1926, hvor en ny blev bygget i forbindelse med skolebygningen.

At være friskolelærer dengang betød en lille løn for et stort arbejde, så for at supplere lønnen arbejdede lærer Elkjær desuden som regnskabsfører ved Vejstrup Pigehjem, kirkesanger og aftenskolelærer. Han havde også timer på Vejstrup Højskole, dog for det meste ulønnet, og da han også var i menighedsrådet for Vejstrup Valgmenighed, var der nok at se til.

 I 1945 gik han på pension. Han døde i 1951 og blev begravet i Vejstrup Valgmenighedskirke.

Ledetråden i hans liv og arbejde var troen på Gud, hvilket klart kommer til udtryk i en artikel i Vejstrupbogen 1946: 

”Man vil gøre så meget for ungdommen, men det meste er ikke på det åndelige område.

Lær dem at livet er det første og kundskaberne det næste. Lær dem at bøje knæ for alt det, som Gud har givet os, så de må opleve Guds kærlighed. Lad dem møde kristenlivet, så de oplever dette som en virkelighed. Det er ikke forstanden, som er det største, men troen på ordet.” 

Marie og Hans Larsen blev skolens næste lærerpar. De var nyuddannede fra Skårup Seminarium, under besættelsen, hvilket på flere måder satte sit præg på deres arbejde i friskolen. De indgik en aftale med en tidligere studiekammerat, Niels Langdal Nielsen og hans hustru Helene, som var blevet ansat på en nyoprettet friskole i Damholm i Sydslesvig, om at lave udvekslingsbesøg hos hinanden, så op igennem 1950’erne blev der foretaget mange ture – på cykel, fra Oure til Sydslesvig. 

Marie og Hans Larsen stoppede i 1959, og som efterfølgere valgte friskolekredsen Kirsten og Gunnar Kjær. I deres tid oplevede skolen en stigende opbakning til sammenkomster for unge såvel som for ældre, hvilket gav skolen pladsproblemer.

Man enedes om at bygge en kombineret møde- og gymnastiksal, tegnet af arkitekt Johs. Folke Olsen, Svendborg, som var en meget benyttet skole-arkitekt i Gudme Kommune på det tidspunkt.

Byggesummen blev fuldt ud tegnet hos skolekredsens medlemmer i løbet af 14 dage, og den 28. september 1964 kunne man indvie salen - bygget af samme medlemskreds, ved en storstilet fest. Aftenens højdepunkt var kgl. skuespillerinde Clara Pontoppidans halvanden times underholdning. Hun var så begejstret for aftenens forløb, at hun som betaling blot bad om at få tilsendt et glas fynsk honning. 

I 1964 overtog Kirsten og Gunnar Kjær ledelsen af Ringe Fri- og Efterskole.

Fra midten af 1960’erne blev Oure Friskole – som en række andre friskoler, ramt af faldende elevtal, dels på grund af holdningsændringer i samfundet, dels på grund af opførelsen af de nye store centralskoler, som bl.a. kunne tilbyde realeksamen eller 8.-10. skoleår.

I skolelederens beretning fra 1973 hedder det bl.a.:

I 1969, da vi kom til skolen, var situationen meget anderledes, end den er i dag. Elevtallet var nedadgående, på vej ned under 20 elever. Der var simpelthen ikke børn nok i den daværende skolekreds til at skolen kunne køre ret mange år mere. Skolekredsen kunne have valgt at lade skolen forblive en skole for den daværende kreds – og altså lukke skolen, når kredsen ikke havde børn nok længere. Man valgte i stedet at forsøge at fortsætte skolen, ved at lukke op, gøre skolen åben, invitere nye og ukendte forældre ind i samarbejdet.

Allerede i 1973 var elevtallet oppe på over 40, og i de seneste 25 år har tallet ligget et sted mellem 60 og 80.

Oure Friskole er i dag den eneste friskole i den tidligere Gudme Kommune, og den er stadig en Grundtvig-Koldsk friskole.

I 1980 startede en gruppe forældre ”Oure Friskoles Venner”, hvis formål det er ”at støtte skolen økonomisk og på anden vis ved løsning af større opgaver efter indstilling fra skolens bestyrelse”.

Der er foretaget ombygning/tilbygning på skolen i 1986 og 2001.

De seneste 40 års skoleledere har været følgende:

Ingrid og Ole Møller 1964-1969

Lars Skriver 1969-1974

Dana og Arne Larsen 1974-1994

Elsebeth Giessing 1994-1995

Preben Ringgård 1995-2004

Allan Thomsen 2004-2005

Elin Boss Hansen 2005-

 
Arne Norsk Nielsen, Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

Litteratur: Jubilæumsskrift: Oure Friskole 1884-1984

Henvisning: www.ourefriskole.dk

Kimen til skolevæsenet går så langt tilbage, som der har været kirker i Oure og Vejstrup. Sognepræsten og hans medhjælper, sognedegnen, lærte børnene og de unge børnelærdommen, og vi ved, at der også før Reformationen i 1536 har boet degne på kirkejorden i Oure – der, hvor Sct. Michaels Skole nu ligger. Vi ved også, at en del af Oure Sogns degneindtægter blev givet til latinskolen i Svendborg. Til gengæld skulle latinskolen om søndagen sende en stor skoledreng ud at besørge kirketjeneste og undervise børnene, og de to sogne, Oure og Vejstrup, som hørte til samme pastorat, fik lov til at sende et par drenge i skole i Svendborg. 

Denne ordning var man ikke tilfreds med. Man ville have den faste degn hjem igen.

Det lykkedes godt hundrede år senere, hvor vi finder navnet på sognedegnen Johannes Petersen og siden hen alle hans efterfølgere. Som den sidste med titlen ”sognedegn og kirkeholder” finder vi Hans Peter Bech, som døde i 1829. 

Sognedegnen klarede kirketjenesten for begge sogne – han fik derfor også degneindtægterne fra Vejstrup. Derimod var han kun skoleholder for hele pastoratet indtil 1759, da man indrettede den første skole i Vejstrup. Den første skolebygning i Oure stammer fra o.1740, og den var således i en snes år fælles for begge sogne. 

Efter de såkaldte sognedegnes epoke, virkede Morten Biilmann ved Oure Skole, som den første med titel af ”skolelærer og kirkesanger”. Han fortsatte indtil 1840 og efterfulgtes af følgende lærere:

1840-1850    Mads Chr. Bruun

1850-1887    Mads Frederik Hansen

1887-1893    Søren Christian Nielsen

1893-1929    Laurits Larsen

1930-1941    Erling Brahm

1941-1952    Svend Aage Filipsen

1953-1957    Paul Weel Krammer 

I 1893 blev den gamle skolebygning erstattet af en ny og større. Den gamle skole med tilhørende gymnastikplads (matr.nr. 72) blev år 1900 af Oure-Vejstrup Kommune solgt til kroejer Christian Thomsen, Oure Kro. Den måtte nogle år senere – i 1914 – vige pladsen til fordel for det nye kommunekontor (som led samme skæbne i 1976)

Oure Forskole 

Omkring århundredeskiftet indså man behovet for mere plads, og den 15. januar 1903 indviedes i både Oure og Vejstrup en ny forskole, beliggende lige ved siden af hovedskolen.

På det tidspunkt var der kun skolegang hver anden dag, så forskolelærerinden kunne passe undervisningen på begge skoler. Den første forskolelærerinde hed Anne Marie Petersen, og desuden skal nævnes Kathrine Sofie Henneberg (gift Rasmussen), som blev ansat i 1919 og virkede helt frem til 1965. Først ved begge forskoler, men fra 1942 – efter at der var indført hverdagsundervisning – alene ved skolen i Oure.

Efter at den nye centralskole var indviet i 1957, blev de to gamle skolebygninger stadigvæk brugt. Forskolen, som var i meget dårlig stand, blev dog nedrevet engang i 1970’erne, medens den tidligere hovedskole er i brug den dag i dag.

Sct. Michaels Skole 

Skolen har navn efter ærkeenglen Michael – ligesom den nærliggende Sct. Michael Kirke (Oure Kirke).

Arkitekter: Werner Madsen og Johs. Folke Olsen, Svendborg.

Sct. Michaels Skole blev indviet den 25.3.1957, og var fra starten kun beregnet til 4 klasser, idet man jo stadigvæk havde forskolerne. Skolen havde ved starten ca. 110 elever og 5 lærere. Med skoleloven i 1958 indførtes realeksamen og tilbud om 8. og 9. klasse, og Oure-Vejstrup Kommune indgik en aftale med Hesselager Kommune om, at 8. og 9. klasse skulle være et tilbud på Hesselager Skole, medens realeksamen skulle tages på Sct. Michaels Skole. Endvidere havde kommunen en aftale med Skårup Kommune om, at elever fra Skårup kunne benytte realafdelingen på Sct. Michaels Skole.

Efterhånden som forskolerne blev nedlagt o.1970 kom også de yngste klassetrin med, og med indførelsen af børnehaveklassen i starten af 1970’erne steg børnetallet yderligere. Realeksamen blev afskaffet i 1975, og der blev indført et 10. klassetrin, samtidig med at undervisningspligten blev ændret fra
7 til 9 år. 

Det medførte selvsagt behov for mere plads, og skolen har da også gennemgået større udvidelser i 1968 (klasselokaler, faglokaler og bibliotek), 1976 (nybygning til børnehaveklasse og 1.-3. klassetrin) og senest i 2004 (fællesrum, udvidelser af eksisterende klasseværelser).

 Andre vigtige begivenheder i skolens historie: 

1958:   Tidspunktet for skolestart flyttes fra 1.april til 1.august

1969:             Lørdagsundervisningen afskaffes

1988:             Indførelse af skolefritidsordning (SFO) 

I 2007 er der ansat 25 lærere og elevtallet er 208. 

Skolens inspektører: 

Tage Hein Nielsen                1957-1979

Hans Lund                           1979-2004

Helge Nielsen                       2004-

Arne Norsk Nielsen, Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2007

Brændeskov Skoles historie går ikke langt tilbage i tiden. Ifølge gamle beretninger var der undervisning i forskellige hjem, og undervisningen indskrænkede sig til de tider, hvor man kunne fremskaffe en lærer. Ifølge skolens embedsbog er skolen opført 1830.

Af Beskrivelser over Skolelærerembeder i Fyns Stift udgivet af F.A.S. Hansen og I. Chr. Jørgensen i 1854 fremgår det, at skolen i Brændeskov er oprettet som en biskole eller en hjælpeskole, bestemt for en ugift lærer. Der hørte ikke noget jordlod til skolelærerembedet, og lærerens løn bestod af en reglementeret løn plus en aftalt mængde naturalier.

Omkring 1840 nævnes en lærer Poulsen, men den første lærer, man med sikkerhed kender til, er Niels Berthelsen, som havde embedet fra 1848-1853. Skolen havde på det tidspunkt ca. 62 elever, og helt frem til omkring 1930 var der stort set alle årene mange børn i skolen  -  mellem 60 og 85. I 1860 blev lærer Creutz kaldet til embedet, og han virkede indtil 1868, da han forflyttedes til Herringe på Midtfyn.

1868-1877: Lærer Martin Nielsen  -  født 1844 i Holmdrup, Skårup Sogn
* dimittend fra Skårup Seminarium 1865, derefter huslærer i Gudme Præstegård.
* forflyttet til Gudme Skole 1877, hvor han blev, til han tog sin afsked i 1916.

1877-1880: Lærer Frederik Mejer Jensen  -  født 1944 i Brændeskov, Gudbjerg Sogn
* forflyttedes til Ellerup Skole i 1880.

1880-1916: Lærer Lars Rasmussen Krog  -  født 1847 i Tommerup Sogn
* fik stor hjælp af hustruen Marie, ikke mindst, da der i en længere periode var omkring
85 elever i to klasser.
* var desuden regnskabsfører for Brændeskov Mejeri og Hesselager Mejeri.

1916-1952: Lærer Aage Valdemar Boesen  -  født 1885 i Jylland
* var uddannet snedker, før han begyndte at læse til lærer.
* gift med Anna.

Fra 1. april 1946 til 31. marts 1947 havde man forsøgsvis indført hverdagsundervisning med tre klasser, men da prøveåret var omme, var der flertal for at vende tilbage til den fireklassede hverandendagsundervisning. Den blev dog som bekendt afskaffet overalt i landet i løbet af de følgende 10-15 år.

1953-1957: Lærer Thorvald Birk Kjeldsen
1957-1958: Lærer Birger Osvald Isaksen
1958-1960: Lærer Kaare Fog Brøns

Op igennem 1940'erne og 1950'erne var elevtallet faldende, og da skolen lukkede i 1960,
var der 37 elever tilbage.

Brændeskov Forskole
I 1921 var elevtallet blevet så stort, at det blev nødvendigt at bygge en forskole og oprette et forskolelærerindeembede. Dertil kaldedes i 1924 fru A. Søndergaard, som bestred embedet indtil 1953. Helga Hansen var forskolelærerinde fra 1953-1957, og de sidste tre år frem til lukningen i 1960 var det Kirsten Bloch, som efterfølgende fortsatte på centralskolen i Gudbjerg.

Begge skoler blev efterfølgende solgt til privatbeboelse.

