På denne side kan du se og klikke dig ind på artiklerne, som, vi har lavet til udstillingen om Svendborgbanens 150-års jubilæum.
Flere artikler er undervejs.
God fornøjelse!
Jacobine Andersen (født Seiersen) drev i en årrække fra 1900-tallets begyndelse og frem til årene efter 1. verdenskrigs afslutning Sydfyenske Jernbaners Restaurant på Svendborg Banegård. Jacobine var dog ikke indfødt svendborgenser, men hendes virke og familie har alligevel sat sig spor i Svendborg.
Det er lykkedes os at grave et omrids af hendes livsforløb frem fra vores egne gemmer samt i kirkebøger og folketællinger fra hele landet.
Jacobine Andersen (nummer fem fra højre) poserer stolt med det øvrige personale i køkkenet på Sydfyenske Jernbaners Restaurant i banegården i Svendborg omkring år 1900.
Et liv begynder og arbejdet kalder
Jacobine bliver født i 1860 i Nykøbing Mors som datter af karetmager Jens Christian Seiersen og Nielsine Kirstine Marie. Hun er en del af en større søskendeflok med både brødre og i hvert fald en søster.
Fra en folketælling fra 1880 kan vi se, at hun bor i Horsens i Nørregade 13 sammen med - antageligt - hendes tre brødre, Martin, Poul og Anton Seiersen, samt en kvinde, Ane Sørensen.
På dette tidspunkt arbejder Jacobine som “butiksjomfru”, så allerede som 20-årig er hun ved at slå ind på den næringsvej, som hun senere udvikler som restauratrice.
Butiksjomfru kan oversættes med ekspeditrice, så det har været et job med meget kundekontakt. Og det er en erfaring, det har været værdifuldt at have i restaurationen på den travle og menneskefyldte banegård.
De efterfølgende fem år må have været omvæltende, for i 1885 beretter endnu en folketælling, at hun nu bor i København Ø i ejendommen Havnegade 45-47 på 1. sal.
Hun bor hos familien Treintel, og hendes erhverv er beskrevet som “kogejomfru”. Ydermere står husfaderen, Heinrich Ludvig Treintel, anført som “restaurateur”.
Jacobines stilling som kogejomfru betyder, at hun har forestået madlavningen i hjemmet. Men det virker også sandsynligt, at hun kan have prøvet kræfter med madlavningen i familiens restauration.
De kompetencer og ikke mindst referencer, hun herigennem har fået, har uden tvivl haft afgørende betydning for, at hun senere har kunnet overtage jernbanerestauranten i Svendborg.
Lykke og tragedie
Næste livstegn fra Jacobine er fra knap ti år senere, og det er et lykkeligt et af slagsen. For i 1894 bliver hun gift med “detaillist” (engros- eller detailhandler) Søren Andersen, og to år senere i 1896 bliver de forældre til sønnen Axel Bastholm Andersen.
Fra kirkebogen kan vi ydermere se, at den lille familie nu er bosat i Aalborg i Danmarksgade nr. 70.
Året efter Axels fødsel rammer tragedien dog voldsomt, for i 1897 dør Søren. Jacobine er nu ladt tilbage som enke i en alder af 37 år og med et lille barn, der skal forsørges.
Tragedien på trods formår Jacobine at blive indehaver og restauratrice på Sydfyenske Jernbaners restaurant i de efterfølgende år.
Det lader til, at det – udover arbejde – også er af familiære grunde, at hun søger mod Svendborg. For hendes bror, Poul Bringjolvi Seiersen, har boet i Svendborg siden 1884 og ejer på et tidspunkt en sodavandsfabrik ved navn "Wilhelmskilde i byen.
Også hendes søster, Maren, der er modehandlerinde, er flyttet til Svendborg.
På skovtur i Høje Bøge. Det er Jacobine til venstre og hendes søster, Maren, til højre. Axel står yderst til højre, og manden til venstre er ukendt. Måske det er broderen Poul?
Tiden i Svendborg
I 1906 bor Jacobine og Axel i Møllergade 20, og her bliver de boende indtil 1911. I 1908 køber Jacobine husgrunden til Christiansvej 17, og i 1911 får hun bygget en villa her, som får navnet ”Villa Bokaj”. Axel arver senere villaen, efter han har stiftet familie.
Jacobine og Axel ved indgangen til Villa Bokaj, Christiansvej 17, huset med tårnet. Omtrentligt fotograferet i år 1914.
Jacobines virke i restaurationen kan vi føre frem til 1914, hvorefter hun ikke længere fremgår som indehaver. Men restaurationen fortsætter, for allerede året efter søges der en dreng til perronsalg til Sydfyenske Jernbaners Restaurant.
Om Jacobine fortsat har tilknytning til restaurationen – og om hun i det hele taget fortsætter med at arbejde – har vi ingen viden om.
I folketællingen fra 1916 er Jacobines erhverv angivet som ”formue”, så det tyder på, at hun nu kan leve af den formue, som hun har opbygget efter et langt arbejdsliv. Og den må være anselig, eftersom hun har råd til at købe husgrunden og bebygge den med Villa Bokaj.
Sammen med Jacobine bor der også en enlig kvinde med to børn, så det kan tænkes, at Jacobine på denne måde har en udlejningsindtægt. Måske har det ligget Jacobine på sinde, at hjælpe andre kvinder i samme situation som hende selv med en afdød ægtemand og børn, der skal forsørges?
I 1921 optræder hendes føromtalte bror, Poul, også på adressen, og i 1925 bor Jacobine sammen med to familier, hvoraf den ene er Axel med sin hustru, Ruth, og deres etårige datter, Åse.
Den 14. februar 1929 dør Jacobine i en alder af 68 år af en uspecificeret hjernebetændelse efter 14 dages sygdom.
Hendes søskende Maren og Poul bliver boende i Svendborg frem til deres død i henholdsvis 1936 og 1937.
Axel og familien bliver ligeledes boende i Svendborg, hvor han fortsætter sit virke som revisor.
Det er Åse, der i 1980 giver Svendborg Museum og Svendborg Byhistoriske Arkiv det billedmateriale, som denne artikel bygger på.
Der serveres i haven ved banegården. Jacobine står lige i midten af billedet med personalet fra Sydfyenske Jernbaners Restaurant omkring år 1900.
Casper Holm, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2026.
Forhistorien
Jernbanen kom til Fyn i 1865, hvor det første tog kørte fra Nyborg over Odense til Middelfart. Banen var et led i jernbaneloven af 1861, som fastlagde hovedbanenettet vest for Storebælt. Efter åbningen af den fynske hovedbane, ønskede mange, at der også skulle anlægges sidebaner med forbindelse til Fyns øvrige købstæder.
Det var naturligt, at Svendborg skulle være endepunkt for den første fynske sidebane. På den tid havde byen omkring 6400 indbyggere. For den tid en relativ stor by med gode dampskibsforbindelser til flere byer. Men forbindelserne over land var besværlige. Med diligence var der 1 dobbelttur om dagen til hhv. Odense og Nyborg. Turen til Odense tog 5 timer, så der var absolut behov for forbedringer.
Svendborg banegård en sommerdag i 1907.Da de første tanker om en jernbane til Odense opstod, var man dog i Svendborg ret så tøvende. Mange mente, at Odense ville vokse sig større på Svendborgs bekostning, ja måske endda helt opsluge Svendborg.
Lokalt var der også diskussioner om linjeføringen. Det var oplagt med en bane direkte mellem Svendborg og Odense. Men et andet forslag var, at banen skulle tilsluttes den fynske hovedbane ved Ullerslev midt mellem Odense og Nyborg. Som bekendt sejrede fortalerne for den direkte linje til Odense
Anlæggelsen af landets hovedbanelinje var en stor belastning for statskassen. Så for at få gang i udbygningen af jernbanenettet besluttede ministeriet Holstein-Holsteinborg (1870-1874) at overlade anlæggelsen af sidebanelinjerne til private aktører, dog med en vis statslig medfinansiering. Beslutningen blev udmøntet i en lov af 23. maj. 1873 om ’Koncession paa Anlæg og Benyttelse af forskjellige Sidebaner til de jydsk-fyenske Statsbaner’.
I Svendborg og Odense satte loven arbejdet i gang med af skaffe den nødvendige anlægskapital. Der skulle også oprettes en arbejdsgruppe, som kunne stå for overdragelse af koncessionen til en privat entrepenør. Arbejdet blev lagt i hænderne på et udvalg på 5 personer, der havde engageret sig i jernbanesagen, heriblandt baron Bille-Brahe til Egeskov og apoteker Lohtze fra Odense. Til undersøgelse af de tekniske forhold fik udvalget hjælp fra lederen af Statsbanernes banetjeneste på Fyn, ingeniør S.B.V. Dyhr, der efter en rekognoscering af Odense-Svendborg-linjen i juli 1873, udarbejdede et økonomisk overslag på 1.400.000 rigsdaler. Udvalget mente, at beløbet kunne finansieres ved prioritetslån (500.000 rd) og en aktiekapital fra kommuner og private (450.000 rd), samt ved den statslige medfinansiering på restbeløbet (450.000 rd).
