Lige nord for Svendborg - på vej ud ad Nyborgvej - passerer man et af Danmarks største voldsteder, Ørkild Slot, som hæver sig mellem Trappebæk og Kobberbæk.
For lægmanden kræver det dog fantasi, når man i bøgebevoksningen skal kunne udskille en kæmpe borgbanke, til hvilken der i middelalderen kun var adgang fra nord hen over fire imponerende, tørre halsgrave - adskilt af uregelmæssige volddrag - forborge.
Men i juli 1534, midt under den blodige borgerkrig kaldet Grevens Fejde, påkaldte borgen sig hele egnens opmærksomhed: Slottet stod i flammer. Svendborgs borgere med borgmester Hans Skriver i spidsen fik udløsning for årtiers opsamlet harme og had til den daværende slotsherre: Odensebispen, der havde slottet som len fra kongen.
Fra Ørkild havde bispen udnyttet stedets strategiske placering og tiltaget sig en del af den givtige Østersøhandel, som oprindelig skulle gå over Svendborg. I ly af borgen opstod et lille samfund med blandt andet 20 købmandsgårde, og fra 1413 hed det om disse, at de "brugte ulovlige havne og sejlads" til stor skade for købstadens beboere og selv udførte, hvad de havde at sælge, for rede penge til de tyske købstæder i stedet for, "som de af Arilds tid plejer, at føre det til deres rette akseltorv i Svendborg." Tilmed drog de rundt om i landet og gjorde borgerne forkøb ved at opkøbe øksne, køer, korn, honning, smør og andre handelsvarer hos bønderne. De besørgede eksporten på deres fartøjer og vendte siden tilbage og drev landprang med de varer, de havde tilbyttet sig. Og disse ulovligheder fandt sted med bispernes viden og under deres beskyttelse. Der var jo store formuer at tjene på den driftige handel over Østersøen i disse århundreder. Hver gang Svendborg klagede, fulgte kongerne klagerne og forbød under trussel om konfiskation den påklagede trafik. Det syntes ikke at have været nogen let sag at få forbudet respekteret.
Derfor traf borgerne den skæbnesvangre beslutning: Borgen blev afbrændt. Samme lod syntes også at have ramt bebyggelsen neden for Ørkild - handelskonkurrenten - og værst af alt Odense bispestols arkiv. Så det var i flere henseender et stykke Danmarkshistorie, der her forsvandt for eftertiden.
Allerede året efter indhentedes Svendborg af sejrherren fra Øksnebjerg ved Assens, feltherren Johan Rantzau. Trods angrende borgere hjalp ingen kære mor. Den velhavende by blev overladt til de sejrsberuste lejetropper, der fik overladt byen til plyndring - hvilket skete særdeles effektivt.
Dele af den blev ødelagt, byens vold og grav blev sløjfet, og Svendborg nåede aldrig den position, den havde indtaget i middelalderens Østersøhandel, selv om den langsomt kom på fode igen.
Ørkild Slot var dog for stedse ophørt med at eksistere. Derimod fortsatte borgens øverste og nederste vandmølle med at kværne - velsagtens fordi byens borgere kunne anvende dem. Nok var borgen brændt - men langt hen mod vor tid havde Svendborg her et udmærket stenbrud, hvilket resulterede i, at der i dag bogstavelig talt ikke er sten tilbage. Genbrugstanken var endnu mere udbredt end i vore dage.
Efterhånden som stenene forsvandt, blev stedet overtaget af skattegravere. Allerede i midten af det 18. århundrede søgte borgere fra Svendborg efter den sagnagtige kobberport på hovedbanken. Naturligvis fandt de intet, men efterlod katastrofale kratere, især i den østlige del.
I 1885 stiftedes en lokal turistforening med det formål at gøre Ørkild til en turistattraktion. Der blev også gravet i 1887 med Nationalmuseets velsignelse, men desværre undlod man at nedfælde så meget som én sætning om undersøgelsens resultater.
Vi besidder blot et par tegninger uden forklaring - men hvor vi kan se, at det var særdeles omfattende arkæologiske undersøgelser.
Kronen på værket blev et regulært lystanlæg på borgbanken med et system af slyngede stier, der ledte den besøgende rundt mellem de afdækkede ruinlevn, og midt på hovedborgen opbyggedes en udsigtshøj, på hvis top en halvcirkel af "naturgrensbænke" omsattes med seks elmetræer, som indtil for nylig har dannet rammen omkring mange romancer...
Ved samme lejlighed tilplantedes hele området med bøgeskov, der ganske slørede et af vore største borganlæg. Desværre blev hverken lystanlæg eller ruinpark passet i de kommende år, men i 1941, da man var på udkig efter egnede emner til beskæftigelsesprojekter, faldt øjnene uheldigvis atter på Ørkild - og der blev lagt 20 søgegrøfter efter Nationalmuseets anvisninger - helt uden museets overvågen - og historien gentog sig.
På den baggrund vil man forstå, at vor største borgforsker Vilhelm la Cour i 1972 kunne notere i sit værk "Danske Borganlæg", at Ørkild kan kaldes et skoleeksempel på, hvorledes et af landets mest betydningsfulde mindesmærker fra vor middelalder ikke må behandles.
Det var med mesterens ord i baghovedet, at Svendborg & Omegns Museum i 1978, 1980 og 1993 foretog soignering og prøvegravninger. Det videnskabelige resultat var overvældende.
Nu kan vi se, at borganlægget med alle forværker er endnu større i udstrækning, end vi hidtil har troet. På nord- og sydsiden har vi tømt den yderste afgrænsende spidsgrav - hvor det har kunnet lade sig gøre. En større losseplads ved den formodede - og eneste - indgang fra nord har hindret os i at afklare adgangsforholdene indtil videre. Men allerede nu er tusindvis af kubikmeter slam fra mølledammen og affald fra kolonihaverne fjernet, således at den besøgende får et bedre indtryk af det imponerende jordvirke.
Også de sørgelige rester af lysthuset på den opkastede jordhøj på hovedborgbanken er fjernet ligesom mange af de for længst hugstmodne bøgetræer. Og i over ti år har græssende får holdt den kraftige vegetation nede. Det ser ud til, at svendborgenserne og fårene nu kan enes om bevaringen af Ørkild - Valdemar den Stores fantastiske bygningsværk.