Hovedskolen er beliggende Brændeskovvej 126,
forskolen ligger på Brændeskov Møllevej 2.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007.

Kilde:
Knud Grøftehauge: Bidrag til Gudbjerg Sogns Historie, 1949

Den første degn i Ulbølle man kender navnet på hed Hans. Han virkede fra omkring år 1589. Daværende degnes fornemste opgaver var at være præsten behjælpelig med gudstjenesterne. Desuden skulle han føre kirkebog og andre skriverier, støbe vokslys og andre lignende gøremål, der lå under præstens værdighed. Endelig skulle han en gang om ugen samle børnene og give dem indsigt i den kristne børnelærdom.

Skrivning og regning var frivillig, men mod et beskedent vederlag ekstra til degnen, var han pligtig til at undervise i disse fag mindst en gang om ugen, såfremt nogle forældre ønskede det.

Undervisningsmidlerne var simple. Mange steder var det bare en firkantet kasse med sand, hvor børnene kunne tegne tal og bogstaver med fingeren.

En forordning i 1739 påbød at tage disse fag med ind i undervisningen.

Den første egentlige skolebygning lå på Bystævnevej 6.

Degn og skoleholder hed Anders Hansen. Han virkede fra 1691 og til 1748. Skolen gik med under den store brand d. 16. maj 1775, hvor fire gårde og fem huse gik op i flammer. Alle lå tæt omkring kirken Denne brændte ikke, men heden var så kraftig at en del af blytaget smeltede. Om det var dengang der blev lagt tegl på vides ikke. Skolen blev straks opført igen.

Lillemarksskolen blev bygget i 1857, for børnene deromkring. 1898 blev skolevæsnet i Ulbølle kraftigt forøget. Der blev bygget to skoler mere i Ulbølle. En forskole på Møllevej 6 og på Bystævnevej 4 en ny hovedskole.

Her lå den tidligere præstegård, der i året 1589 var blevet mageskiftet med en lidt bedre gård i Vester Skerninge. Den blev brudt ned for at give plads til nybyggeriet. En del af materialet herfra blev anvendt til opførslen af "Lindely" syd for byen på Langemarksvej.

Præstens adgangsvej til kirken, den gamle stentrappe ligger der endnu.

Lillemarksskolen blev samtidig tillige med skolen på Bystævnevej 6 forskole.

1955 begyndte man opførelsen af den nye centralskole på Rødkildevej. Den blev taget i brug året efter.

Samtidig lukkede man alle de tidligere skoler og solgte dem til privat beboelser. Skolen på Rødkildevej lukkede i sommeren 2000, og var lejet ud til Lærerskolen i Ollerup et stykke tid, men nu er der etableret en idrætsefterskole for unge med særlige behov.

Det kan da lige nævnes at Vester Skerninge Friskole startede i storstuen på "Nygård", altså Søren Bilds gård mod stranden.

Egense gl.skole blev indviet 1882. Den lå på Ærtevej 1 på den samme grund som den oprindelige skole fra ca. 1840.

Egense ny skole blev indviet i 1908. Den lå på Højensvej 199.

Rantzausminde Skole blev opført i 1859. Bygningen indgår i dag i den nuværende Rantzausminde Efterskole på Efterskolevej. En forskole blev indviet samme sted i 1907.

En ny forskole i Rantzausminde blev indviet i 1958 og var i funktion frem til 1982. Den lå på Rantzausmindevej 172 i den nuværende børnehave.

I 1930erne kom der en ny skolelov, der fastlagde at børnene skulle gå i skole hver dag. Men i Egense fik man dispensation fra denne skolelov.

Egense Kommune købte i 1952 forsamlingshuset med henblik på at bygge en skole for alle sognets børn. Det blev dog ved tanken, og fra 1956 blev alle større skolebørn undervist i Svendborg og begyndte at gå i skole hver dag.

Forskolen i Egense blev nedlagt i 1964, og børnene blev overført til Rantzausminde Skole.
Børnene blev transporteret med bus fra Egense til Rantzausminde.

Den 20. august 1964 forsvandt den 7-årige pige Mona om morgenen på vej til skole ad Hvidkildevej. Hun blev fundet godt en måned senere i en affaldssæk i Nørresø. Drabet gjorde et stort indtryk på egnens beboere, og det blev derfor besluttet, at børnene skulle hentes i bus helt fra Hvidkilde.

Det blev Verner Nielsen, der fik opgaven med at køre skolebus om morgenen. Alle børn, der boede mere end to en halv kilometer fra skolen kunne komme med bussen.

I starten af 1980erne begyndte man byggeriet af den nye skole i Rantzausminde. Den blev bygget sammen med idrætshallen og er flere gange blevet udvidet.

Så er lokalhistorisk Forening på banen igen, sådan kan denne historie godt indledes. For det drejer sig nemlig om ridebanen, der var etableret langs det der lidt senere blev P. A. Wedelsvej, altså Skårups første af slagsen. Nu har Skårup en moderne rideskole på Oluf Ringsvej.

På Østergade 44, som hed Villa Dania, boede fru Vinther. Hun hed altid fru Vinther. Jeg tror ikke der var mange der kendte hende under andet navn, men hun hed Anna Margarita Jørgine Vinther. Ejendommen var med lidt jord til, udstykket fra gården, hvor nu biblioteket ligger. Gården brændte i 1888.

Denne fru Vinther har selvfølgelig været gift, men om hendes mand er død forholdsvis tidligt, eller de er skilt, kan jeg ikke finde svar på. På et eller andet tidspunkt flytter en god ven ind hos fruen. Det var Jens P. Pedersen. Kun kendt under navnet Ride-Pedersen. Navnet havde han ganske enkelt fordi han havde været ridelærer i Slagelse. Nogen mener, at han også havde været ved garderhusarerne. Pedersen var absolut med blødt d, for det sjællandske sprog glemte han aldrig. Billedet her er noget uskarpt, men er det eneste jeg har kunnet skaffe, hvor der rides. Billedet stammer fra Svendborg Avis den 2. september 1960, hvor avisen havde en samtale med Pedersen.

Artiklen følger her:

"Hosstående billede er fra sommerrideskolen i Skårup. Ejer og leder er ridelærer J.P. Pedersen. Billedet viser hesten i kort trav. Den rides af Bjarne Andersen, og stående uden nogen støtte af nogen art, Eva Nielsen. De er begge fra Skårup. J.P. Pedersen oplyser, at han de sidste par år har ryddet ca. 100 gamle frugttræer for at få en ridebane, og sidste år var den klar, så ridningen kunne begynde.

 Har De mange elever? - Ja næsten for mange, da jeg kun har en hest, og jeg ønsker ikke flere, da jeg kun kan drive skolen om sommeren, men hvis nogle af mine elever vil fortsætte hele året, så har vi jo den store og gode rideskole i Svendborg. Når jeg har oprettet denne skole, er det ikke for at skabe en forretning, men det er min store lyst og glæde. Når man i mange år har dyrket og ledet den sport, kan man ikke undvære den, og i forbindelse hermed må jeg ikke undlade at tilføje følgende: Ved ridesporten opnår man ikke alene den store glæde at kunne ride en hest rigtig, men jeg har oplevet at der udvikler sig et rigt venskab og kammeratskab, som varer for hele livet, man får venner der ikke svigter i nødens stund. Jeg er og har altid været meget lykkelig ved arbejdet med mine elever og har derfra kun smukke minder, det samme gælder for mine elever her i Skårup, de er alle meget flinke, og de har på få timer opnået gode resultater. Der rides kun om aftenen, men disse aftener giver dagen en dejlig afslutning".

Hvem var så Pedersen?

Ja, det blev der ikke spurgt så meget om dengang. Han var bare en ældre venlig mand, som havde en enorm lyst og iver efter at lære især pigerne ridningens kunst på sin hest Sonnyboy. Jeg har spurgt et par af pigerne fra dengang, og de siger han var et meget særligt og givende menneske, som de har meget at takke for. Det var nemlig ikke kun de par timer om aftenen de kom der. Det kunne og så være om eftermiddagen, hvor de lærte en masse om heste og deres pasning.

Pigerne fortæller også, at der ved visse ridninger blev opsat en grammofon med stor tragt, så der ved bestemte ridninger blev spillet for eksempel musik af musik. Det var nemlig alle former for ridning, der blev øvet på. Blandt andet cirkusnumre som på første billede, og det med at springe af og på hesten, mens den var i let galop var nogen ret skrappe til. Ellers var det skoleridning og spring, jo det var en hest der kunne lidt af hvert. Alt det fik han selvfølgelig betaling for, 2 kr. pr gang fortæller de.

Men så skulle man heller ikke være medlem af en rideklub, for sådan en fandtes kun i Svendborg. Ej heller var der nok ikke noget med forsikringer og den slags. Dengang i 1960erne kom man vist ikke så meget til skade. Så var der tilskuerne. Der var ikke mange aftener uden nogen stod på markvejen langs banen for at se på, men det var så en af de gratis glæder vi andre havde.

Betalingen var nok en lille hjælp til lommepengene for uden at fornærme nogen kan jeg vist godt fortælle, at Pedersen foruden at købe føden til sin hest, også selv havde en lille last. Han havde nemlig en lille spånkurv som der hver dag skulle fyldes lidt i henne hos købmand Lehrmann i Østergade, og det var ikke mel og gryn der blev hentet. Det eneste, der kunne ophidse Pedersen var, hvis nogle unge mennesker piftede eller kørte på knallert frem og tilbage. Sidste gang eleverne så hesten var den 19. september 1964 hvor den blev kørt væk, og de fik aldrig af vide hvorhen, eller hvorfor.

Dermed var det slut med Skårups første rideskole. Jeg har imidlertid fundet ud af hvorfor det stoppede. På det tidspunkt solgte fru Vinther nemlig jorden til Hundstrup Huse i Åbyskov. P. A. Wedelsvej opstod og der blev bygget. Fru Vinther døde 8. juni 1966 og Pedersen flyttede tilbage til Sjælland. Dermed begyndte byggeriet på P. A. Wedelsvej og hele vejen rundt til præstegården, og sådan begyndte Skårup at vokse. Til slut et par billeder mere, dels af eleverne og et fra gårdspladsen i Østergade 44. Pedersen har uheldigvis ryggen til fotografen.

Pigerne er fra venstre: Mette Schmidt Nielsen, Eva Nielsen, Lene Henriksen, Bodil Faldgaard, Anne Marie Tønder og Grethe Skovmøller.

Fra Vejstrup Pigehjem til Oure Idrætsskoles gymnasieafdeling

Når jeg tager emnet op, skyldes det den omstændighed, at stedet var min arbejdsplads fra 1971 til 1976, dels som lærer dels fire år som skoleleder. At jeg dykker ned i historien nu skyldes to forhold. Jeg har altid undret mig over, at hjemmet var så pompøst bygget, og at bygningerne har 100 års jubilæum i 2007.

I 1907 påbegyndtes byggeriet og det blev taget i brug i 1908 som statsungdomshjem for unge piger. Samme år blev et tilsvarende ungdomshjem for drenge, Bråskovgard, taget i brug. Begge hjem var starten på den opfattelse, at også de sværest stillede skulle have en chance. Det fik de også.

Hjemmets første forstander blev Gerda Schneekloth, der ledede stedet til sin død i 1927. Hun gjorde et gedigent arbejde for mange piger, der ikke havde store muligheder i tilværelsen. Klientellet var en broget skare af piger, der blev betegnet som "faldne kvinder", dvs. piger der var søgt ud i kriminalitet og prostitution, fordi de ikke havde kunnet se andre muligheder. Vejstrup Pigehjem var således en endestation for piger, der allerede var opgivet af flere instanser. De startede ofte på børnehjem via tvangsfjernelse, senere på optagelseshjem og opdragelseshjem og til sidst endte de på Vejstrup Pigehjem.

Her fik de en mulighed for at deltage i markarbejde, vaskeri og systue, hvor man kunne iagttage deres evner, anlæg og muligheder i dagligdagen. I mange år blev der lavet rapporter over, hvorledes det var gået en årgang. Jeg har fundet et eksempel, som giver et godt indblik i den tids tankegang og arbejde med disse piger. Beretningen er den 18. af slagsen og gælder årene 1929 til 1932. Vedtægten, som er at se forrest i beretningen siger noget om formålet med hjemmet:

"I Henhold til § 44 i Lov nr. 237 af 12. juni 1922 om Værgeraadsforsorg m.m. er Vejstrup Pigehjem at betragte som Statsungdomshjem for indtil 25 Piger i Alderen fra 16-21 Aar, som i andre Ungdomshjem eller i øvrigt har vist særlig slet Opførsel, med det Formål gennem et 3 aarigt Ophold at give disse Piger en efter deres Evner og Forhold passende Opdragelse og Oplæring."

