Landsbytossen blev anerkendt på parnasset
Marius Rasmussen (1905-1972) kunstmaler.
“Jeg tror ikke, det rigtigt er gået op for svendborgenserne hvor stor en kunstner, deres bysbarn var. Jeg vil vove at påstå, at han var den største naivistiske maler Danmark nogensinde har haft”
Ordene blev sagt af kunstkonsulent Claus Bøjesen, København, til Fyns Amts Avis. Han var hos SAK (Svendborg Amts Kunstforening) i september 1973 for at hjælpe med at udvælge malerier til en mindeudstilling for Marius Rasmussen, der var død i 1972. Han blev også kaldt Røde Marius.
Marius Rasmussen blev født i 1905. Hans far var landarbejder ved Egeskov og opvæksten var både fattig og hård. Han var et svageligt barn, den yngste af fire rødhårede søskende. Marius blev drillet og kaldt Rødskæg og Røde Marius. Tosse-Marius var også et øgenavn - og som sådan blev han også betragtet. Lærdom som læsning lå helt udenfor hans muligheder. For han var jo dum.
Der var dog børn, der kaldte ham for “Den gode mand”.
I en alder af otte år blev Marius sat til at hjælpe i marken og efter konfirmationen kom han i lære som gartner på godset. Det var ikke en god tid og han fortalte senere, at dagene mest gik med at få klø og hente mælk til gartnernes grise. Marius blev dog udlært.
Derefter fulgte nogle år med småjob og vagabondering. Det var en god, men hård tid. I begyndelsen af 1930´erne boede han hos sin moder i et fattighus under Egeskov. Hun blev enke i 1927.
De levede af hendes fattighjælp og Marius´s invalide pension på henholdsvis 15 og 45 kr om måneden.
Som helt ung led Marius af hjernebetændelse og havde det skidt nogle år, indtil han blev opereret på Rigshospitalet.. Siden led han dog af svimmelhed - og sagde “Jeg har altid spektakel i hovedet”.
I 1936 slog han sig ned i Svendborg. Han havde truffet den ti år ældre Laura Jensen, der boede i det lille hus Bagergade 86. De giftede sig. I baghuset fik Marius et lille værksted.
Det hedder sig, at Marius en dag gik ud og købte for 17 kr. farver og pensler.
En total lidenskab fossede frem. Det blev i en fart til mange malerier, men ingen regnede dem for noget. De fleste rystede på hovedet ad hans naivistiske billeder.
Disse første malerier er kaldt for Marius Rasmussens “sorte periode”.
“ Han malede billeder, hvor mænd hænger i galger, underlige menneskelignende ansigter dukker frem med et indadvendt udtryk, fra de sorte mørke, der omgiver dem.”
Dette citat er hentet fra en lille bog om Marius Rasmussen, som Kaj E. Sørensen, Fyns Kunsthus, udgav i 1999.
I 1947 fik Marius Rasmussen fire billeder med på Svendborg Amts Kunstforenings censurerede efterårsudstilling. Han var lykkelig. En tid efter fik han en separatudstilling hos antikvarboghandler Bøgild i Svendborg.
Marianne Hein skriver i bogen “Kunst og originaler” bl.a. om Marius Rasmussens malerier:
“Billedfortællingerne talte til både publikum og kritikere, der fattede den primitive og ukomplicerede gengivelse af erindringer fra barndommen - de legende børn, figurer i vilde landskaber uden malerisk rod i virkeligheden, men beåndet af en varm følelse for idyllen, da solen altid stod i brand.”
Nu fulgte år med stor produktivitet og udstillinger. I april 1951 bragte dagbladet Information en større omtale af Marius Rasmussen. Anledningen var en udstilling i “Trefoldigheden” i København. Knud Bistrup skrev, at “Marius Rasmussen……maler også naivistisk og han er nøjagtig som sine billeder, fuld af solskin og barnlig livsglæde og forundring over det, han oplever i hverdagen. Man får sin tro på menneskene genoprettet ved at snakke med ham….”.
Marius Rasmussen var repræsenteret med tre værker i en stor kunstudstilling i Svendborg Svømmehal i anledning af byens 700 års købstadsjubilæum i 1953.
Allerede i 1949 havde Marius Rasmussen den første separatudstilling i København. Og straks fik han pæne ord med fra kritikerne. Der var udstillinger i Odense og Århus.
Efter en udstilling i Dansk Kunsthandel i Århus i 1956 fik hans billeder disse ord i Kultur-Bladet:”Her er dansk sommer med marker og skove, blomster og børn med humor i et bombardement af de kraftigste og mest glødende farver”.
I 1959 kunne tidsskriftet “Kunst” oplyse, at Marius Rasmussen da havde deltaget i over 50 udstillinger, heraf de 23 censurere med denne tilføjelse: “mærkværdigvis kan han leve af at male”.
I 1955 flyttede Marius Rasmussen til Købehavn. Han var skilt fra sin første hustru og havde giftet sig med Ingrid Skettrup. De boede på Østerbro.
Efter sin 60 års fødselsdag følte Marius Rasmussen sig både taknemlig og træt. Han skrev til en ven: “Nu kan jeg ikke mere, mit hoved og mine hænder kan ikke mere”.
Tegne kunne han dog. Hans store drøm var at få udgivet en erindringsbog. Han nåede at indtale sine minder og iagttagelser på en båndoptager.
Bogtrykker Magnus Pedersen fik talen omsat til bogstaver, trykt og udgivet med titlen “Drengen” med tegninger af Marius. Han nåede desværre ikke selv at få bogen i hånden, inden han døde.
I december 1973 blev bogen præsenteret ved en sammenkomst i SAK.
Digteren Virtus Schade skrev i Weekendavisen bl.a.: “Bogen Drengen er en på samme tid bevægende og saglig bog. Den er interessant derved, at den meget præcis beretter om en kunstners forestillingsverden, om det åndelige arkiv, han øser af”.
Mindeudstillingen i 1973 blev vist i Tåstrup Kulturcenter - efter den var taget ned i SAK.
I 100 året for Marius Rasmussens fødsel, 2005, var flere af hans billeder med på den store årlige udstilling Al Landsens Naivister på Guldhøjskolen i Ringe. I omtalen af udstillingen noterede Marianne Hein i Fyns Amt Avis: Landsbytossen, der blev accepteret af parnasset, fejres….”
Hans malerier er ikke mere i høj kurs. I hvert fald ikke i skrivende stund. Svendborg Amts Kunstforening er i besiddelse af omkring 56 af hans værker, hvoraf en del gennem tiden er doneret til foreningen.
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2024.
Kilder
Artikler fra Svendborg Byhistoriske Arkiv
Kunst og originaler : kunstnerlivet i Svendborg 1900-1975 - Marianne Hein