Aktie fra Sydfyenske Jernbane. Af en påtegning på bagsiden fremgår det, at aktien har tilhørt Enkefrue Marie Hansen, Svendborg.Vigtig for banens finansiering var den private aktietegning til et beløb af 250.000 rd. Udvalget fastslog derfor på lokale møder i april 1874, at det kun ville fortsætte sit arbejde, hvis dette beløb var sikret inden den 12. maj. Det lykkedes, og man indsendte et andragende om koncession på banen Odense-Svendborg. Ministeriet så velvilligt på sagen, og allerede den 20. maj underskrev kongen koncessionen, der udover diverse kontrolforanstaltninger indeholdt en bestemmelse om, at banen skulle stå færdig inden for tre år. Derefter indkaldte baneudvalget til stiftende generalforsamling for selskabet ”Det Sydfyenske Jernbaneselskab” med det formål ”at anlægge og drive den i ’Consessionen af 20. Maj 1874’ omhandlende Jernbane fra Odense over Kværndrup til Svendborg”. Til at forestå anlæggelsesarbejdet ansatte man baneingeniør Dyhr, der jo qua sin forudgående rekognoscering af strækningen allerede var fortrolig med opgaven.
Anlægsarbejdet
Efter generalforsamlingen startede det egentlige arbejde med projektering og anlæg. Der var en del uenighed om banens indføring i Svendborg. Resultatet blev dog, at banen førtes ind i byen med station på Klosterplads. Dette medførte, at borgerskolen fra 1831 blev revet ned, og at både Skattergade og Brogade blev overskåret af banen, hvilket betød, at en del huse måtte rives ned for at sikre togenes gennemkørsel fra og til stationen.
På alle fronter, projektering, linjeføring og licitationer, blev der arbejdet så hurtigt, at selve anlægsarbejdet allerede kunne sættes i gang ved juletid 1874. Jordarbejdet var omfangsrigt. Terrænforholdene krævede på visse steder store afgravninger, på andre steder betydelige opfyldninger. F.eks. var det nødvendigt at påfylde 43.000 m2 jord på stationspladsen i Svendborg. Mens der modsat skulle afgraves en stor mængde jord ved anlæggelsen af viadukten ved Sct. Jørgens.
Viadukten ved Sankt Jørgensvej og Brydegårdsvej omkring år 1910.
Der skulle altså flyttes store jordmasser, inden skinnerne kunne lægges. Arbejdsstyrken bestod af sjak af såkaldte ”jernbanebørster”, som udelukkende brugte hakker, skovle og tipvogne. Arbejdet blev udført så effektivt, at den samlede byggetid for banen kun var på 2 år. Imponerende var også, at det kunne gøres uden at overskride det oprindelige budget, hvilket i høj grad skyldtes den erfarne og dygtige ingeniør Dyhr.
Den store gennemskæring ved Kirkebyskoven under udgravning i sommeren 1875. 30-40 mand er i arbejde med hakker og skovle. Gravemaskiner dukkede først op i Danmark 15-20 år efter Svendborgbanens anlæggelse.
Indvielsen
Banen skulle naturligvis indvies med manér. Det skete den 10. juli 1876, hvor det første tog fyldt med indbudte gæster med indenrigsminister Skeel i spidsen afgik kl. 9 fra Odense mod Svendborg. På stationen i Svendborg stod byens og omegnens honoratiores og – i behørig afstand – byens småborgerskab og bød med hurraråb ”den hvinende damphest” velkommen til byen.
Svendborg Banegård med Sydfyenske Jernbaners første tog den 10. juli 1876.
Efter en kort frokost på Wandalls Hotel for de indbudte gæster afgik festtoget til Odense. Toget gjorde holdt ved alle stationer, hvor det blev mødt med taler og sange. Dagen sluttede med en festmiddag i frimurerlogen i Odense. De indbudte gæster indtog en omfattende en menu på 6 retter med tilhørende vine. Under middagen blev der holdt en lang række taler og udbragt skåler, hvor man hyldede jernbaneudvalget, regeringen, kongen og hinanden. Efterhånden som aftenen skred frem, blev stemningen ret så løftet. Heldigvis var hjemtransporten for gæsterne sydfra sikret med et særtog, som afgik kl. 22 til Svendborg.
Illustreret Tidende rapporterede fra indvielsen af Odense Svendborg Banen med en tegning af deltagerne i festmiddagen i frimurerlogen i Odense.
