Der er blevet diskuteret broer på Sydfyn i mere end hundrede år. I fagbladet Ingeniøren kunne man den 17. august 1895 læse et - med vor tids øjne - ret fantastisk forslag. Det kan vel nærmest kaldes Storm P-agtigt.
Et konsortium, repræsenteret lokalt ved fabrikant Jens Lange (fra firmaet Lange & Co. i Svendborg) havde planer om at bygge en jernbanelinje, der skulle forbinde Fyn med Langeland. Jernbanevognene skulle transporteres over vand på de såkaldte "arnodinske hængefærgebroer".
Princippet i disse hængefærgebroer var, at man byggede en hængebro højt beliggende over vandspejlet, uden en egentlig brobane. Hængebroen skulle placeres meget højt oppe af hensyn til gennemsejlingshøjden og skibsmasterne. Transporten skete på færgeplatforme med dimensioner på ni gange femten meter. De hang i ståltove, som blev bragt i bevægelse ved hjælp af mekaniske anordninger tilpasset de lokale forhold. Overfartstiden var under et minut. Til gengæld tog rangeringen af togvognene ti minutter.
Jernbanelinjen skulle udgå fra Svendborg Station og gå via dæmning og hængebro til Vindeby og fortsætte gennem Troense, Bregninge og Bjerreby. Dernæst via dæmning til Siø og videre med en ny hængebro til Rudkøbing. En eventuel forlængelse skulle gå mod øst til Spodsbjerg og videre med dampfærge til Lolland. Fortsættelsen mod syd skulle gå gennem Lindelse og via en dæmning ved Ristinge og en bevægelig bro over sejlrenden slutte i Marstal på Ærø.
I vore dage kan man undre sig over denne fantastiske plan. Man skal imidlertid huske på, at befolkningstallet på Ærø, Langeland og Tåsinge dengang var på mere end 40.000 mennesker, og at al kommunikation og trafik mellem de tre øer foregik ved hjælp af større eller mindre dampskibe. Om vinteren kunne sejladsen ligge stille i månedsvis på grund af tilfrosne farvande.
Det er forståeligt, at moderne og fremsynede mennesker begyndte at udtænke planer for at forbedre disse forhold. Men, som bekendt, blev det ikke til noget. Der kom aldrig jernbanespor på Tåsinge.