Der var for disse piger et sæt ordensregler, der fortæller noget om, at tingene var målrettet med følgende punkter: skoleplan, arbejdsplan, dagsorden og bespisnings- og beklædningsreglement. Jeg har valgt et positivt eksempel på en pige, hvor opholdet har haft gavn. Side 14-16 med betegnelsen O.V.R. J- nr. 199/21:

"Født og opdraget i Købstad. Far og Farfar drikfældige; sidstnævnte død af Tuberkolose. Fortrinlig Mor, der holdt Hjemmet i udmærket Stand og hvis andre voksne Børn skikker sig overordentlig godt. Da Moderen søgte at faa hende under Værgeraadsforsorg, skrev bl.a. at Pigen var ualmindelig lad, laa i Sengen den halve Dag og hverken var til at faa op med det gode eller det onde. Løj og rapsede alt, hvad hun kunde faa fat i af Penge i Hjemmet, og hvor hun kom paa Besøg. Slog baade sin Mor og Søskende, naar de rettede Bebrejdelser mod hende. Rapsede ogsaa Penge i Skolen og i sine Pladser, hvor hun aldrig var mere end en Maaned eller to, og hvorfra hun fortalte utrolige Løgnehistorier, naar hun kom hjem. Var ikke usædelig". Via sindsygehospital og optagelseshjem nåede hun frem til Vejstrup Pigehjem i August 1922. Her citeres igen:

"Var i Begyndelsen meget tung og uligevægtig; men det bedredes lidt efter lidt, og vi fik meget Glæde af at se den Udvikling, der foregik med hende. Hun befandt sig vel hos os, gjorde sig rørende Umage, var flittig, særdeles flink og paalidelig. Havde en stille og høflig Adfærd, var meget afholdt af Kammeraterne, der saa op til hende,og hun blev en førende Kraft til det gode blandt dem. Var flere Gange i Besøg i sit gode Hjem,til hvilket hun atter kom i et godt Forhold. Selv glædede hun sig over sin fremgang, og hun fik til sidst en ualmindelig betroet Stilling, uden at hun nogen Sinde skuffede os.November 1924 blev hun tilbagegivet til sin Moder og udtraadte samtidig af Forsorg 20 Aar gl. Da hun kom i Plads, viste det sig, at hun havde svært ved at falde til Ro. Hun var hverkenuærlig eller usædelig, men saa sær af Væsen, at hun muligvis atter har haft en i mental Henseende ikke fuldt normal Periode.  Den sidste Tid gik det dog atter, og hun var glad for sin Plads.

Efter 5 Aars Forløb.
Det er gået hende særdeles godt. Efter at have haft forskellige Pladser, søgte hun ind som Plejeelev paa en Aandssvageanstalt og blev efter at have gennemgaaet den 3 aarige Uddannelse der ansat som Plejerske. Hun skriver ofte til os og besøger os af og til. Det er en Glæde at se, hvor godt hun har udviklet sig."

I 1950ernes slutning var Pigehjemmets tid forbi. Så stod man med gode bygninger til næste samfundsproblem, nemlig den stigende kriminalitet og uønsket adfærd fra især drenge fra 12 til 16 år. Børne- og ungdomsforsorgen overtog stedet og ansatte Herluf Houlberg som forstander i 1962.

Han indså snart, at der var brug for mindre enheder, så der blev bygget to nye afdelinger med hver 12 pladser samt indrettet yderligere to afdelinger i bestående bygninger. I 1968 blev en nyopført skoleafdeling taget i brug. Houlberg var en spændende leder, som skabte pigehjemmet om til at være et Skolehjem. De første år var der kun drenge, men allerede i 1972 fik vi de første piger, som havde samme problemer som drengene. Houlberg gik på pension i 1978 og 8 år senere lukkede forsorgen stedet. Man havde erkendt, at det ikke var hensigtsmæssigt med så store institutioner. Stedet fik navneforandring til Vejstruplund, og der blev indrettet kursussted. Senest har Oure Idrætsskole overtaget stedet og driver herfra en gymnasial uddannelse.

Af Kaj Toftgaard Jakobsen, Vejstrup 2006

Allerede i 1811, tre år før den store skolelovs vedtagelse, ansattes den første seminarieuddannede lærer i Gudme. Inden da er der eksempler på, at for eksempel studenter fra Svendborg her og der fungerede som en slags skoleholdere, og i de fleste købstæder havde der været skole i flere hundrede år.

Den første stråtækte skole i Gudme lå i den nuværende kirkegårds sydvestlige hjørne og var to-klasset med en lærer, og der var skolepligt og undervisning hver anden dag fra det 7. til det 14.år.

Formålet med undervisningen vat at bibringe børnene den kristne religions lærdomme ved anvendelse af Luthers katekismus og Erik Pontoppidans forklaring, som skulle læres udenad. Regning, skrivning og læsning var derimod uvæsentlige fag.

Den store skolekommission  -  også kaldt den lange, for den sad i 25 år fra 1789 til 1814 med kronprinsen (den senere Frederik 6.) og de reformvenlige godsejere, brødrene Christian Ditlev og Johan Ludvig Reventlow, i spidsen. De fik  -  foruden landboreformerne  -  også vedtaget Danmarks første egentlige skolelov, der sikrede alle børn skolegang.

Kronprinsen og mændene omkring ham var  -  ligesom mange andre i Europa  -  stærkt optaget af den franske filosof Rousseaus oplysningsideer, men landets økonomiske situation gjorde gennemførelsen af hans tanker umulige. Man måtte tage til takke med den såkaldte indbyrdes undervisning, der var anvendt nogle steder i England. Dens vigtigste og måske eneste kvalitet var, at den var billig, og det foretrukne undervisningsmiddel bestod af nogle tavler, ophængt i skolestuen, og med det stof, der skulle indlæres. Undervisningen, faktisk terperi; varetoges af de større børn under lærerens tilsyn, og korporlig afstraffelse var noget dagligdags.
 
Denne undervisningsform blev almindelig så at sige alle vegne i flere årtier. Men omkring århundredets midte oprettedes de mere børnevenlige friskoler, ikke mindst her på egnen. Det øvede indflydelse på folkeskolens undervisning, og i grundloven af 1849 erstattedes bestemmelsen om skolepligt af den stadigt gældende bestemmelse om undervisningspligt.

Som nævnt var skolen oprindelig to-klasset, men blev senere fire-klasset og endte som seks-klasset fra 1918 og indtil hverdagsundervisningens indførelse i 1957. Desværre har man ikke præcist kendskab til den ældste skoles elevtal, hvorimod man kender det fra 1920erne og 1930erne, og f.eks. i tiåret fra 1924-1933 undervistes gennemsnitlig 130 elever i de seks klasser. I samme tidsrum gik gennemsnitlig omkring 31 elever i friskoler eller eksamensskoler i byen.

Det betød også ansættelse af flere lærere, og i mange år var der foruden førstelæreren også ansat en andenlærer og en forskolelærerinde. Skolens første 4 førstelærere: Peder Jerndorff Storm, hvis mindetavle findes på kirkens våbenhus, Claus Frederik Clausen, Morten Nielsen og Anders Chr. Thøgersen, som endnu huskes af nogle elever, var lærere her indtil 1950. De var i gennemsnit ansat i næsten 35 år hver  -  og ingen af dem under 30 år. De fleste af dem aflønnedes på en anden måde end nu. De fik en fast løn, desuden honorar for at bestride kirkesanger- eller organisthvervet, som var en del af embedet, og afkastet fra den jordlod, som hørte til samme. Endnu bedre end førstelærer Thøgersen huskes forskolelærerinden Marie Laursen, som blev ansat i 1924 og virkede i over 40 år. Hun var en fremragende pædagog.

I tidens løb er der selvfølgelig også sket ydre forandringer. I 1878 brændte skolen og hurtigt byggedes en ny og større med to klasseværelser. Denne eksisterer faktisk i dag og er næsten identisk med den bygning, der indtil 1. januar husede Teknisk Forvaltning. I 1918 indrettedes forskole i en sidebygning, men allerede i 1920 købtes et tidligere tømrerværksted (nu tandlægeklinik) til forskole.

Forskellige skolelove i 1800tallet og i begyndelsen af næste århundrede ændrede kun lidt i dagligdagen, men skoleloven af 1937, hvori et hovedformål var at forbedre skoleforholdene på landet, medførte meget betydelige ændringer, specielt efter besættelsestidens ophør.

Personerne bag forandringerne var fremsynede sognerådsmedlemmer, lærere og præsten, som i 1950 fik etableret et 2 ¼ årigt præliminærkursus. Videbegærlige 14-15 årige elever herfra og langvejs fra kom hertil for at erhverve sig de fornødne kundskaber. Bl.a. måtte de stifte bekendtskab med helt nye fag: engelsk, tysk, naturlære og matematik for at kunne bestå eksamen, godt hjulpet på vej af fire unge lærere og præsten. Til og med 1960 eksisterede præliminæreksamen, som afløstes af realeksamen. Den eksisterede i over 15 år og er nu afløst af folkeskolens afgangsprøve eller den udvidede afgangsprøve. Midlertidige undervisningslokaler i forsamlingshus og præstegård  -  alle af temmelig dårlig standard  -  måtte anvendes, indtil en ny skole kunne tages i brug i 1957.

Siden da er der foretaget adskillige om- og tilbygninger, uden at det i væsentlig grad har ændret skolens oprindelige udseende, og en grundig renovering for få år siden har bevirket, at skolen i dag er fuldt ud moderne og tidssvarende.
Med hensyn til undervisningen er der også sket en udvikling, og f.eks. har edb-undervisningen for alvor vundet indpas i undervisningen og har delvis revolutioneret denne.

Skolen har i dag 11 klasser fra børnehaveklassen til og med 10. kl. Elevtallet er på ca. 250, og undervisningen varetages af mere end 20 lærere. Følgende har været ansat som skoleinspektør:

Paul Erling Boe 1957-1958
Erhardt Juul Eriksen 1958-1983
Johannes Hansen 1983-2000
Lars Hansen 2001-

Birger Ottosen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv  2007

Denne historie om seminariet er en fortsættelse af del 3, bare i nyere tid. Denne her gang handler det også lidt om elevernes morskab med hinanden, og om hvordan man boede, og spiste på pensionat, som der var mange af i Skårup.

Alle oplysninger stammer fra min mor, Stinne Sørensen, som nok var én af de sidste, der havde seminarister boende. Mine forældre købte Kirkebakken 5 i 1947 og udlejede fra starten tre værelser på loftet og et i en tilbygning. Loftværelserne var på 7-8 kvadratmeter, så der var "fin" plads til en seng, et skrivebord, et sofabord, en stol og en lille kakkelovn. Der kunne stå en sæk brændsel i skunken, og så var der fælles the-køkken. Der var husets fælles lokum i gården, i hvert fald de første år. I 1953 blev der lavet rigtig W.C. men stadig kun et for hele huset. Men vores seminarister skulle ikke gå udenom huset i dårligt vejr, de kunne bare gå igennem vores stue og køkken, så kunne de komme tørskoet i gården. For disse herligheder betalte man i starten ca. 18 kr. om måneden. Værelserne var meget attraktive, idet de lå lige over for seminariets hovedindgang.

Min bedstefar og bedstemor boede også i huset, og når det var vinter tændte bedstefar op i kakkelovnen på værelserne, så de stakkels seminarister ikke skulle komme hjem til et koldt værelse. Det var en service, der ikke var mange steder. Seminarister, der boede hos os blev altid betragtet næsten som et familiemedlem, og det har mine forældre høstet mange besøg af gennem årene.
Der var jo næsten ingen, der havde råd til at rejse hjem, andet end nogle få gange om året, så dermed kom man virkelig til at kende mange. Eleverne var jo næsten altid i byen og mange spillede fodbold eller havde hold i gymnastik om aftenen.

Der havde selvfølgelig været pensionater i Skårup gennem flere år, men omkrig 1949 var der nogle studerende, der foreslog min mor og bedstemor at starte et pensionat. Det gjorde de så, for min bedstemor havde været kogekone, så det kunne de nemt klare, og der startede tre med at spise aftensmad for ca. 12 kr. om måneden. Pludselig var der 10-12 stykker til at spise i hvert fald to gange om dagen, og enkelte kom også og fik morgenmad. Alt dette spiseri foregik i vores dagligstue på ca. 18 kvadratmeter, men alle var godt tilfreds. Så der var altid liv og glade dage, især ved aftenspisningen. Nogen holdt nøje øje med klokken, for det kostede 25 øre at komme for sent til måltidet, eller hvis maden ikke var klar, skulle køkkenet betale 25 øre, for alle disse 25-ører blev der så købt øl til mortensaften.

Maden var almindelig hverdagsmad på det tidspunkt, og engang imellem stod den selvfølgelig på stegt flæsk og persillesovs. Der var engang én af de mandlige pensionærer, der fik sagt, at det kunne han ikke så godt tåle, men [i]du er da vel ikke syg sagde de andre[/i], og begyndte at pakke den [i]syge[/i] mand ind i tæpper og puder. Der var nemlig én der tidligere havde hørt ham sige at det var ikke lige hans livret, det der med flæsket. En anden gang da der var kommet en ny til, bildte de andre ham ind at man kun tog to pandekager når der var øllebrød og pandekager om lørdagen. Han sendte selvfølgelig fadet videre indtil han opdagede at her måtte man spise sig mæt, sådan var det nemlig ikke alle steder.

