Historien om området Klosterplads er længere end jernbanens. Navnet henfører til munkeordenen af gråbrødre eller franciskanere, der siden 1236 havde et kloster netop her som et af de første i Danmark. Denne munkeorden spredte sig i hele Europa på den tid – og altså også i Danmark, hvor mange større byer fik gråbrødreklostre – blandt andet Odense i 1279.

C. F. Thorins tegning fra 1828 af den imponerende klosterkirke og vestfløjens sydgavl umiddelbart inden nedrivningen samme år. Den gotiske stil ses bl.a. ved de rundbuede døre og de høje, spidsbuede vinduer.

Franciskanerne

Ordenen blev stiftet af Frans af Assisi, der efter sin død blev helgenkåret, og det springende punkt for netop denne munkeorden var et liv i Kristi forbillede med bod og fattigdom som helt centrale elementer. Tanken var, at det primært var de fattige, der skulle hjælpes, og munkene selv måtte ikke have nogen personlig eller fælles ejendom. De skulle tjene ved hændernes arbejde og ved at tigge almisser, hvorfor denne orden også kendes som en af ordenerne af tiggermunke.

Når en sådan tiggermunkeorden kunne anlægge klostre mange steder i Europa, som jo ellers må siges at være yderst bekostelige affærer, skyldes det, at de ofte blev stiftet med højadelige stormænd i ryggen. At de rige på denne måde nærmest blev sponsorer for kirken var nemlig højagtet kristen praksis på dette tidspunkt, som gavnede de riges egen frelse.

KIostret i Svendborg

Klostergrunden i Svendborg lå øst for selve bybebyggelsen og var i grove træk en ubebygget strandeng tæt på Svendborgsund. I 1250 påbegyndtes byggeriet af klosterkirken. Højdeforskelle med de højere vestvendte områder og de lavere og fugtigere østvendte har gjort byggeriet omfattende. Efterfølgende byggedes også en øst- og nordfløj, hvor kirken udgjorde sydfløjen.

Tegning, der viser hele klosterets område i forhold til det nuværende Klosterplads.

En brand før år 1300 bevirkede en større en ombygning, der kulminerede med den gotiske kirke fra midten af 1300-tallet. Inspirationen hentedes fra ordenens tilsvarende kirke i Odense. 

I løbet af 1500-tallet skete der flere ny- og tilbygninger; først med en vestfløj i to etager. Der blev bygget en korsgang, der skabte en passage rundt om området med adgangsveje ind og ud.

Længere mod nord end nordfløjen lå Prior- eller Klostergården. Området syd og vest for kirken var kirkegård og andre dele af klosterområdet har desuden været urtehave og æblegård.

Tiden efter reformationen

Efter reformationen i Danmark i 1536 blev klosteret overladt til Svendborg i 1541. Den nye, reformerte kirke fik lov til at beholde klosterkirken og vestfløjen. Klosterkirken skulle være sognekirke, men fik aldrig tilknyttet et sogn og blev i stedet begravelseskirke. Vestfløjen husede en latinskole frem til 1740, hvor den afløstes af en dansk skole. 

I 1586 stiftede adelskvinden Helvig Hardenberg et hospital i den vestlige nordfløj, som lagde grundstenene til Svendborg Hospital. 

Efter fejlslagne planer om at indrette rådhus og skole i kirkebygningen i starten af 1800-tallet kom dødsstødet med en kongelig resolution fra 1828. Den gav tilladelse til at nedrive kirken og vestfløjen. 

De sidste klosterbygninger blev revet ned i 1875, og vejen var dermed banet for det Klosterplads, som vi kender i dag.

Munkebrønden ved Klosterplads - den sidste synlige rest fra klostertiden. Foto fra midten af 1980'erne.

Kilder:
“Franciskanerklostret i Svendborg” af Hans Krongaard Kristensen, 2023.

Casper Holm, Svendborg Byhistorisk Arkiv, 2026.