”Birte Westh er kendt af ethvert barn i Svendborg”, skrev Fyns Amts Avis, da hun i 1995 fyldte 60 år. Hun havde da været skolelæge i Svendborg Kommune i 10 år og hilste således i løbet af et skoleår på alle de kære rollinger i børnehaveklasserne og et stort antal af deres forældre.

Birte Westh kom sammen med sin mand, Jeff Westh, til Svendborg i 1971. Hun blev ansat som læge på Svendborg Sygehus, han som lektor på Svendborg Gymnasium.

Efter seks år som sygehuslæge slog Birte Westh til, da det blev muligt at blive skolelæge på Langeland, hvor hun virkede i otte år. I 1984 fik hun samme stilling i Svendborg. I 1996 gik hun på pension. 

“Jeg har været rigtig glad for at være skolelæge. Glad for børnene, glad for lærerne og forældrene. Det er et meget udadvendt job”, sagde hun.

Birte WesthBirte Westh, fotograferet i 1990 af Søren Skarby, Svendborg Byhistoriske Arkiv.

Birte Westh voksede op på Sjælland og blev efter folkeskolen uddannet som apotekerassistent. Hun tog et studenterkursus, som blev en åbenbaring for hende, som med egne ord “ikke havde lavet noget i folkeskolen”. Hun fandt det morsomt og berigende at læse, og som 22-årig begyndte hun på medicinstudiet på Københavns Universitet.

Birte Wesths interesser spændte vidt. Hun var et empatisk og opsøgende menneske, der engagerede sig bredt. Fransk, musik og teologi var blandt fag, hun studerede i mange år. Hun blev god til italiensk. Så ferm, at hun underviste på ungdomsskolen. 

Birte Westh var medlem af menighedsrådet for Sankt Jørgens Kirke i 16 år og medlem af Svendborg Kammermusikforenings bestyrelse. 

Sammen med veninden Else Bæk dannede Birte Westh i 2008 en gruppe, der arbejdede for oprettelsen af Hospice Sydfyn. På rekordtid blev der indsamlet 300.000 kr., som der skulle til for at starte projektet. Det stod klar i 2012.

I december 2013 bragte Fyns Amts Avis en serie om forskellige personers holdning til religion, skrevet af forfatteren Maj My Hunmaidan. Den 26. december var det Birte Westh, der medvirkede i en artikel med overskriften “Med Gud i hånden gennem liv og død”. Hun var på det tidspunkt alvorligt ramt af cancer - og var klar over, at hun snart skulle død.

Hun fortalte, at hun i kirken fandt ro og tryghed, og at hun havde gjort det alle dage. 

“Jeg har aldrig udfordret Gud eller været vred, fordi jeg blev syg. Jeg synes ikke, det er uretfærdigt, at jeg har fået kræft, ikke mere end det er, at andre bliver ramt”, er Birte Westh citeret for at sige.

Hun døde på Hospice Sydfyn den 27. december 2013 i en alder af 78 år.

Den 3. januar 2014 skrev Peter Dalager og Else Bæk Kristensen mindeord om Birte Westh i Fyns Amts Avis. Det hed bl.a.:

“Birte var meget taknemmelig for at få lov til at få sin sidste tid på det Hospice, som hun selv har været med til at kæmpe så ihærdigt for at få. Birte var en aktiv medspiller lige fra det tidspunkt, da initiativgruppen blev etableret, og hendes engagement fortsatte siden i Støtteforeningens bestyrelse”.

Det hed også i mindeordet, at Birte Westh i høj grad var med til at sætte sit præg på den kunst, der præger Hospice.

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv.