Kan du huske hr. Mortensen? Skuespilleren Arne Hansen
Efter julekalenderserien "Nissebanden i Grønland" havde været genudsendt i 2002 var der en gammel dilettantspiller her byen, der spurgte mig: Hvem var det nu ham der Arne Hansen, der spillede hr. Mortensen, besøgte i Skårup og hvorfor?
På det tidspunkt kunne jeg kun huske, at det var Anna Rasmussen, der boede i Vestergade 28, og Johanne Frederiksen i nr. 46. Det var ret ofte man kunne møde Arne Hansen gående gennem Skårup når han var kommet med bussen. Arne Hansen gik på Østre Skole i Svendborg og kom i lære i tøjforretningen Ziersen på hjørnet af Kattesundet og Gerritsgade.
Han spillede håndbold for Svendborg, men det fortælles, at han også har spillet i Skårup. Hans nære tilknytning til Skårup skyldes, at den nærmeste familie var faster Anne i Skårup.
Arnes far, Svend Åge, var maler, og spillede dilettant i Hundstrup. Han skrev også lidt til Rottefælderevyen, hvor Arne selv kom til at stå på scenen nogle år senere. Svend Åge kom til Skårup som dilettantinstruktør og kulissemaler, og det var herfra Arne fik interesse for skuespilfaget. Det var netop lige her på Skårup Kro det hele startede med hr. Mortensen. Jeg har gennem årene når Nissebanden har været sendt i fjernsynet snakket med folk, der havde spillet sammen med Arne på Skårup Kros scene sidst i 50'erne, så da jeg nu kom i besiddelse af nogle billeder og en avisartikel var det nærliggende og lave en lille historie.
Efter et stykke på Skårup Kro fortalte Arne, at nu ville han være skuespiller. Det grinte de lidt af, men han kom ind på Odense Teaters Elevskole som 22-årig. Det var i 1961.
Nu er det jo ikke kun som hr. Mortensen vi kender Arne. Han nåede at medvirke i 16 film, to tv-serier inkl. "Matador" og to julekalendere. Han har også modtaget en Bodil for bedste mandlige birolle i 1983. Men det var på teatrene rundt om i landet han havde mange roller, og det var på disse turneer, at han boede hos faster Anna og senere hos Johanne, der også var familie.
Arnes første film var "Den Rige Enke" i 1962 hvor han spillede købmand, og den sidste i 1991 var filmen "En dag i oktober". Han døde af kræft i 1992, kun 53 år gammel.
Så hvis du nu går rundt med en skuespillerdrøm i maven, var det måske noget at begynde på den lokale scene.
Sådan fik vi tilpasset hr. Mortensen i lokalhistorien
Denne historie er første gang offentliggjort i "Folk og Fæ i Skårup Sogn"