langes jernstoberi2Jernstøberiet L. Lange & Co. blev grundlagt i 1850 af Lars Lange, der oprindelig var sønderjyde, men som via Assens endte i Svendborg, hvor han sammen med sin bror og svoger startede jernstøberiet.

Virksomheden eksisterede i 134 år og blev ledet af fire generationer af slægten Lange, der på mange måder satte deres præg på byen.

I starten producerede virksomheden kakkelovne efter tysk forbillede, men omkring 1900 går man mere og mere over til at producere såkaldte stilovne, hvor kunstnere, designere og arkitekter er med til at sætte deres præg på produkterne. Men samtidig var det vigtigt for virksomheden at sørge for, at produkterne var håndværksmæssigt og æstetisk i orden, og ikke mindst, at ovnene havde en god brændselsøkonomi.

Siden begyndte man produktionen af komfurer og olieovne, ligesom man hele tiden producerede en masse andet støbegods, såsom staldvinduer, landbrugsmaskiner og kloakdæksler, ved siden af produktionen af ovne.

langes jernstoberi1 lilleI slutningen af 1970'erne stod det klart, at det ikke længere var rentabelt at producere jernovne på virksomheden, hvorfor man i 1984 indstillede produktionen.

Fjerde generation i ledelsen, Walther Lange, havde dog i årene forinden sørget for, at mange af støberiets ovne blev gemt så de kunne bruges til udstillingsformål. Derfor skænkede han samlingen af ovne til Svendborg Museum, der i 1987 kunne åbne et museum med de gamle ovne i den gamle administrationsbygning i Vestergade. Museet lukkede i 2005.

Gå til toppen