Når man gik på seminariet skete det selvfølgelig også, at nogen blev kærester, det var jo godt nok, men man gik i hvert fald ikke og kyssede og krammede på seminariet, det så ikke ordentlig ud mente forstanderen. Man var kun kærester til indkørslen. Der blev dog lempet på reglerne efterhånden op imod 60erne, da der var kommet en ny forstander. Værst var det selvfølgelig da et par engang skulle have et barn. De var nødt til at fortælle det til forstanderen, det var Th. Egebæk. Han så strengt på det, men da de lovede at gifte sig fik de lov at fortsætte på seminariet. Engang var det så uheldigt, at en lærerinde blev kæreste med en elev. Det måtte man skjule. Lærerinden var endda lidt ældre end eleven. Han boede hos os på kvistværelset med et trekantet klædeskab bygget ud over trappen. En aften ville den unge lærerinde i ly af mørket besøge sin kæreste på kvisten. Men uheldigvis havde nogen set noget for lidt senere var der to-tre gutter, der listede op til kvisten og bankede på, for de ville gerne spille et slag kort sagde de.

Tilsyneladende var der kun eleven, men gutterne havde mistanke, så de satte sig ned. Ganske rigtigt, efter et godt stykke tid bankede det på, nu kom det fra skabslågen, så nu måtte lærerinden lukkes ud til stor fornøjelse for gutterne. De to blev dog senere gift, og underviste på skolen og seminariet i mange år. Hertil har jeg med vilje kun brugt ét navn, nemlig Th. Egebæk (1930-1950)

Et andet navn jeg vil nævne er pedellen indtil ca. 1959. Han hed Hansen eller som mange sagde fanden satme Hansen. Han klarede ene mand alle pedelfunktioner på seminariet. Det var parken, det var service af enhver art, låse op kl. 7 præcis og lige så præcis låse kl. 22 hver eneste dag, samt køre brændsel fra tørveskuret og ned til det store fyr i kælderen.

Han var en mand man havde en vis respekt for, men var alligevel vellidt. Der var i hvert fald ingen, der forstyrrede ham i middagssøvnen, ikke engang forstanderen. Navnet fik han selvfølgelig for hans ordvalg når noget var helt galt. Nogle elever havde engang fået startet en vandkamp midt på dagen ud for Hansens lejlighed på seminariet. Pludselig stod Hansen i døren og råbte: Nu må vi fanden satme have ro, og det blev der. Ikke så meget det at der var vandkamp, men lige i middagsluren, det var det værste.

Det var også Hansen der sørgede for, at der altid var bestilt 100 flødekager for meget til kaffen når der var dimissionsfest. Det var nemlig til byens børn, som betaling for hjælpen med at hænge et par hundrede kulørte lamper op i hele parken. Traditionen var, at der blev drukket kaffe i gymnastiksalen først på aftenen, og imens blev alle disse lamper med fyrfadslys hængt op i træer og buske. Og så var der aftentur i parken og der kom mange fra hele byen. Ja, det var faktisk det meste af Skårups beboere, der skulle ud og gå tur denne aften.

I 1887 blev der på initiativ af bl.a. kammerherreinde Charlotte Linde Sehested af Broholm oprettet en privat skole i Lundeborg. Skolebygningen tilhørte Broholm, og var beliggende i den gade, der i dag hedder Momleby (nr. 2).

Der blev givet tilsagn om private bidrag på godt og vel 300 kr., og Oure-Vejstrup Sogneråd bevilligede et tilskud på 150 kr. pr. år i to år. Der kunne således ansættes en lærerinde til en årlig løn af 450 kr. plus frit brændsel til kakkelovnene i bygningen

Man ved, at fra 1890 hed lærerinden Matilde Olivia Sørensen, og hun fortsatte indtil skolen lukkede i 1909.

I 1891 blev skolen overdraget til Oure Vejstrup Kommune, der fik brugsretten til skolen i en periode på 25 år. For brugsretten skulle kommunen betale 25 årlige ydelser á 80 kr. plus diverse andre ydelser. I dokumentet var endvidere indføjet en passus om, at skolen, hvis den ikke længere skulle anvendes til skole, skulle leveres tilbage til Broholm.

Omkring år 1900 var der i skolen 32 elever fordelt i to klasser. Skolen fungerede som forskole for Caroline Amalie Skole (den gamle) således, at børnene indtil 10-årsalderen gik i pogeskolen, hvorefter de måtte skifte skole.

Børnene gik i skole hver dag efter følgende plan:

De fire vintermåneder: Hver dag fra 8-12, fælles for 1. og 2. klasse.
De øvrige otte måneder: 1. klasse hver dag fra 8-10, 2. klasse fra 12-14.
Fra 10-12 var undervisningen fælles.

Pogeskolen lukkede i 1909, da den nye Caroline Amalie Skole blev bygget. Matilde Olivia Sørensen fortsatte som forskolelærerinde i den nye skole indtil 1931. Huset i Momleby blev solgt til fisker Ernst Hansen, hvis søster Edel indrettede et hjemmebageri.

Kilde:
Arnold Andersen: En egn, dens folk og virke, 1989

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

I Vejstrup havde man indtil 1759 slet ingen skole, og noget degneembede som i nabosognet Oure blev der aldrig oprettet.

Men i 1759 købte man et fæstehus  -  antagelig fra Vejstrupgård - som lå i haven, hvor den "nye" skole blev bygget i 1843.

Til at holde skole ansatte man en ung student, Marcus Achton, og i 1769 skænkede fruen på Vejstrupgård et legat til skolen, nok særlig med henblik på lærerlønnen, som på det tidspunkt knapt var til at leve af.

Lærerne ved Vejstrup Skole:

1759-1763: Marcus Achton 
1763-1794: Henrik Busholtz og Chr. Christensen Møller 
1794-1795: Hans Chr. Fich 
1795-1799: Anders Rasmussen 
1799-1828: Niels Jensen
1828-1872: Hans Larsen
1872-1887: Niels Storm   
1887-1921: Mads Jensen
1921-1930: Aksel Kildeberg
1930-1946: Holger Axel Kirkegaard
1946-1957: Tage Hein Nielsen

Tage Hein Nielsen blev den første skoleinspektør på centralskolen i Oure,
Sct. Michaels Skole, der blev indviet 1957.

I 1933 havde skolen 45 elever, fordelt på tre klasser - et elevtal, som holdt sig ret stabilt frem til omdannelsen til forskole.

I 1957 flyttede de ældste elever (ligesom læreren) til centralskolen. Den tidligere hovedskole indrettedes til privatbeboelse for en af skolens lærere.

Vejstrup Forskole

Omkring 1900 var børnetallet så stort, at man begyndte planlægningen af en forskole både i Vejstrup og i nabosognet Oure (Oure-Vejstrup Kommune). Den 15. januar 1903 stod de to nye skolebygninger, holdt i samme bygningsstil, klar til samtidig indvielse. Der blev ansat en forskolelærerinde, som skulle virke ved begge skoler.

Det er vanskeligt med sikkerhed at sætte navne og årstal på lærerinderne, eftersom der i en periode også var ansat kvindelige anden-lærere ved hovedskolen. Fremhæves skal dog Kathrine Sofie Henneberg (senere gift med kommunekasserer Rasmussen), som virkede i 37 år, først ved begge forskoler, senere i Oure efter at der var indført hverdagsundervisning.

I 1969 lukkede forskolen, og eleverne blev overført til Sct. Michaels Skole i Oure.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

Brudagers ældste skolebygning er opført engang i slutningen af 1700-tallet, men oplysningerne om den er meget sparsomme.
Man mener, at bygningen er brændt o.1830, hvorefter der er bygget en ny skole på den samme matrikel (1 a).

Den første lærer, man kender til, var Christian Ishøj, født 1766 i Tved. Han var lærer i Brudager i 1798, og det vides også, at hans søn, Anders Ishøj, født i 1802 i Brudager og dimittend fra Skårup Seminarium i 1824, virkede som lærer 1827-1851.

1851-1884 Lærer Hans Pedersen
- født 1812 i Brudager, dimittend fra Skårup Seminarium 1837

1884-1918 Lærer Niels Christian Brøndum-Nielsen
- født 1852 på Askø, dimittend fra Skårup Seminarium 1872
- far til den senere kendte professor i dansk, Johannes Brøndum-Nielsen.

1917-1934 Lærer Carl Emil Voigt Christiansen
- født 1885 i Øksendrup, dimittend fra Vordingborg Seminarium 1915

1935-1956 Lærer Ingolf Hovgaard Frederiksen
- født 1902 i Snøde på Langeland, dimittend fra Jelling Seminarium 1929

Provst Bruun, Hesselager, visiterede Brudager Skole i 1932 og havde bl.a. følgende bemærkninger:

Læreren lider af en uhelbredelig Blodsygdom, der naar som helst kan blive skæbnesvanger for ham. Han har under sin Ansættelse i Brudager flere Gange haft alvorlige Anfald og er til Tider næsten lam i snart en af Armene, snart i Benene, saa at han ofte har maattet udføre sin Tjeneste som Kirkesanger og sin Gymnastikundervisning siddende i en Rullestol. Skønt saaledes Helbredet lægger ham alvorlige Hindringer i Vejen og af og til har medført nødvendige Forsømmelser under Sygeleje, opfylder han med en enestaaende Pligtfølelse og Troskab sine Pligter, saa længe det overhovedet er muligt. Baade hans Fader og Farfader var Lærere og man mærker hos ham gammel Skoletradition og en varm Kærlighed til den danske Folkeskole og dens Gerning i vort Folk. Hele hans Undervisning er saa levende, at han kan faa alle disse Børn fra Smaakaarshjem, hvor Børnene maa arbejde med, interesserede i Arbejdet  -  de mere velhavende og skoleinteresserede Hjem hører til en af det lille Sogns to Friskolekredse.
Skolen er solid og meget hyggelig, men opfylder langtfra de Fordringer, der stilles til en moderne Skole. Legepladsen, som ogsaa anvendes som Gymnastikplads, er ganske uforsvarlig. Der gaar en ret stærkt benyttet offentlig Vej med Automobilfærdsel hen over den, og en Nabo, hvis Stakhjælm ligger helt op til den, benytter den til Tærskning og Hensættelse af Stakke o. lign. En ny Ejer har lige uden for Skolen anbragt en stinkende Møddingsplads og Ajlekumme.

Elevtallet holdt i starten af 1900-tallet et gennemsnit på o. 50, men fra o.1940 faldt det markant og var i 1950 på kun 12 elever. På et tidspunkt snakkede man om at nedlægge skolen, men da det besluttedes at opføre en centralskole i Gudme, indgik der i planen en forskole i Brudager. Men mente, at afstanden mellem de to byer ville påføre forældre til de mindste skolebørn urimelige problemer.

Heldigvis viste elevtallet igen en stigende tendens, og da skolen lukkede i 1958, var elevtallet på 26. Centralskolen i Gudme blev indviet i 1957, men forskolebørnene fra Brudager blev på deres gamle skole, indtil den nye forskole kunne tages i brug. Det skete pr.1.4.1958  -  den officielle indvielse fandt dog først sted den 21. juni samme år.

Efter en kortere periode med vikar (Else Gade) ansatte man i juli 1957 Ella Ingeborg Viskum som forskolelærerinde. Forskolen fik dog kun en kort levetid, idet den lukkede i sommeren 1966.  Problemet med den lange transport blev løst med en skolebusordning, og alle børn i skoledistriktet kunne nu samles på centralskolen i Gudme.

Begge de tidligere skolebygninger blev solgt til privat brug. Den gamle skole fra o. 1830 blev nedrevet i 1993.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

Den gamle Caroline Amalie Skole
(Boelsmosevej 43)

Omkring 1740 var der oprettet en skole i Oure, men i begyndelsen af 1800-tallet opstod der et ønske om at tilgodese de børn, som boede i den fjerntliggende, nordlige ende af sognet. En af fortalerne for at oprette en skole i dette område var amtsprovst Peter August Wedel, som grundlagde Skårup Seminarium i 1803, og han fik støtte af pastor Baggesen i Oure, som også var meget interesseret i skolevæsen.

I 1821 blev skolen til virkelighed, de første år dog i lejede lokaler. I 1829 opførte man et stuehus med skolestue  -  året efter suppleret med en tilbygning. Provst Wedel deltog ved indvielsen af skolen, som i begyndelsen blev kaldt Grønneskov Skole. På foranledning af provsten og pastor Baggesen ændredes navnet dog ret hurtigt til Caroline Amalie Skole eller Caroline Amaliehus, opkaldt efter Christian d. 8.'s hustru. Christian d. 8., som en overgang var konge af Norge, opholdt sig på den tid meget på Odense Slot, og parret var ved flere lejligheder populære gæster i Svendborg-området, hvor flere lokaliteter nu bærer prinsessens navn.

For skolens elever betød det en årlig skolefridag på prinsessens fødselsdag, hvor de trakteredes med chokolade på Caroline Amalies regning.

Ikke bare børn fra Oure Sogns nordlige del fik gavn af den nye skole. Med til skoledistriktet hørte også den sydøstlige del af Hesselager Sogn, som bl.a. omfattede Hesselagergård med tilhørende huse.

I 1886 var der i alt 94 skolepligtige børn i skoledistriktet.

Den gamle Caroline Amalie Skole var en lille bygning i dårlig stand, som først i 1890 udvidedes så meget, at den omtrent opfyldte de lovbefalede krav med hensyn til rumstørrelse.

I 1908 vedtog sognerådet at opføre en ny skolebygning og samtidig forene denne skole med forskolen i Lundeborg, kaldet Lundeborg Pogeskole. Forskolelærerinden, Matilde Olivia Sørensen fortsatte med at undervise ved den nye skole, som også fik navnet Caroline Amalie Skole.

