30 januar 1993 var der trængsel i bladhuset i Sct. Nicolaj Gade 3 i Svendborg. Det strømmede ind med gæster, over 300. De kom fra Svendborg, Odense, Jylland og København.

nielsenRedaktør Niels Peter Nielsen (1925-2019) havde besluttet at gå på pension efter 34 års ansættelse  på Svendborg Avis/ Fyns Amts Avis. De mange receptionsgæster følte, de havde noget at takke den respekterede og populære bladmand for.

N.P. Nielsen kom ud af en slægt af bladfolk. Hans far var redaktør af en radikal avis i Nykøbing F., og det var hans bedstefar også. Egentligt ville han slet ikke have været ind i faget. Men på en måde blev det den tyske besættelsesmagts skyld.

Hvordan det skal forstås hænger sådan sammen. Som student drog N.P. Nielsen til København og læste jura. Han fik ansættelse i Statens Ligningsdirektorat.

“Jeg tror egentlig, at jeg havde siddet og lavet små ligningerne derinde endnu, hvis ikke der pludselig var sket noget”, fortalte N.P. Nielsen en gang.

Han kom i studenterkredse, som lavede illegale blade, og en dag blev den unge mand arresteret. 

“Da jeg langt om længe  blev løsladt, fik jeg af Gestapo påbud om at holde mig væk fra disse studenterkredse. Jeg  jeg blev skygget og følte jorden brænde under mig. Og så tog jeg hjem til Nykøbing F.”.

Da tiden skulle gå med noget,  blev N.P. Nielsen  sat til at hjælpe til på faderens avis. Den unge mand var aktiv i en række sportsgrene og snart begyndte han at skrive om sport i avisen. Og så var NP fanget af journalistikken.

I 1959 blev han ansat som redaktionssekretær på Svendborg Avis. Senere redaktionschef og sluttede sin karriere som medredaktør.

3 nielsenBestyrelsen for A/S Svendborg Avis opfordrede tre gange Nielsen til at overtage posten som ansvarshavende redaktør. Magtens sødme var han ikke tiltrukket af  og forklarede sine afslag sådan: 

“Hellere den rigtige mand på en ydmyg post end en forkert på en fremtrædende post”.

I et portræt ved N.P.Nielsen´s fratræden hed det bl.a..

“Han har været sjælesørger for enhver medarbejder, der i sit privat-eller sit arbejdsliv trængte til at dele sorg elller bekymring med et medlevende og klogt menneske, der kunne være medfølende uden at være banal.”

NP blev også hyldet for at være manden, der havde en stor andel i at skaffe økonomiske grundlag for videreførelsen af avisen på et kritisk tidspunkt, da konkursen bankede på døren i Sct. Nicolai Gade.

nielsen 2Som medredaktør  var det N.P. Nielsen, der redigerede avisens debatsider. Det var karakteristisk for ham, at der skulle være spalteplads til alle. Også til dem, som han selv udtrykte det, der af uforståelige årsager ikke mener det samme som Venstre!

NP var kendt for sine underfundige, rammende bemærkninger i skrift som tale.

En af dem er blandt  medarbejderne særligt berømt. Under et møde for annoncechefer og bureauindehavere på Hotel Christiansminde fyrede N.P. Nielsen denne af:

“Det er mig en glæde, at kunne fortælle, at vi på bladet har et vidunderbarn som chefredaktør. (Kunstpause ) Joh, for da han var 12 år, vidste han lige så meget som aviser, som han ved i dag…..”

Der findes næppe et forsamlingshus elller krosal på Sydfyn, hvor NP ikke har holdt foredrag eller causeret. Tilhørerne elskede at lægge øre til hans altid fornøjelige foredrag, som også indeholdt oceaner af viden.

I det daglige var han en stille og tænksom mand, der holdt af ubemærkethed , men som lyttede og sugede til sig.

N.P. Nielsen havde en last, sport. Han var storforbruger af sport. Det være sig i idrætshallen, på Høje Bøge Stadion eller foran TV skærmen derhjemme. Han var engageret og højtråbende. Den pæne mand kunne bruge udtryk, som ingen turde tage i deres mund, hvis de skulle fortælle om redaktørens engagement i f.eks.en fodboldkamp. Selv har NP sagt, at han ville rødme af skam, hvis han hørte søndagens kraftudtryk om mandagen.  Sport var hans måde at slappe af på…

I en årrække efter sin fratræden berigede N.P. Nielsen lørdagsavisen med en klumme, illustreret af avisens tegner Leo Theil. For talrige læsere var det ugens højdepunkt at høste NP´s livsvisdom ud fra små eller store hændelser. 

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2024

Kilder artikler af Marianne Hein, Hans Jensen, Peter Faber og Gunnar Juul i Fyns Amts Avis.

Gå til toppen