Fattig lærling blev storkøbmand i Svendborg
Axel Broch (1873-1951) var 14 år, da han kom i manufakturlære i Assens. Her var daglig dagen præget af hårdt slid i mange timer - og øretæver var hverdagskost. Da han døde i 1951, var han indehaver af Svendborgs første varehus, som på et tidspunkt var det største i manufaktorbranchen uden for København.
Axel Broch var født i Odense. Som tre årig mistede han sin far. Opvæksten var præget af fattigdom. Da han var konfirmeret, skulle han klare sig selv. Og det gjorde han.
Om sin læretid sagde han ved sin 75 års fødselsdag i 1948:
“Det var noget helt andet end nu, helt andet. Jeg måtte feje gade og pudse støvler og være hjemme om aftenen, jeg havde heller ingen ferie, jeg var kun på besøg hos mor to gange i de fire år, jeg var der”.
Han fik 50 år i Svendborg, da han i 1900 efter at havde arbejdet i forskellige manufakturforrentinger i Jylland og Nyborg lejede en butik på Torvet.
Skønt han næsten ikke havde en klink, åbnede han forretningen med varer for 17.000 kr.: Sengeudstyr, gulvtæpper, konfektion og metervarer. Personalet bestod af ham selv, hustruen Sophie og en dreng. Broch klarede skærene og nåede at få 1200 kr. i kassen, da der var torvedag- og så var den første husleje på 400 kr. hjemme.
I 1920 købte Axel Broch ejendommen og foretog udvidelser. Få år efter blev der udvidet mod Møllergade og senere med et imponerende indgangsparti mod Klosterpladsen.
Axel Broch dvælede engang ved, at han ikke blev modtaget ganske godt af borgerskabet i Svendborg. Han var vist lidt for moderne og kollegerne spåede ham og forretningen en krank skæbne. Da han søgte optagelse i Borgerforeningen blev det afvist. Senere blev han dog bestyrelsesmedlem.
Axel Broch var den første, der havde lys i vinduerne søndag aften. Det skete ved hjælp af store gasblus, som både var dyre og flotte. Der var store udstillinger i vinduerne. Broch forstod nytten af at annoncere i dagbladene. Kunderne så hen til den faste store torsdagsannonce i byens aviser.
Personalet voksede til 60-70 ansatte, som befandt sig godt i firmaet. Axel Broch forstod at holde på sine ansatte og blev kendt som en god arbejdsgiver. Broch mente, at der ikke var grund til andet end at være i godt humør. For det at være købmand byder på så mange morsomme detaljer og oplevelser: At gøre indkøb, efterhånden også forøge dem og også at kunne betale dem, det er en herlig sport og kunderne er jo både rare og elskværdige.
Axel Brock havde også en skrap side. Herom sagde han ved sin 75 års fødselsdag:
“Jeg kan lide orden og akkuratesse, flid og energi og jeg ærgrer mig, når jeg ser hensynet til forretningens ve og vel sat til side. Så bliver jeg skrap og lægger ikke fingrene imellem. Det er ikke for min private fordels skyld, men for firmaets. Forretningens trivsel er Alfa og Omega for mig, og det søger jeg at indprente mine folk, men jeg er ikke skrap i den forstand, jeg bærer nag. Jeg afleverer et fyrværkeri af sandheder, der både sprutter og kanaler, men bagefter er affæren glemt.”
Axel Broch blev selvsagt værdsat og agtet i byen. Den interesserede han sig i høj grad for. Da der var vanskeligheder med at få billedhuggeren Kai Nielsens samling opbevaret, gav Broch et større beløb og sikrede værkerne for byen.
Ved forretningens jubilæer blev flere institutioner betænkt. Ved 50 års jubilæet i 1950 fik hver beboer på Alderdomshjemmet 50 kr. Ofte blev patienter på sygehuset og asylbørn hjulpet økonomisk.
Axel Broch oprettede legater til såvel teknisk skole og handelsskolen for at støtte ungdommen.
I 1917 mistede Broch hustruen, Sophie, der havde været en god støtte i forretningen. I 1947 blev firmaet omdannet til et aktieselskab med landsretssagfører Johs. Vedel som formand og i bestyrelsen kom Axel Brochs datter, Ella Abrahamsen.
I april 1970 var det slut med manufaktur-eventyret i Møllergade/Klosterplads. Der var mangel på likviditet. Husets direktør Chr. Viereck og personalet på ca. 30 blev sagt op efter beslutning i aktieselskabets bestyrelse i januar.
Direktør Viereck havde fået en uge til at skaffe 600.000 kr. til dækning af likviditetskrisen. Det lykkedes ikke og dermed tabte han muligheden for at købe firmaet. Derefter blev det besluttet at afhænde ejendommen og afvikle varehuset., Her sluttede det med et ophørsudsalg .
Samtidig kunne Fyns Amt Avis oplyse, at Ella Abrahamsen, der havde aktiemajoriteten, havde besluttet at slette alle sine spor i barndomsbyen: Foruden varehuset blev ejendommene Gerritsgade 2, Gerritsgade 29 og Gerritshgade 13 og Strandvejen 25 sat til salg. Det var i sidstnævnte ejendom Axel Broch havde sin private bolig.
Fruens advokat, landsretssagfører Poul Borch, udstregede over for avisen, at “der ikke er tale om paniksalg . Fru Abrahamsen har efter moden overvejelse besluttet at sælge, hvad hun ejer i Svendborg, og jeg kan oplyse, at der er interesse fra flere sider for samtlige ejendomme”.
Ella Abrahamsen var gift med en professor på Bispebjerg Hospital. Datidens aviser nævnet ikke hans fornavn
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2024
Kilder artikler i Svendborg Avis/Fyns Amts Avis og andre dagblade.