Den gamle skole med samme navn lukkede og blev solgt til efterkommere af lærer Jacob Sørensen.

Caroline Amaliehus fungerede i en årrække som såkaldt fredehjem for unge piger.

Efter en del år uden vedligeholdelse forfaldt bygningerne, og i 2007 blev den gamle skole nedrevet.

Den nye Caroline Amalie Skole
(Caroline Amalievej 11)

Den nye skole, der blev indviet den 15. juni 1909, rummede - udover bolig for både førstelæreren og forskolelærerinden, to klasseværelser og en gymnastiksal. Indtil 1939 var der fire klasser, som gik i skole hver anden dag. Herefter blev der indført undervisning hver dag, således at 1. klasse gik i skole fra klokken 12 til 15 og 2. klasse fra klokken 8 til 11. Hver klasse rummede flere klassetrin.

Skolen talte i 1939 omkring 40 elever, et tal, der holdt sig stabilt indtil skolens sidste år. Da skolen lukkede i 1970 var der således kun ni elever, og med dem sluttede Caroline Amalie Skoledistrikt sin næsten 15o-årige historie.

Lærerne:

Hans Larsen   1821-1828
P. Rasmussen Winther 1828-1844
J.P. Korneliussen  1844-1849
P. Laurits Winther  1849-1856
(søn af P.R. Winther)
Peder M. Detlefsen  1856-1859
F.B. Winther   1859-1860
(søn af P.R. Winther)
Johs. Fr. Pedersen  1861-1873
Jacob Sørensen  1874-1909
Kristian Hansen  1909-1948
Gunnar Richard Hansen 1948-1955
Preben Feddersen  1955-1958

I 1958 flyttedes de ældste klasser til Sct. Michaels Skole i Oure, som var indviet året før.
Lærer Feddersen flyttede med og virkede til 1981 ved den nye skole.

Forskolelærerinderne:

Mathilde Olivia Sørensen 1909-1931
Ingeborg Andersen  1931-1941
Katrine Enni   1942-1946
Mathilde Hardam  1947-1957
Aase Frederiksen  1957-1957
Ellen Dam Hansen  1958-1962
Anne Volstrup Rasmussen 1962-1970

De to sidstnævnte lærerinder fortsatte begge deres lærergerning på Sct. Michaels Skole  -
Ellen Dam Hansen var forinden forskolelærerinde i Vejstrup 1962-1968.

Skolen fungerer i dag som privat beboelse.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

Om Skårup Statsseminarium, som det hed helt hen til for få år siden, har der været skrevet en hel del. Mest om de kendte personer der startede det hele, og forskellige lærere som blev kendt rundt i landet. Disse personer skal der ikke skrives om her, men derimod lidt om dem der var flest af, nemlig eleverne. Når mange unge mennesker er samlet på et sted, plejer det ikke at være kedeligt, og det var det heller ikke på seminariet og i byen, dengang de fleste boede i Skårup og nærmeste omegn.

Det fortælles endda, at dem der boede udenfor byen bedre passede deres lektier, da der ikke var så mange forstyrrelser. Der var altid nogen der kunne finde på sjov eller små drillerier, men det var selvfølgelig andre ting man morede sig over for mange år siden. Historien her fortæller noget om dagligliv i Skårup for 150 år siden blandt seminarister, dengang hed det ikke lærerstuderende. Erindringerne er skrevet af lærer A. Lasthein i 1905 og lyder sådan:

[i]18 år gammel indstillede jeg mig til optagelse på seminariet i Skårup den 19. juni 1838. Jeg bestod prøven, hvad der måtte være et slumptræf. Vi var over 70 aspiranter, og kun 32 optoges. Hjemmefra blev jeg forsynet med 12skp. rug, 4 skp. gryn, en fjerding smør og en ordentlig skinke, thi så meget skulle enhver seminarist levere til den værtinde, man blev indlogeret hos for et år, og så fik vi den omtrentlige kost, dog undtaget te, kaffe, sukker, hvedebrød og kød til fersk suppe. Om middagen fik vi som oftest mælk og grød eller grød og mælk, og som eftermad flæsk og brød, sjældent en kartoffel. Øl brugte vi ikke det var luksus, og jeg havde ingen attrå derefter. Vi var i reglen to om en stue. I kontante penge for stue og rengøring betalte hver 48 kr. om året, medregnet for mælk. I mit 2-årige ophold på seminariet forbrugte jeg foruden de nævnte naturalier, ca. 600 kr. deri indbefattet for bøger 40 kr. årligt til seminariet og 6 kr. til en antaget læge.[/i]

Lasthein fik sig selvfølgelig også en god studiekammerat der hed C. Jagd, han fandt på mange finurligheder og Lasthein fortæller videre:

I en juleferie havde jeg været i mit fødehjem og medbragte til Skårup en temmelig stor sylt. Gode venner skulde smage den. Jagd var min gode ven. Vi læste Blichers noveller sammen i vore fritimer. Det var en vedtaget lov, at yngste klasses elever efter omgang skulde gå bud til lægen for syge kolleger. Jeg blev beordret til at gå til Svendborg for en sådan, og Jagd som vidste det, kunde også nok vide, at jeg først kunde være hjemme hen imod kl. 6-7 om aftenen. Han inviterede i min fraværelse i mit navn en halv snes kolleger til at komme hen i min stue for at smage sylten. Jagd agerede vært i min fraværelse, fremsatte sylten og bad dem ikke at forsmå det fremsatte. Ingen lod sig bede to gange. Sylten fortæredes. I det øjeblik alt var besørget efter Jagds plan, trådte jeg ind ad døren. Han modtog mig med de ord:"Ja min ven, nu kommer du for silde, var du bare kommet lidt før, skulde du have haft et stykke af sylten, thi det var en ypperlig sylt, nu er der intet" Jeg gjorde nogenlunde gode miner til slet spil af den grund, at der var intet andet at gøre. De var alle fornøjede med, at sylten var forsvundet undtaget jeg.

Lasthein fortæller videre i sine erindringer om sin ven C. Jagd:

Da dimissionseksamen i 1840 var forbi, tilkaldtes seminaristerne i den store klasse for at høre biskop Fabers afskedstale til os. Jagd mødte, men listede sig et øjeblik efter ud på gangen. Her samlede han alle vor kasketter og hatte i et stort klæde, som han havde medbragt, gik derpå med bylten om i byen ved en dam, hvor der stod et pæretræ, og naglede alle vore hovedbeklædninger fast på pæretræet, et søm gennem hver. Da biskoppen havde endt sin tale og var gået med lærerne op i en af deres stuer, skyndte vi os ud i forstuen. Kasketterne var borte, men det rygtedes snart, at Jagd havde taget dem. I skyndsomhed tog vi af sted til træet. Det var et pudsigt syn. Jagd gik roligt og arbejdede med at slå de sidste fast. Vredesudbrud agtede han ikke at høre.

I indledningen af denne historie skriver jeg, at de seminarister der boede tæt ved hinanden måske bedre passede deres sager, om det skriver en pensioneret lærer, der selv gik på seminariet i 1901: De, der boede inde i byen, var udsat for hyppige besøg af deres kammerater, som med deres lange velstoppede piber fyldte stuen med røg, hvorefter de forsvandt. Havde man derimod sit kvarter i Ø. Åby eller Vejstrup, fik man ikke så ofte besøg og kunde derfor bedre passe det, man skulde. En af de ting, som tog noget af tiden for dem, der boede nær sammen, var kortspillet.

Dermed kan man vel fastslå at de unge ikke var så meget anderledes for 100 år siden eller mere. Det var bare andre ting man morede sig med.

Som det fremgår, er artiklen skrevet af lærer A. Lasthein til Svendborg Avis i 1905.

Ellerup Friskole hører til de første friskoler på Fyn. Den begyndte den 24. maj 1866 hos gårdejer Rasmus Kristensen på gården "Lykkebjerg" ved Ellerup.

Rasmus Kristensen havde forud haft mange samtaler med Kristen Hansen i Vejstrup, hvor man havde startet en friskole i 1856, og var som han stærkt påvirket af pastor Vilhelm Birkedal i Ryslinge. Selv havde han ingen børn, men der var udsigt til at få  fem-seks børn at undervise. Så han byggede et par fag til en længe på gården og indrettede skolestue og et opholdsrum til læreren.

Den første lærer ved skolen var Kristen Hansens søn i Vejstrup, Peder Kristensen, som dog efter tre år fandt en plads i Ferritslev, som var til at gifte sig på. Hans efterfølger blev Jens Kristensen fra Brande, som efter at have været elev hos Kristen Kold fik lysten til at blive friskolelærer. Han fik et kursus hos Klaus Berntsen i Højby, og startede derefter på Ellerup Friskole.

Man indså snart, at hvis skolen skulle trives, måtte den flytte til et mere centralt sted. Skolekredsen købte et stykke jord ved Nyborg-Svendborg-landevejen, og der blev bygget en skolebygning ved frivillige gaver fra forældrene. Indvielsen fandt sted den 30. oktober 1872. Der var da registreret 40 børn ved skolen. Skolebygningen var af meget beskedne dimensioner, men det var ikke det ydre, der talte. Niels Kristensen havde lagt vægt på, at der blev bygget småt, men solidt. Hans valgsprog var: "Jeg har altid haft det daglige brød til mig og mine, og det har jeg kunnet nøjes med. Blot Vorherre vil give mig noget at leve for, vil han også give mig noget at leve af".
 
Han døde i 1881, 42 år gammel, hvorefter hans kone Marie overtog skolearbejdet med hjælp fra en lærer, Ole Larsen, som også havde bistået Niels Kristensen under hans sygdom. Efter et par år rejste han imidlertid til Askov og blev efterfulgt af Peder Nielsen fra Grevinge på Sjælland. I 1895 giftede han sig med Marie, og han kom til at virke ved skolen helt frem til 1936, i alt mere end 51 år, kun afbrudt af et vinterophold på Askov Højskole. Fra den første vinter holdt han aftenskole for de unge hver lørdag aften, og senere blev der også arrangeret møder for de ældre.

Den næste lærer var ansat i 4 år, hvorefter skolekredsen sagde ham op. Frede Andersen fra Holstebro blev ansat i 1941 og nåede at holde 25-års jubilæum, før han i 1966 gik på pension. Han videreførte traditionen med aftenskole for de unge og læseaften for de ældre og arrangerede som noget nyt vintermøder med fremmede talere.

Hans afløser blev den kontroversielle folkekirke- og frimenighedspræst Niels Bøgh Mortensen, som ledede friskolen i 5 år. Herefter fulgte Kaj Jensen fra 1971 til1972 og Tage Fjord fra 1972 til 1976. Henning Nørtoft ledede skolen fra 1976, og det var under hans ledelse at skolen fra 1977 tilbød 8.-10. klasse i en lejet pavillon. Den sidste skoleleder var Minna Bøgebjerg, som nåede at virke i 16 år, før skolen lukkede endeligt i 1990.

Den lille skole fra 1872 er i tidens løb blevet udvidet flere gange:

   1918:  Skolen udvides med en halv tønde land, som anlægges til have og legeplads.
   1936:  Tilbygning med to stuer
o.1938: Øvelseshus
o.1942  Mellembygning med gang og toiletter, mellem øvelseshuset og de øvrige bygninger.

Elevtallet har vekslet gennem årene:

1945: 24
1955: 48
1970: 30
1980: 70
1990: o.12

I 1988 flyttede skolen for anden gang med den samme begrundelse: ønsket om en mere central placering. Som de fleste andre friskoler blev Ellerup Friskole ramt af faldende elevtal , og man valgte at bygge en helt ny og moderne skole, tegnet af arkitekt Ib Tagel, Fåborg, beliggende Poppelvej 6 i Gudme.

Grundlaget fortsatte med at være de Grundtvig-Koldske skoletanker, med vægten lagt på sang, dramatik og fortælling. Der var klasser fra børnehaveklasse til 7. klasse og tilbud om såvel legestue og musikalsk legestue som skolefritidsordning. Navnet Ellerup Friskole blev bibeholdt i første omgang men senere ændret til Gudme Friskole
Bygningen ejes i dag af Post Danmark.

Litteratur:
Bidrag til Gudbjerg Sogns historie, red. af Knud Grøftehauge, 1949

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

Lakkendrup Skole i Gudbjerg Sogn er opført 1912 efter tegninger af arkitekt Daniel Rasmussen, Ollerup. Byggesummen androg ca. 16.000 kr., hvoraf staten betalte halvdelen.

Den officielle indvielse fandt sted den 4. september, og et par dage efter begyndte undervisningen af de 31 elever fordelt på to klasser. Som enelærer var ansat lærer Johannes Kristoffer Olsen, som forinden havde været ansat i otte år ved Nordskov Skole på Hindsholm.