Næste dag var de mange aktionærer indbudt til en tur med banen. De talte mere end 700 personer, og det var et stort antal for en privatbane. Det var næsten udelukkende fynboer fra alle dele af samfundet, som have investeret i de 200 kr., som var prisen for en enkelt aktie, et på den tid stort beløb for en almindelig indkomst.
Efter at have tilgodeset notabiliteter og aktionærer åbnede Svendborgbanen så for den almindelige trafik. Det skete den 12. juli 1876, som herefter er blevet anset for banens egentlige åbningsdag. Det faldt sammen med Sct. Knuds markedsdag i Odense, og folk strømmede til i så stort tal, at alt materiel, også godsvogne, blev taget i brug til transport af de mange passagerer. Da aftenens sidste tog kørte ind på stationen i Svendborg, havde 5500 personer - vel nok i mange tilfælde - været på deres livs første togtur.
Birgit M. Rasmussen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2026.
Kilder:
Lars Viinholt-Nielsen: Odense-Svendborgbanen 1876-1976. Odense Universitetsforlag 1976.
40 år med DSB
Gunnar Clausen (1930-2012) kom til Svendborg Banegård i 1967 som overkontrollør og blev i 1972 udnævnt til stationsforstander. Senere blev titlen stationsleder, og den beholdt Gunnar Clausen til sin pensionering i 1990. Hans efterfølger fik titlen stationschef.
Gunnar Clausen vil af mange huskes som det, man fra jernbanernes anlæggelse forbandt med en stationsforstander. Det var f.eks. ham, der med det såkaldte “spejlæg” sendte hvert eneste tog afsted fra Svendborg mod Odense. Siden overtog automatikken den tjans, og opgaverne for en leder på de enkelte stationer blev færre og færre.
Gunnar Clausen var den sidste, der sendte toget afsted med et vink med “spejlægget”. Foto Svendborg Byhistoriske Arkiv.
Svendborg Banegård blev nedgraderet til station, da DSB solgte rangererarealerne.
Gunnar Clausen trådte som 16-årlig i DSB´s tjeneste. Den unge mand fra Avnbøl ved Graasten fik elevplads ved Sdr. Onsild Station på den østjyske længdebane. Senere var han elev i Vejle. Efterfølgende var han ansat i Padborg, Nr. Aaby, Fredericia og Nyborg, inden han kom til Svendborg.
Ved sin afsked i november 1990 sagde han til Fyns Amts Avis med overbevisning i stemmen, at DSB havde været en god arbejdsplads i alle årene:
“Til tider har det også været en hård arbejdsplads. Jeg tror nok, jeg har fået de fleste ubehagelige oplevelser med, isvintre på Storebælt, tog der er kørt ad sporet, og folk der er kørt ned. Men jeg har aldrig haft lejlighed til at fortryde, at jeg valgte DSB”, sagde Gunnar Clausen.
Da han i 1967 kom til Svendborg, blev den mellem kolleger betragtet som et af banens “husmandssteder”. Det var endestationen på Fyn, hvor man stadig havde tid til at holde toget et par minutter, hvis fru Jensen var på vej på cykel. Den var jo aldrig gået på banegården i København.
Gunnar Clausen betragtede Svendborgbanen som en af DSB´s bedste sidebaner, måske ikke når der ses på passagertallet og godsmængder:
“Folk har et tæt forhold til banen. Det er vores jernbane, føler de”, sagde Gunnar Clausen.
Han var en af DSB´s yngste trafikelever, hvilket var helt uhørt:
“Jeg var kun en grøn dreng”, sagde han. Og mindes de første år, da systemet var stift og bureaukratisk:
“Det var dengang, da jernbanen blev kørt for jernbanernes skyld, og hvor “generalerne” virkelig var generaler, mens yngstemand uden forstand på noget som helst blev sat til at tage sig af kunderne.
Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag er bøtten vendt, nu er det de bedst uddannede, der er med i første række, i sandhedens øjeblik, når vi møder kunderne”, sagde Gunnar Clausen.
Han var 60 år, da han trådte ud af DSB´s tjeneste og gik i gang med en aktiv pensionisttilværelse. På programmet stod cykelture, flere i udlandet. Gunnar Clausen var også sejlsportsmand og medlem af bestyrelsen for Svendborg Amatør Sejlklub. I de mere stille stunder læste han meget om arkæologi, som han studerede på nærmeste hold, bl.a. i Grækenland.
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2026
Svendborghistorie.dk har i 2025 gennemgået en stor opdatering takket være støtten fra SEAF - Sydfyns Elforsynings Almennyttige Fond.
Grubbemøllevej 13, 5700 Svendborg -
