Walsteds Baadeværft - kendt i hele verden
“Walsteds Bådeværft beskæftiger sig med nybygning, renovering og reparation af både. Siden 1949 har kvalitet og godt håndværk været værftets kendetegn.”
Disse ord er de første, læseren af værftets hjemmeside møder her i 2023. Det er ikke ren reklamegas, hvilket ejere af lystfartøjer over hele verden vil skrive under på.
På værftet i Gambøt på Thurø kæles der for selv den mindste detalje, og arbejdet er ikke færdigt, før det er mere end godt nok. Nemlig perfekt.
Værftets grundlægger, Aage Walsted (1922-2013), var født i Bolderslev ved Aabenraa. Tidligt besluttede han sig for, at han ville være bådebygger. En læreplads var ikke muligt at få på hjemegnen. Han måtte derfor gå i lære på en møbelfabrik. Efter befrielsen kom Aage Walsted i lære på hos Henry Rasmussen, der havde overtaget Webers værft i Gl. Hestehauge. Med et svendebrev som møbelsnedker i lommen kunne han nøjes med tre års læretid.
Det var Henry Rasmussen, der åbnede Walsteds øjne for vigtigheden af, at selv den mindste detalje udføres med den største omhu.
I 1949 blev værftet solgt og omdannet til karrosserifabrik. Aage Walsted besluttede da at blive selvstændig. Han købte den plads ved indsejlingen til Thurøbund, hvor A. Walsteds Baadeværft fortsat ligger.
Ved 40 års jubilæet i oktober 1989 fortalte Aage Walsted til Fyns Amts Avis om starten:
“Indtil 1922 havde der på pladsen været skibsværft og derefter til 1935 kulplads. Det var nærmest en losseplads, jeg overtog, men vi fik sat skik på det. Vi begyndte med at bygge tre juniorjoller til folk i Svendborg.”
Allerede i 1989 var det slut med at bygge lystfartøjer fra bunden af. Værftet modtager nu et tomt skrog i plast eller alminium. Og foretager den kendte kvalitets aptering i træ. Der tilbydes vinteropbevaring og forårsklargøring af både.
Aage Walsted var ikke vildt begejstret for både af plast, men erkendte, at man ikke kan gå mod udviklingen. Han fastholdt overfor avisen, at den bedste båd er en træbåd. Han var dog fuld bevidst om, at det var dyrt at bygge både af træ, og at mange var bange for vedligeholdelsen.
I midten af 1970`erne begyndte Walsted at seriefremstille en båd af glasfiber. Den fik betegnelsen Thurø 33 og var tegnet af Peter og Niels Roos i samarbejde med Aage Walsted. Skroget blev støbt hos LM i Lunderskov. Det hedder sig, at der blev brugt 1600 timer på apeteringen. Kvalitet og pris var og derefter. Til gengæld fik ejeren ikke kun en sejlbåd og også et møbel. Der blev fremstillet 32 af typen i årene fra 1975 til 1986. Alle sejler den dag i dag, og der er dannet en Thurø 33 Klubben, der holder stævner m.v. Thurø 33 regnes for en kultbåd.
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1955 Walsted at komme ind på det amerikanske marked. Det var dansk-amerikaneren K. Aage Nielsen i Boston, der åbnede porten. Han skrev til Walsted om denne ville give et tilbud på bygningen af en havkrydser efter Nielsens tegning. Det gik i orden og fartøjet på 36 fod på 10 tons og hjælpemotor vakte vild jubel i staterne. Der indløb ordre på adskillige typer og størrelser både efter K. Aage Nielsens tegninger.
I 1990 blev A. Walsteds Baadeværft overdraget til søskendeparret Sonja og Thorvald Walsted. Lige ind til 2007 kom deres far, Aage Walsted, på værftet, så han på sin rolige måde kunne øse af sine erfaringer, indtil han det år som 85 årig gik på pension.
Mens Sonja Walsted tager sig af salgsarbejde og det administrative var det Thorvald Walsted (1946-2020), der førte faderens traditioner videre med at hæge om håndværket og dermed holde kvaliteten i top. Thorvald Walsted blev i 1969 udlært bådebygger hos Molich i Hundested. Han arbejdede i en periode på et bådeværft i Maine, USA, for at dygtiggøre sig, inden han vendte hjem til Gambøt.
I 2018 købte endnu en Walsted værftet, nemlig lillesøster Bettina. Af de regnskabsresultater, der af til offentliggøres, tyder meget på, at A. Walsteds Baadeværft er i god gænge.
Virksomheden har i alle årene været en arbejdsplads for mellem 20 og 30 medarbejdere. De fleste løber sådan lige af plads og runde jubilæer er ikke usædvanligt i Gambøt.
Kilder Fyns Amts Avis, Berlingske Aftenavis og Thurø 33 Klubben
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2023