Provst Bruun, Hesselager, visiterede Lakkendrup Skole den 16. november 1934, og havde blandt andet følgende bemærkninger:

Skolen ligger i en ret afsides Del af Sognets søndre Side med forholdsvis tynd Befolkning, mest Landbrugere.
Børnene gaar i Skole hver anden Dag. Der var to Klasser med følgende Elevtal:
1. Klasse: 7 Drenge og 7 Piger
2. Klasse: 7 Drenge og 8 Piger
I 2. Klasse, som var i Skole, var 2 Drenge og 2 Piger meget tunge, Resten af Børnene jævnt godt begavede.
Inventaret var godt og velholdt. Kun var det meget uheldigt, at Europakortet var fra før Verdenskrigen, og det var kun til liden Hjælp, at Læreren for at spare Kommunen for Udgift havde tegnet de nye grænser med Farvekridt. Man har efter Visitatsen tilskrevet de lokale Skolemyndigheder om Sagen, og Sogneraadet har lovet i nær Fremtid at skaffe et nyt Kort.
Til Trods for enkelte, paapegede Mangler fik man Indtryk af en interesseret Lærer, som trofast og samvittighedsfuldt arbejder ud fra de Forudsætninger, hans Uddannelse for mere end en Menneskealder siden kan give ham. Udenfor Skoletiden holder han en godt besøgt Aftenskole, i hvilken han underviser i Engelsk.

Fra d. 1. april 1946 indførte man på Lakkendrup Skole, ligesom på de øvrige skoler i Gudbjerg Kommune, forsøgsvis hverdagsundervisning. Da prøveåret var slut, besluttede man på Lakkendrup Skole at fortsætte med ordningen. Hvor børnene efter den gamle ordning gik i skole i seks timer tre dage om ugen, skulle de nu møde hver dag, således at den ældste klasse mødte fra kl. 8-12, og den yngste klasse mødte fra kl. 11-15. Fra kl.  11-12 var der fællestime.
 
Lærer Olsen fratrådte i 1948 efter 36 års virke ved Lakkendrup Skole. Han efterfulgtes af fru Marie E. Christoffersen, som fortsatte lige indtil skolen lukkede i 1960. Derefter underviste hun yderligere et par år i den nye centralskole i Gudbjerg.

Elevtallet havde gennem de sidste årtier en faldende tendens. I 1960 var der indskrevet 17 elever.

Lakkendrup gl. Skole fungerede fra 1964-1974 som institution for voksne udviklingshæmmede  -  som en afdeling under "Elleruphus". Siden har den været indrettet til privat beboelse.

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv. 2004.

I slutningen af 1800-tallet var skoleforhold et almindeligt samtaleemne i mange hjem. Der var stigende utilfredshed med almueskolens undervisning med dens remseri og læren udenad efter Balles lærebog. Det nye i tiden var Kristen Kolds skoletanker med fortællemetoden som noget centralt i undervisningen. At påvirke almueskolen til en ændring af undervisningen var ikke muligt, så Kolds skoletanker kunne kun realiseres gennem oprettelse af friskoler. Efter at Trunderup Friskole, som Kold senere kaldte Danmarks første friskole, var blevet oprettet omkring 1850, blev der på Sydøstfyn i de næste 20 år oprettet friskoler i Egebjerg, Vester Skerninge, Ollerup, Brudager Kile, Ellerup og Vejstrup.

I Gravvænge var det Marie og Rasmus Kristensen på Bleggården, der sammen med Hans Hansens enke på Mosegården gav stødet til oprettelsen af friskolen. Marie og Rasmus Kristensen havde sendt deres ældste søn hen til bedstefaderen i Højby, for at han kunne komme til at gå i skole hos Klaus Berntsen. Men det var en midlertidig løsning. På Bleggården og på Mosegården var der tilsammen 4 børn i den skolepligtige alder, og sammen med endnu et barn fra det lille hus ved siden af Mosegården, hvor man også kunne leje en skolestue, begyndte undervisningen i Gravvænge Friskole den 6. september 1871. Den første lærer var Lars Hansen, som fik kost og logi på Mosegården og fra Bleggården modtog en løn på 100 rigsdaler årligt. Skolestuen blev dog snart for lille, og allerede fire år senere byggede man et hus til lærerbolig, skolestue og øvelsessal, især med økonomisk støtte af Rasmus Kristensen.

Lars Hansen var en mand med megen livserfaring, da han som 23-årig begyndte lærergerningen. Han var ud af en jysk bondeslægt, født i Jelling i 1848. Som barn oplevede han i sin fødeby udgravningen af Dronning Thyras høj, der fandt sted under kong Frederik den 7.'s personlige ledelse. Som ung oplevede han krigen i 1864, hvor han selv engang vovede livet ved at gå gennem fjendens rækker for at hjælpe sin broder.

Efter endt lærereksamen fra Jelling Seminarium var han en tid lærer i Lundeborg. Her fandt han vej til møderne på Vejstrup Højskole og blev medlem af Vejstrup Skyttekreds. Om søndagen gik han ofte den lange vej frem og tilbage til Ryslinge for at høre pastor Vilhelm Birkedal prædike. Som soldat opholdt han sig 1½ år i København. Han var en hyppig gæst på museer og kunstsamlinger, og han hørte Grundtvig prædike i Vartov Kirke.

Lars Hansen var lærer i Gravvænge i 24 år, og i den tid voksede børnetallet til ca. 50, og det blev nødvendigt med en deling af klassen. Lars Hansen følte imidlertid, at andre måtte gøre dette, og han tog sin afsked i 1895.

Som hans afløser valgte man N.K. Hansen Brøndsted fra Hjemly Friskole. Han stillede som betingelse - og fik gennemført, at der blev bygget til gymnastiksalen. Før da havde børnene været nødt til at bruge skolestuen til tilløb ved springene under gymnastikken.

Allerede under Lars Hansen var der kommet godt gang i aftenskolen og ikke mindst i gymnastikken. Denne udvikling fortsatte mens Brøndsted var lærer, og sognefoged Thorvald Nielsen, som ledede gymnastikken, havde til tider et hold på helt op til 70 mand. I 1919 foretoges der på de unges initiativ en tegning af bidrag til en tilbygning til gymnastiksalen. Tegningerne oversteg alle forventninger, så der blev ikke alene penge til gymnastiksalen, men også til en helt ny skolebygning, som blev indviet den 25. oktober 1919. De følgende år skete der en stadig udvikling af Gravvænge Friskole, og i 1949 var der over 60 elever på skolen.

Som lærer/leder efter Lars Hansen var følgende ansat:

1895-1908: Marie og N.K. Hansen Brøndsted
1908-1916: Marius Olsen
1916-1920: Hjalmar Kristensen
1920-1923: P. Frank
1923-1932: Karl Kjeldsen
1932-1962 Solveig og Ejnar Therkildsen
1962-1964 Erik Larsen
1964-1971 Henny og Otto Jørgensen

Som tidligere nævnt var gymnastikken en stor del af skolens daglige liv. I starten var den meget militært præget, idet delingsførerne som regel var hjemsendte korporaler. På dette område kom Lars Hansen til at yde en banebrydende indsats. Hans indstilling var, at fart og kraft ikke var nok. Formen måtte med. Gennem 1870'erne og 1880'erne stod Gravvænge-kredsen som førende for gymnastikken i Svendborg Amt. Ved amtsskyttefesten i 1880 fremviste Gravvænge-gymnasterne for første gang smidighedsøvelser, en tendens der hurtigt bredte sig til andre kredse. Lars Hansen var i næsten 40 år medlem af amtsskyttekredsens ledelse, ligesom han i mange år var en meget benyttet gymnastikdommer. Det gymnastikarbejde, som Lars Hansen påbegyndte, blev ved hjælp af skiftende delingsførere fortsat helt frem til skolens lukning.

Under Solveig og Ejnar Therkildsens ledelse fik aftenskolen for både unge og ældre et stort opsving. Foruden at arrangere oplæsningsaftener og mødeaftener med fremmede foredragsholdere gjorde Therkildsen i mange år et stort arbejde som instruktør ved dilettantforestillinger.

I 1971 besluttede skolekredsen af lukke skolen på grund af det faldende elevtal. Jubilæum blev det ikke til, men skolen nåede dog at fungere i 100 år.

Litteratur:
Svend Nyholm Sørensen: Gravvænge Friskole gennem 100 år,
Svendborg Avis den 6. august 1991

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

Ellerup Skole blev opført 1764 af stamhusbesidder Scheel til Mullerup. Beboerne i Ellerup og Brænderup havde beklaget sig over, at det var for langt for børnene at søge Gudbjerg Skole, især om vinteren, og de havde privat antaget en skoleholder, som de selv lønnede, medens de samtidig måtte betale til Gudbjerg Skole, der var oprettet 1718. Samtidig med den nye skole i Ellerup blev der oprettet et legat til skoleholderen.

Omkring 1764 hed skoleholderen Hans Bron. I 1797 var det en skoleholder ved navn Nisbye, der virkede, og han havde hvervet indtil 1809.

Ved den store brand i 1808 nedbrændte skolen tillige med kroen og flere gårde og huse.
Imidlertid blev der på samme sted snart bygget en ny skole, der var i brug indtil 1923.
Derefter fungerede den som privat beboelse, Mullerup Hovvej 13, indtil den blev nedrevet omkring 2005.

1809-1827
Lærer Søren Rasmussen - søgte  -  eller fik, sin afsked i 1827 efter en del modgang og besværligheder.

1830-1844
Lærer Chr. Nikolaj Andersen - bestred tilsyneladende embedet til almindelig tilfredshed.

Om skolelærerembedet i Ellerup berettes i 1844 blandt andet:
Skolen har 73 Børn, Distriktet har Hovedgården Mullerup, 30 Gaarde, 37 Huse med Jord og 3 Huse uden Jord. Skolestuen er rummelig og lys, Lærerens Beboelseslejlighed er bekvem, rummelig og anstændig.

 1844-1880 
Lærer Hans Thomsen

1880-1913  
Lærer Frederik M. Jensen

- dimittend fra Skårup Seminarium 1866.
- inden han blev "kaldet til", enelærer" havde han i 11 år, fra 1866-1877, været hjælpelærer for lærer Thomsen. Fra 1877 til 1880 var han enelærer ved Brændeskov Skole.
- hans kone, Josephine Jensen, var ham en trofast medhjælp. Hun underviste i flere år pigerne i håndgerning, og var desuden en god støtte i sang og musik.

Følgende er et uddrag af lærer Jensens minder fra sin lærergerning:
[i]Foruden min Skolegerning har jeg haft Aftenskole for Ungdommen, og i 10 Aar har Gudbjerg og Ellerup haft Ungdomsskole sammen. Der var skiftevis Undervisning i Gudbjerg og Ellerup Skoler. Som Lærere virkede Lærerne i Gudbjerg og Ellerup Skoler og Præsten. Ved Afslutningen var der en Sammenkomst i Forsamlingshuset, hvor Elevernes Forældre og Søskende var indbudt samt paagældende Elevs Husbond eller Madmor, tillige Sogneraad og Skolekommission. Der blev talt af Præsten, Lærerne, og andre havde Lejlighed til at udtale sig, hvorefter Elevernes Arbejder var fremlagt. Dernæst var der fælles Kaffebord, hvorpaa de unge legede et Par Timer.
Jeg har været med i Biblioteksarbejdet og set Bogsamlingen vokse fra nogle faa Bind til en betydelig Samling, der nu har sit eget Lokale i Kommunehuset.
I mange Aar var jeg Leder af Sangforeningen for blandet Kor, og i en Aarrække har jeg som Revisor været knyttet til Gudbjerg Brugsforening samt været medlem af Menighedsraad og Værgeraad.
Da jeg overtog Embedet her 1913, blev Brændsel til Skolen og eget Brug til Dels leveret in natura. Det varede dog ikke længe, før Brændslet blev erstattet med Penge.[/i] 

1913-1947
 Lærer Carl Edvard Damkiær-Nielsen
- dimittend fra Skårup Seminarium 1901
- virkede også som organist i Gudbjerg Kirke

I 1923 blev den nye skolebygning indviet. Arkitekt var Daniel Rasmussen. Den var blevet flyttet uden for byen for at tilgodese eleverne fra husene ved herregården Mullerup.
Samtidig oprettedes et forskolelærerindeembede. Den første lærerinde blev frk. Anna Marie Pedersen, som gik på pension i 1956 efter 33 år.

Den 9. november 1934 visiterede provst Bruun, Hesselager, Ellerup Skole og havde blandt andet følgende bemærkninger:
"Ellerup Skole søges af Landsbyen Ellerup og dens Markers Befolkning samt børnene fra Herregaarden Mullerup. Det er saaledes mest Smaakaarsfolk, hvis Børn maa deltage i en Del Arbejde. Alligevel har der kun været forholdsvis faa Forsømmelser uden lovlig Grund.
Man fandt ikke i denne Skole i noget Fag nogen særlig fremragende Præstation, men heller intet ringe. Det var lykkedes at faa de fleste Børn jævnt godt med, saa de havde naaet det væsentligste af, hvad Landsbyskolen paa hvert Trin bør føre frem til. Der gøres af begge de tiltalende Lærerkræfter et solidt Arbejde".

Skolen havde på det tidspunkt 71 elever fordelt på fire klasser.

I skoleåret 1. april 1946 - 31. marts 1947 blev der i hele Gudbjerg Kommune forsøgsvis indført hverdagsundervisning i tre klasser. På Ellerup Skole besluttedes det efter forsøgsåret at gå tilbage til fireklasset hverandendagsundervisning. Hverdagsundervisningen blev dog som bekendt efterhånden indført på alle skoler i landet.

