Jens Lange købte i 1736 Rødkilde af Hvidkildes ejer. Rødkilde var på dette tidspunkt i en ynkelig stand. Med i handelen fulgte 37 hovbønder og 55 huse i Vester Skerninge, Ulbølle, Ollerup, Dongshøjrup og Egebjerg, I handlen fulgte derudover sædekorn, redskaber og 100 kvier. Den samlede pris var på 14.000 rigsdaler.
Jens Lange var en driftig og banebrydende mand, men også streng og fordringsfuld med et hidsigt temperament. Under et af hans mange opgør i retten skældte han herredsdommeren ud med sprogets værste gloser. Dette blev straks betalt tilbage med et mål snus i hovedet.
Han var den første på Fyn der indførte fem-vangs drift. Det vil sige to tilsåede og tre hvilende i stedet for som tidligere tre-vangs drift.
Han samlede i tusindvis af sten og satte over et mils stengærder, beplantet med hvidtjørn og berberis, samt en halv mils læhegn.
Han forbedrede jorden, ryddede buske og gravede grøfter, så han på få år fordoblede kornavlen og antallet af malkekvæg.
Han plantede en stor frugtplantage på ca. 2000 træer, hvoraf ca. halvdelen ved udtynding blev fældet igen. De bedste blev bevaret. Han anlagde veje og en udskibningshavn med et mindre bådbyggeri i Fjællebro, så han kunne eksportere sit korn på egne skibe blandt andet til Norge, hvorfra han tog tømmer med retur.
Han købte Flintholm i 1768 og i 1774 Løjtved og byggede avlsgården Langeskov, opkaldt efter ham selv.
Han byggede et teglværk ved Stenstrup og ved Rødkilde en vandmølle, samt en pudderfabrik til datidens parykker, der skulle være hvide.
Hans største bedrift, og det han i dag især huskes for, var udflytningen af gårdene, der for Ulbølles vedkommende alle lå ret tæt omkring kirken. De første blev flyttet ud efter den store brand d. 17. maj 1775, hvor tre gårde og seks huse, deriblandt degneboligen gik op i flammer. Det berettes, at heden fra ilden var så kraftig, at en del af blytaget på kirken smeltede. Om det var derfor kirken fik tegltag, vides ikke med sikkerhed.
Det var skrædderen, der ved optænding i ovnen med halm fik startet branden. Hans hus lå der, hvor ejendomshandler Poul Larsen bor.
Nogle historiekilder fortæller, at udflytningen af samtlige 29 Ulbølle-gårde skete i løbet af tre år. Andre mener, at det nok har taget det meste af ti år før alle var på plads i deres nye omgivelser. For at undgå lange diskussioner skete placeringen af familierne ved lodtrækning. Alle var lidt utrygge i starten, for nu var der pludselig langt til naboerne. Det var branden, der startede udflytningen, men ideen havde han haft længe, og nedfældet skriftligt ti år forinden i et blad han udgav. Artiklen hed "Tanker om Landvæsnets bedste Indretning og deraf flydende Nytte".
Jens Langes nye gårde opførtes med stærkt egebindingsværk og fyrretømmer med brændte sten fra egen teglværk i murtavlerne, og ikke som hidtil med lerklinede vægge.
Alle gårdene var stort set bygget efter den samme tegning, og samme mål på de forskellige bygninger. Fagbredder i stuehusene varierede mellem 169 cm og 174 cm. Et særkende for laderne var deres højde. Fra gulv til kip var der meget nær 890 cm. Ydervæggene var 251 cm til 255 cm høje.
Jordarealet var alle steder 5 - 6 tdr. hartkorn, hvad der svarer til ca. 40 tønder land, afhængig af jordens beskaffenhed og bonitet.
En størrelse Lange anså for passende. Han skriver i den ovennævnte artikel "så kan manden, konen, en karl og en pige nå at passe bedriften tillige med hoveriet, bondestanden skal ikke hengive sig til lediggang og dovenskab, hvad der let bliver tilfældet hvis gårdene er for store, jo flere mindre gårde des flere familier og dermed flere børn til landets gavn."
Typisk omfang af hoveriet var årligt 50 spanddage samt 175 gangdage. En spanddag er lig med en voksen mand med et spand heste i en hel dag. Derudover skulle der betales diverse skatter og afgifter
Til slut kan nævnes, at det, der startede omkring 1760'erne med en stilfærdig opfordring fra nogle af hovbønderne i Ulbølle, om at få de fjerneste små lodder lagt sammen til nogle større, faktisk endte i det rene ragnarok, med den ene retssag efter den anden og deputationer til hovedstaden. Ja, man gik helt op til kongen med klager over Langes efterhånden helt umenneskelige behandling. Desværre tabte bønderne en del sager i retten og måtte betale for deres opsætsighed. Havde de ikke pengene - og det havde de som oftest ikke - så blev der udpantet, selv af det mest nødvendige bohave. For eksempel husgeråd og sengeklæder.
Jens Lange døde i 1790, 83 år gammel, og gravsættes i Ulbølle Kirkes kor ved siden af sin norskfødte hustru, der døde i 1756. En søn overtog Rødkilde og begyndte omkring 1800 at sælge gårdene til hovbønderne efter at hoveriet var afskaffet.
Det fortælles, at Jens Lange var stor og stærk. Når Jens Lange red gennem porten og holdt hesten an, kunne han strække hænderne op og tage fat om en bjælke, samtidig med at han spændte benene ind under hesten. Når han så bøjede armene, var han i stand til at løfte hesten fra jorden.