Johan Nielsen - hvem kender ham i dag? Født samme år som den franske revolution fandt sted. Stod selv og næsten alene i spidsen for et oprør mod tidens golde og fornuftsprægede forkyndelse af troen, som den lærde amtsprovst og seminarieforstander P. A. Wedel stod for gennem mange år i Skårup Sogn.
Johan Nielsen blev født d. 14. januar 1789 i Øxendrup på Glorup gods, hvor hans fader var husmand. Forældrene var fattige folk med ni børn. Allerede som niårig kom han ud at tjene, og dermed var det forbi med skolegang. Men hans lærer, som havde "fattet godhed for ham", opsøgte ham om søndagen og gav ham undervisning et par timer.
Han lærte at spille violin og spillede sammen med sin ven Hans Mikkelsen til alle større fester. Ved et andendags bryllupsgilde fik han øje på en udensogns pige, som ikke dansede. I en pause henvendte han sig til hende og spurgte, om man ikke dansede, hvor hun kom fra. " Jo, men jeg holder mere af musik end af dans, og du er god til at spille!" Sådan lærte han sin senere kone at kende. Hun hed Johanne Marie og var et par år yngre. Brylluppet stod hos hendes forældre i Svindinge.
De unge skulle nu finde et sted at bo, og de valgte at slå sig ned i Skårup Sogn, hvor Johan ofte havde arbejde hos Hr. Fenger på "Maegaard". Johan var en dygtig håndværker, som kunne arbejde som tømrer, murer eller snedker. Spilleriet var kun et bierhverv. På toften ned mod Svendborgsund byggede Johan selv hus, og fra 1817 boede familien her resten af livet. I dag udpeges stedet til hjørnet af Skibsvej og Skårupøre Strandvej, men det er Åbyskov og ikke Skårupøre. Hvor lidt eller meget, der er tilbage af det gamle hus er svært at vide; det så i hvert fald ikke ud som huset i dag.
Hans ven, Hans Mikkelsen var blevet "kristelig vakt" og inviterede Johan og hans kone til en forsamling i Galdbjerg i påsken 1826, hvor to senere kendte mænd skulle tale. Det var Peter Larsen Skræppenborg og Anders Larsen fra Gamborg. Det var den første gudelige forsamling, ægteparret deltog i "og det blev os til megen velsignelse" fortæller han i sine erindringer. Det blev fra nu af stadig sværere for ham at spille til gilde, og da han i en pause begyndte at "missionere" og ikke længere ville spille, blev han regnet for at være blevet tosset i hovedet. Ingen havde nu længere brug for hans arbejdskraft, og tidligere venner og naboer undlod at hjælpe familien, hvor der nu efterhånden var syv børn. Det skete ofte, at de sultede og frøs, og Johanne Marie var ved at give op, men Johan var ukuelig og stolede på, at Gud ville vende alt til det bedste.
Hans skarpeste modstander var dog amtsprovst Wedel. Johan ville nu holde et møde i sit hjem og havde indbudt fremmede talere. De ville dog kun komme, hvis Johan anmeldte mødet hos sognets præst, som der stod i forordningen af 1741. Han gik så op til præstegården og blev venligt modtaget af Wedel, som ikke indvendte noget mod forsamlingen, men i løbet af samtalen blev de meget uenige om ordet "hellige", som Johan brugte om sig selv og ligesindede.
Da han nu selv begyndte at arrangere møder, fik han en forbitret modstander i Wedel. Fra prædikestolen havde denne en søndag udtalt: "De hellige skal forstyrres, og jeg vil forstyrre og udrydde dem!" At han mente det viste sig ved, at han sendte seminarister bevæbnede med stokke og køller til Johan Nielsens hus for at forstyrre og forskrække de fremmødte. Det fik nu Johan og en trosfælle til at opsøge Wedel med ordene, at hvis de hellige skulle udryddes, og det betød, at han ville slå dem ihjel, så kunne han passende begynde her og nu! Enden på samtalen blev, at Wedel blev inviteret til at overvære et møde, hvilket Johan sagde, at han som sognepræst havde pligt til ifølge forordningen af 1741.
Efter mødet sagde Wedel, at han ikke kunne sige andet, end at hensigten kunne være meget god, men at der havde været for mange mennesker til stede. Johan Nielsen flyttede nu også sin mødevirksomhed uden for sognegrænsen og blev et redskab til åndelig vækkelse. En vinterdag, hvor isen dækkede farvandet til Langeland, kom syv mænd gående til Åbyskov for at bede Johan om at komme med til Langeland og holde forsamling. Han fik sin gode ven, Hans Jørgen Hansen fra gården "Hjælmkilde" med sig, så at han ikke skulle gå alene hjem over isen. Mødet forløb godt, men herredsfogeden i Rudkøbing havde bedt den stedlige sognefoged om at anholde de to fynboer. Det var blevet sent, så sognefogeden tog dem med hjem og beværtede dem godt og gav dem en god seng for natten.
Næste dag blev de kørt til Rudkøbing og overladt til herredsfogeden, der sørgede for, at de blev sat i hver sit fangehul. Johan tog sin salmebog frem og sang med sin kraftige stemme, så folk stimlede sammen udenfor. Det gik jo ikke an, så de blev hurtigt hentet til afhøring. Og de kunne slippe for fængsel, hvis nogen ville kautionere for dem. Tre nye venner var mødt og betalte, og de to kunne nu vende hjem. (Historien er meget længere og kan læses i de angivne kilder).
For denne og andre overtrædelser af loven om tilladelse til at holde gudelige forsamlinger, blev han idømt adskillige bøder. De første kunne han betale, men derefter skulle hans indbo sælges på auktion. Det var dog hans venner, der mødte op og købte alt, så han beholdt det hele; den sidste bøde måtte han aftjene ved at sidde 15 dage på vand og brød.
Johan Nielsen fortsatte sit virke, og efterhånden blev der fra præsterne og myndighederne set med mildere øjne på vækkelsesbevægelsen. I 1851 blev professor Schurmann sognepræst, og der opstod snart et hjerteligt og fortroligt forhold mellem de to, og da Johanne Marie og Johan skulle fejre deres guldbryllup, arrangeredes det i seminariets festsal, hvor professoren holdt en smuk tale for sin gode ven Johan Nielsen.
I 1854 stiftedes på Fyn en forening for Indre Mission. Johan Nielsen blev antaget som rejseprædikant, og siden kaldte han sig indenrigsmissionær. Efter hans død i 1867 ebbede den bevægelse, han havde sat i gang, efterhånden ud og delte sig i to bevægelser. Det skete, da gårdejer Chr. Hansen fra Vejstrup, som ellers havde sluttet sig til "de hellige", brød med Johan Nielsen og søgte over til Vilh. Birkedal i Ryslinge. Det førte siden til oprettelsen af Vejstrup Valgmenighed i 1874, og der var en hel del fra Skårup Sogn, som sluttede sig til valgmenigheden.
En udløber af denne begivenhed var oprettelsen af en friskole i 1878 på Aaby Mark. Den blev senere flyttet til sin nuværende beliggenhed og kom til at hedde Øster Åby Friskole, men det er en helt anden historie.
Ægteparret blev begravet på Skårup Kirkegård, og da deres gravsted blev nedlagt, blev gravstenen opstillet lige øst for kirkens kor.
Kilder:
Den viste bog "Spillemanden fra Skaarupøre". Uden årstal.
Louis P. Jensen: En sydøstfynsk lokalhistorie. Svbg. 1951. Heri genoptrykt: Træk af Johan Nielsens liv. Det er hans egne erindringer, som udkom 1867. (Bogen er på Svendborg. Bibliotek).
Skaarup Sogns historie. 1977. Heri afsnittet "Lægprædikanten Johan Nielsen" s. 39-42, skrevet af tidl. sognepræst Johannes J. Hansen.