1948-1951     
Lærer Anton Marius Bruntt

1952-1955
 Lærer Carl Ivar Malling Nielsen

1956-1960
 Lærer Johannes Fog Brøns

 1956-1960 
Forskolelærerinde Elly Brøns

Ellerup Skole lukkede i 1960 samtidig med at den nye centralskole i Gudbjerg blev taget i brug (officielt indviet 12. august 1961). De omkring 70 elever og de to lærere (ægteparret Brøns) blev overflyttet til den nye skole.
Skolen i Ellerup blev solgt året efter lukningen, og i de følgende år fungerede den som plejehjem for voksne udviklingshæmmede ("Elleruphus").

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv 2007

I efteråret 1872 blev pastor Koefoed præst i Hesselager, og med ham begynder Vormark Friskoles historie. Han mente, at det var lidt småt med det åndelige liv på egnen, som var sløvet af fæsteforhold og hoveri til Hesselagergård og Broholm. Det lykkedes ham at finde lokal opbakning til ideen, ikke mindst hos Amalie og Hans Sandbæk. De havde af godsejer Dons på Hesselagergård fået lov til at bygge et lille hus på uopdyrket gadejord i Vormark, og med dels indsamlede dels lånte midler blev der lavet en tilbygning til deres hus. Her startede friskolen i sommeren 1875 med Anders Jørgensen som den første lærer.

I 1881 blev Hanna og Knud Larsen ansat som lærerpar, og de kom til at præge skolen de næste 25 år. Ikke alene børneskolen engagerede de sig i. Hver lørdag aften holdt 20-30 af egnens unge aftenskole, hvor der blev sunget og fortalt fædrelands-, kultur- og litteraturhistorie.
Hanna og Knud Larsen blev i øvrigt bedsteforældre til den senere kendte folketingsmand og svampeprofessor Morten Lange.

I 1908 var skolen blevet for lille, og en ny blev bygget ved vejen mellem Vormark og Hesselager. Den blev senere udbygget over et par gange. I 1929 blev skolen forlænget med et ekstra klasseværelse, og i 1949 kunne man så indvie den længe savnede gymnastiksal, med kælderetage, der blev bygget vinkelret på den tidligere udvidelse.
 
I 1922 fik skolen et nyt lærerpar, Karen og Otto Larsson, som kom til at præge skolen helt frem til 1953 - godt hjulpet af lærerinderne Rigmor Hansen, Ingeborg Kramer, Ingeborg Jensen, Kirsten Højgaard Jensen og Clara Sydel.

Fra midten af 1950'erne blev der i mange kommuner bygget store centralskoler, således også i Hesselager, hvilket betød, at friskolen i Vormark som så mange andre havde svært ved at fastholde elevtallet. I 1965 besluttede skolens bestyrelse at oprette en børnehaveklasse med Hanne Thillerup Rasmussen som lærer - et meget vellykket tiltag, som endnu ikke var etableret i de kommunale skoler. Ordningen fungerede indtil 1971, hvor der blev etableret børnehaveklasse på Hesselager Skole i kommunalt regi.

Litteratur: "Minder fra Vormark Friskole 1875-1925"

På Videnscenterets arkiv i Ollerup findes arkivalier fra Vormark Friskole (arkivfond A 27) bl.a. forhandlingsprotokol 1907 til 1943 og elevfortegnelse 1909-1965.

Se mere på www.videnscenteret.dk

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2007

Tiden efter nederlaget i 1864 var for en stor del præget af mismod og frygt for Danmarks fremtid. Men der var også mange, der så nødvendigheden af at bygge op og vinde indad, hvad udad tabtes.

Således blev der i disse år rundt om i landet oprettet flere højskoler, først og fremmest under påvirkning af Grundtvig, men også af den kendte skolemand Christen Kold. Han havde selv oprettet en højskole i Dalby ved Kerteminde, der i 1862 var flyttet til Dalum ved Odense. Herefter voksede den så eksplosivt, at Kold blev helt betænkelig, for, som han sagde i en samtale med Christen Hansen, Rosagergård i Vejstrup: Jeg kan jo ikke lære hver enkelt at kende, som jeg kunne før.

Christen Hansen fik nu den tanke, at tiden måtte være inde til at oprette endnu en højskole på Fyn, der kan gå hånd i hånd med Kolds. Han talte med sine venner derom, og man enedes om at henvende sig til en ung teolog, C.M. Kragballe, der af biskop Martensen var nægtet præstevielse på grund af en provokerende udtalelse om folkekirken. Og han var villig til at påtage sig opgaven som forstander for den påtænkte skole.
Under stor deltagelse fra bønder og håndværkere på egnen blev der nu opført en højskole på en grund, som Christen Hansen havde givet dertil, og den 7. november 1867 kunne skolen åbnes - med 11 unge karle - et antal, der dog i løbet af vinteren steg til 25. I indbydelsen, som blev udsendt i maj 1867, hedder det bl.a. at skolen vil se at oplyse ungdommen til selvstændigt at handle og tage del som danske statsborgere i et frit land ...Den skal bestandig være og forblive til oplysningens fremme og til, hvad der til enhver tid kan tjene folk og fædreland. Kragballe forlod imidlertid stillingen efter kort tid og  afløstes af en sønderjysk fripræst L.B. Poulsen, der var blevet afsat fra en stilling som præst i sit hjemland, da han havde nægtet at aflægge ed til den nu tyske stat.

Det var imidlertid først i 1869 - med den unge lærer Jens Lund som forstander - at højskolens fremtid blev sikret. Han var den fødte pædagog, og han blev hurtigt kendt som en åndens og ordets tjener, en myndig og karakterfast skikkelse, der turde sætte alt ind for den sag, som havde vundet hans hjerte. Som han selv sagde: Det er ikke givet mig at tale med honning i den ene mundvig og sirup i den anden.

Det varede da heller ikke længe, før den unge forstander var inddraget i politik som en ivrig tilhænger af venstremanden Christen Bergs oprør mod Estrups og højrepartiets magtmisbrug. Han undgik dog enhver politisk påvirkning over for sine elever. Det er sagt om ham, at han næsten aldrig talte direkte, men indirekte, så eleverne fik mulighed for at bruge fantasien og drage deres egne slutninger.

Den nærmeste og nok bedste medhjælper havde Jens Lund i sin højt begavede hustru Sofie f. Laurent. Hun var præstedatter og af fransk æt. Hun var ikke mindre selvstændig og fast i sin overbevisning end sin mand, og hun var altid rede til at følge ham, selv hvor det kunne være risikabelt og kræve ofre. Som lærer ved skolen læste hun danske digterværker og holdt foredrag for eleverne om det danske folks historie.
Sofie Lund blev mor til 13 børn, hvoraf fire døde som små. De ni overlevende børn blev undervist i hjemmet, og Sofie Lund ville gerne lære dem at holde af alt det, som hun selv var glad for. Efter nogen tids pinefuld sygdom døde Sofie Lund i 1909.

Jens Lund fortsatte som leder af højskolen, indtil 1912, hvor han overdrog den til Thøger Dissing, som havde været lærer ved skolen i 24 år. Han vedblev dog at holde foredrag, både for højskolens elever og ved forskellige møder, til kort før sin død i 1922.

Thøger Dissing var født i Erslev på Mors i 1864 som søn af en husmand og havde uddannet sig til højskolelærer på Askov Højskole. Han var en grundig og solid højskolemand med historisk sans og stærk interesse for andelssagen og Grundtvigs skoletanker.

Hans efterfølger, Peder Bukh, har givet ham følgende udsagn: Dissing var arbejdsom indtil det utrolige og energisk tillige. Hans viden var både dybtgående og omfattende, og han var mere grundig og tjenstvillig end de fleste.

Dissing kom imidlertid aldrig i forreste linje blandt højskolefolk og tog ikke del i mere principielle drøftelser. Men der stod respekt om ham blandt kolleger, som da også i høj grad udnyttede hans tjenersind og usædvanlige arbejdsevne.

Alligevel måtte Thøger Dissing opleve, at Vejstrup Højskole i løbet af en vanskelig periode i 1920'erne gik tilbage. I 1927 solgte han den til højskolelærer Peder Bukh, Ollerup, som forsøgte at føre skolen videre, tilligemed at der oprettedes et efterskolehold. Men da elevtilgangen efter tre år stadig var nedadgående, måtte også han give op, i erkendelse af, at der ikke længere var grundlag for at opretholde en højskole i Vejstrup.

Thøger Dissing døde den 5. december 1938, 74 år gammel.  -  Peder Bukh tiltrådte en stilling i Ål ved Vinderup.

Efter 1931 har skolen været drevet som skole for 14-18-årige under navnet Vejstrup Ungdomsskole, og som sådan eksisterer den stadig.

Litteratur:
Holger Begtrup: Det danske Folks Historie i det 19. Aarhundrede, IV - s. 157-164, Gyldendalske Boghandel 1914
Medlemsskrift for Vejstrup Højskoles Elevforening 1917, s. 3-45 og 66-76
Den danske Folkehøjskole gennem 100 Aar, red. Ernst J. Borup og Fred. Nørgaard (s. 242 - 245)
Skandinavisk Bogforlag - Odense 1939
Vejstrup Bogen - Jubilæumsskrift 1868 - 1968

Af Selma Mouritsen, Vejstrup 2007

Ideen til Idrætsskolerne i Oure blev udviklet i midten af 1980'erne af et par mennesker med baggrund i idræt og praktiske erfaringer fra højskoleverdenen.
Initiativtagerne med Poul Fredskilde som talsmand ønskede fra starten af, at skolerne skulle være uafhængige af de store idrætsorganisationer og snævre lokale interesser. Skolernes idegrundlag blev fra starten opfattet som kontroversielt og var medvirkende til, at skolerne mødte massiv modvind i indflydelsesrige og traditionelle kredse.

Initiativtagerne ønskede fra starten at placere skolerne centralt i landet og tæt ved den planlagte storebæltsbro. Storbyerne og ikke mindst hovedstadsområdet havde og har ikke de samme traditioner for benyttelse af de frie skoler som resten af landet - her skulle skolerne satse.

Den første kontakt til en kommune med henblik på placeringen af skolerne blev rettet til Gudme Kommune, som med åbenhed og dristighed kastede sig ud i projektet. Velvilje og hjælpsomhed fra kommunens side var medvirkende til at gøre ideerne til realitet.

Oure Idrætsefterskole startede med det første hold elever i september 1987, men den officielle indvielse fandt først sted den 28. maj 1988. Oure Idrætshøjskole startede i sommeren 1989. Skolerne udviklede sig i de følgende år til at blive de største i landet. Sideløbende med de lange kurser etablerede skolerne en omfattende kursusvirksomhed - bl.a. med de populære og velbesøgte sommerkurser.
Uafhængigheden af organisationer og lokale interesser betød, at skolerne måtte etableres uden et stærkt økonomisk bagland og uden egentlig startkapital. Skolerne var derfor i de første år presset økonomisk og måtte alene overleve i kraft af markedsmekanismerne. Hvert nyt initiativ måtte kunne bære sig selv, ellers var hele projektet i krise.

Skolernes bemærkelsesværdige succes og kontroversielle idrætssyn gav fra starten en massiv mediedækning og gjorde skolerne kendte. Men det betød også, at interne problemer og modsætninger i projektets startfase blev offentligt eje. Dette førte bl.a. til at rigsrevisionen i starten af 1990´erne gennemførte en grundig undersøgelse af hele skoleprojektet, hvor alle sten blev vendt.

Undervisningsministeriet gennemførte sideløbende en række undersøgelser af isaær skolernes korte kurser. Den såkaldte "golfkrig" i midten af 1990'erne handlede om, hvorvidt det var lovligt og rimeligt at lave højskolekurser med golf, sejlads, surf eller ballet som emne, når det i årevis havde været god sædvane at holde kurser i gymnastik, folkedans og sang.

I 1995-96 afsluttedes rigsrevisionsundersøgelsen, som i det store og hele blåstemplede skolerne og godkendte de ledelsesmæssige dispositioner, som var truffet i opbygningsfasen. Samtidig godkendte ministeriet skolernes kursuspolitik. Siden da har skolerne først og fremmest fået positiv og seriøs medieomtale. De interne modsætninger blev samtidig løst, og kræfterne er siden blevet brugt på konsolidering og faglig udvikling.

Fremtidens udfordring består i at placere efterskolerne og højskolerne i det fremtidige uddannelsesbillede. Dette kræver nytænkning og mod - ellers må skoleformen lukke og slukke.
I Oure eksperimenteres med udvikling af reelle og formelle kompetancer, nye idrætsuddannelser og udvikling af korte kurser, der retter sig mod nye brugergrupper.
Det er i lyset af dette, at Idrætsskolerne i august 2003 kunne starte Danmarks Idrætskostgymnasium i de nærliggende bygninger, som tidligere havde huset Vejstrup Pigehjem/Skolehjem og kursuscenteret Vejstruplund.

