cederberg”Han fik det halve af Fyn til at blomstre”

Sådan lød overskriften til nekrologen over havebrugskonsulent Sture Cederberg, Svendborg, da han døde i december 2008. Den kunne ikke være mere sand.

I 1987 trak Cederberg sig tilbage efter 41 års virke for Østifternes Haveselskab i det gamle Svendborg Amt.

Ved sit 40 års jubliæum sagde Sture Cederberg: - Det har været et godt liv, en lykkelig tilværelse og ingen har nogensinde hørt mig klage.

Cederberg var også leverandør af råd om haver til det ganske land. Venstre Pressens Bureau udsendte to gange om ugen en artikel fra hans hånd, og de blev bragt i nogen nær samtlige venstreaviser i Danmark. Den opgave optog han sig i over 30 år.

Sture Cederberg var utrættelig i sin bestræbelser på at få havefolket til at få det mest mulige ud af deres jordlod – til nytte, til pryd og til begge dele.

Han arrangerede busrejser til berømte europæiske haver og store udstillinger. De rejsende havde i Cederberg en guide med en uudtømmelig viden.

I sommerhalvåret brugte han stort set alle ugens dage til havevandringer og udflugter. Efterår og vinter stod der foredrag på Cederbergs arbejdsprogram. Foråret gik med konsulent besøg hos haveejere, som ville vide, hvordan og hvorledes en have skulle anlægges, passes og plejes.

-Jeg er ansat til at fremme interessen for god havekultur. Og jeg er god til at snakke. Blev man tynd af det, ville jeg være en streg i luften, sagde Sture Cederberg selvironisk.

Ved sin privatbolig på Odensevej i Svendborg havde han en stor flot og alsidig have. Det er sjældent, at arbejde og hobby er gået så godt hånd i hånd som i Cederbergs tilfælde.

Han var født i 1920 i Rungsted, hvor hans far var gartner. Den unge Cederberg kom i lære i D.T. Poulsens planteskole i Kvistgaard. Han tog eksamen som hortomon og blev i 1945 ansat i Østifternes Haveselskab på Sydfyn.

 

Gå til toppen