Kilde: "Mod til fornyelse" - et værdigrundlag for Idræteskolerne i Oure

Henvisning: www.oure.com

Arne Norsk Nielsen
Gudme Lokalhistoriske Arkiv, 2007

Efter Wedels afskedigelse blev Diderik August Holberg konstitueret som forstander d. 8. dec. 1835, og det faldt i hans lod at gennemføre seminariets omdannelse og fornyelse. Samme år var der allerede blevet købt en godt to tdr. land stor huslod, der grænsede op til præstegårdshaven. Året efter blev en ny seminariebygning opført. Det er den, som stadig er hovedbygningen, men de mange love om nye fag i folkeskolen og på seminarierne krævede mange om- og tilbygninger gennem årene. Bygningen blev opført i røde mursten, men kalket gul i 1920.

Ved indvielsen var Fyns guvernør, prins Christian Frederik  -  den senere kong Christian d. 8. til stede. Han havde skænket et basrelief i brændt ler lavet af billedhuggeren H. V. Bissen. Det sidder højt til vejrs, og det er svært at se, hvad det forestiller. Her er forklaringen:

I midten sidder Eusebia, symbolet på den kristne videnskab, omgivet af elever, der spiller på orgel og arbejder med globus og regnebræt. Yderst til venstre ses gymnastikredskaber og helt til højre haveredskaber. De uddannede lærere skulle ikke kun undervise børn, men også være foregangsmænd i havedyrkningens kunst.

Der blev anlagt en meget flot seminariehave, som dengang var et nødvendigt undervisningsmiddel.  Holberg ledede selv dens anlæggelse og underviste senere i havedyrkning. En del af træerne står tilbage endnu. Der blev også anlagt en gymnastikplads med forskellige redskaber til friluftsgymnastik, og i 1841 blev der bygget et gymnastikhus med lerstampet gulv. "Klavreværket" forblev foreløbig udendørs, men flyttedes ind i salen i 1860. I 1839 fik seminariet på Holbergs initiativ en øvelsesskole, idet man overtog den Valckendorfske legatskole, som indeholdt en bolig til kirkens organist og en skolestue. Bygningen kaldtes enten Legatskolen eller Organistskolen. Nu er bygningen privat beboelse.

Seminariekommissionen greb ofte ind i Holbergs arbejde, og han havde ligesom Wedel svært ved at affinde sig med centralstyret. I sine første syv år som forstander måtte han også finde sig i, at Wedel sad i sin præstegård og fulgte ham med opmærksomme øjne. I 1850 tog han sin afsked og gav som begrundelse, at efter sit valg til landstinget kunne han ikke bestride tre arbejdsområder. Han blev derefter præst i Nørre Åby-Indslev og døde i 1883.

I 1851 overtog dr. theol. Jens Christoffer Schurmann dobbeltstillingen som forstander og sognepræst. Professoren, som han kaldtes, gik altid i sort frakke og hvidt halstørklæde, måske for at være et eksempel for"disse formløse bønderknøse og skolelærersønner". I hans tid blev der opført et nyt gymnastikhus med trægulv! Han ledede seminariet i 50 år til sin død i 1891.

Der kunne fortælles mange ting endnu om seminariets historie. Interesserede kan læse videre i seminariets jubilæumsbøger 1803-1903, 1803-1953, 1803-1978 og 200 års-bogen samt i bogen om Skaarup Sogns Historie. Alle bøger findes på arkivet i Skårup.

Af væsentlige ting kan nævnes, at de to embeder blev delt i 1894, og at der opførtes en forstanderbolig i seminariehaven; den har dog i de senere år været brugt til undervisningsformål.

Den 1. nov. 1964 blev de nye bygninger langs Skårup Vestergade taget i brug. Hvor den store P-plads er nu, lå tidligere den helt gamle præstegård fra Wedels tid og senere den nyere hovedbygning fra 1862.

Den 1. januar 2001 blev alle statsseminarier nedlagt for at blive omdannet til selvejende institutioner. Seminariets logo har i mange år været 3 sammenslyngede S`er: Skårup Stats Seminarium. Nu fik seminariet nyt navn: Skårup Seminarium, Svendborg; så kunne det gamle logo bevares.

Seminariet har været gennem mange kriser med trusler om nedlæggelser. I 2007 er det den manglende tilgang af studerende, samt at statens tilskud afhænger af hvor mange, der gennemfører studiet. Lærerjobbet er jo heller ikke mere så attraktivt som tidligere, så måske er tiden ved at rinde ud for Peter August Wedels gamle seminarium  -  Danmarks ældste.

Omtrent på samme tid som Christen Kold i 1851 havde oprettet landets første friskole i Dalby ved Kerteminde, blev der - også i Vejstrup - tænkt tanker om, hvordan der kunne skabes en skole, der egnede sig bedre for børn end den statslige terpeskole. Manden bag disse tanker var bonden Christen Hansen på Rosagergård i Vejstrup. Han havde selv i sin skoletid været genstand for den åndløse udenadslæren, der prægede den undervisning, som var sat i værk med skoleloven af 1814. Og da hans egne børn var ved at nå skolealderen, nagedes han mere og mere af tanken om, at de skulle lide den samme skæbne.
I året 1854 kom Christen Hansen imidlertid på besøg hos den daværende folketingsmand Jens Jensen og hans kone i Trunderup, og de kom til at tale om den modsætning, der var mellem skolen og den undervisning, de kunne ønske for deres børn. De spurgte da, om han ikke havde hørt om Christen Kold, og fortalte så, hvordan han havde hjulpet dem til selv at undervise deres børn. Da slog det ham, at det måske var en udvej, men han troede ikke på, at han kunde det samme selv. Han fortæller videre herom i sin erindringsbog:

"Omtrent et Aars tid efter dette Besøg var jeg en varm Efteraarsdag med min familie til Høstgilde hos min Fader i Kohavegaarden. Vi havde spist og stod udenfor Gaarden og samtalede og ser da, at der ad Vejen til Gaarden kommer en Mand hen imod os. Denne mand præsenterede sig som Kold fra Dalby, og da han havde fortalt om sin børneskole og sin højskole, hvor unge karle kunne komme og uddanne sig til lærer, stod det pludselig klart for Christen Hansen, hvad han kunne gøre. Han havde en ung tjenestekarl, Rasmus Hansen, som ikke alene var højt begavet, men tillige god til at omgås børn. Christen Hansen havde flere gange opfordret ham til at gå på seminarium og blive lærer, men denne opfordring havde karlen afslået med den begrundelse, at han ikke ville ind under statens tyranni. - Nu stod det klart for ham, at Rasmus Hansen skulle på Kolds højskole i Dalby. Han forelagde planen for ham, og dette forslag gik Rasmus med på og var klar til at begynde på skolen d. 1. november 1855.

Samtidig tog Christen Hansen sine børn ud af skolen for selv at undervise dem, indtil Rasmus Hansen kom hjem, og i vinterens løb lod han sit huggehus indrette til skolestue.

D. 3. maj 1856 begyndte Rasmus Hansen at holde skole, foreløbig kun for Christen Hansens tre børn. Men i løbet af sommeren voksede Børnetallet til 10, og efter tre år var det steget til 40.  -  I 1860 blev der bygget en skole med tilhørende lejlighed, hvor Rasmus Hansen kunne holde skole og leve med sin familie, og han fik hurtigt ry som en fortræffelig fortæller. Især forstod han at vække børnenes interesse for de værdier, der findes i de gamle folkesagn.

I foråret 1860 fik han således - efter den lovpligtige eksamen - følgende udsagn af biskop Engelstoft:

Efter anmodning besøgte jeg Friskolen paa Vejstrup Mark ... og fandt, at den saavel efter sin Plan som efter Lærer Rasmus Hansens Lærergaver, Livlighed og Klarhed maa antages paa bedste Maade at ville tilfredsstille de Fordringer, der kan gøres til Almueskolen og i enkelte Retninger overskrider samme...

Rasmus Hansen blev kendt som en meget kundskabsrig mand, som især var godt hjemme i dansk historie og litteratur, ligesom han var dybt fortrolig med Grundtvigs pædagogiske og politiske skrifter. Han havde betydelige evner som skribent og tog ivrigt del i den aktuelle debat i dagblade og tidsskrifter

Mange unge lærere besøgte Rasmus Hansen for at overvære hans undervisning og få del i hans erfaring og viden. Også Kold besøgte ham tit. Jeg gør altid regning på, at jeg får emner til tre-fire foredrag på min skole, hver gang jeg taler med digsagde  han en gang under et besøg hos Rasmus Hansen.

Efter Rasmus Hansens død i 1883 blev Sigvard Hansen lærer ved Vejstrup Friskole. Han var født i Haderslev i 1858 og tog sin læreruddannelse på seminariet i Skårup. Da der imidlertid var stærk uenighed i friskolekredsen om, hvorvidt Sigvard Hansen som eksamineret lærer var den rigtige for deres børn, tog han sin afsked og begyndte en friskole i Oure. Herefter opløstes kredsen i Vejstrup, og de børn, der ikke gik til Oure, fortsatte deres skolegang i Øster Aaby Friskole, der var oprettet i 1878.

Litteratur:

Ankerstrøm, A: Friskolen gennem hundrede Aar, (første bind side 13  -  14), (andet bind side 30-34) og (tredje bind side 72), Nyt Bogforlag Odense, 1946.

"Christen Hansens Erindringer"; i ";Friskolefolk I" - Udgivet af Anders Uhrskov, P. Haase og Søn Kbh, 1931

"Rasmus Hansens Mindebog"Samlet af Morten Eskesen, Konrad Jørgensens Forlag, Kolding, 1883

Kristen A. Lange: Vejstrup Friskole  -  i Den danske Friskole - En historisk skildring, København, 1933

Fra Jubilæumsskriftet Oure Friskole 1884 - 1984 (s.7 - 16): Peder Dissing: Vejstrup Friskole

Svend Aage Nørgaard: Oure Friskoles Historie

Af  Selma Mouritsen, Vejstrup 2007

Den gamle Skole i Åbyskov er den anden skole, der ligger i landsbyen Åbyskov. Af de historiske kilder fra bla. Landsarkivet for Fyn og fra vort eget lokalarkiv i Skårup Sogn, kan vi læse, at den første skole i Åbyskov blev bygget allerede i 1827, som folkeskole for børnene i Åbyskov/Skårupøreområdet.

Området var beboet af bønder og fiskere, ofte var de begge dele.

Skolen var med jord til  -  nogle tønder land, som førstelæreren havde til sin rådighed, der var endvidere en lille stald, hvor der har været plads til et par grise og en hest. Lønnen var ikke høj, så derfor hørte der dette stykke jord til, som førstelæreren kunne dyrke, og dermed supplere sin løn.

I virkeligheden var Åbyskov Skole den eneste folkeskole i kommunen  -  Skårup Skole var nemlig en Statsøvelsesskole for "seminaristerne" fra Skårup Seminarium, hvor de kunne øve sig.

Det betød samtidig, at kommunens udgifter til skolevæsenet ikke var særlig høje i Skårup Kommune.

Den første skole brændte i begyndelsen af 1906, hvordan ilden opstod ved vi ikke. Men allerede i juni 1906 blev der af kommunen bevilget penge til at bygge den nuværende skole, og det har gået stærkt med byggeriet, for det fremgår af kommunens arkiver, at førstelæreren i december 1906 ansøger om og får tilladelse til at lave gymnastik på loftet af skolen: "såfremt gulvet kan holde til det".

Med den nye skole kommer der samtidig en 2.lærerinde, som får bopæl på første sal af skolebygningen.

Derefter er Åbyskov Skole en toklasset skole frem til 1962, hvor førstelærer Majus Hansen bliver pensioneret, men får lov til, sammen med sin hustru, at blive boende i førstelærerboligen indtil han kommer på plejehjem i Skårup engang i 70erne. Fra 1962 bliver Åbyskov Skole en forskole for de mindste klasser med Fru Nielsen som enelærer.

Fru Nielsen bliver den sidste lærer på skolen og Svendborg Kommune beslutter at nedlægge Åbyskov Skole ved skoleårets afslutning i 1972. Børnene bliver alle flyttet til Skårup Skole.

Det skal også med i beretningen om Åbyskov Skole, at den foruden at være skole også fungerede som et kultursted, hvor man afholdt møder af forskellig slags i "den store klasse", hvor der også var skolebibliotek.

Og  -  måske endnu mere overraskende  -  "den store klasse"; fungerede som "kirkerum" en gang om måneden indtil skolen lukkede i 1972.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 var der stor debat i Skårup kommune om, hvor man skulle høre til: Gudme elle Svendborg.

Skårup må have været en forholdsvis velhavende kommune, specielt når man tænker på, at der  -  som nævnt  -  ikke havde været de store udgifter til skolevæsenet.

Undertegnede købte  -  sammen med min hustru Inge Stillinger  -  Åbyskov Skole i slutningen af 1972, og vi har boet der siden.

Vi har forsøgt at bevare så meget af skolen som muligt  -  under hensyn til, at den skulle fungere som bolig for vores familie.

I begyndelsen af september 2006 fejrede vi skolens 100 års jubilæum. Der kom rigtig mange mennesker, som havde gået på skolen, der blev udvekslet billeder og der var gensynsglæde mellem gamle kammerater.

Jeg har tænkt mig at afholde skolens fødselsdag den første lørdag i september fra nu af.

Skulle der være mennesker, som har gået på skolen og som kunne tænke sig at se den igen  -  er de meget velkomne og gerne, hvis de har gamle billeder af skolen eller af elever.