Krigssejleren fra Svendborg
Henry Sølvbjerg Madsen påmønstrede i efteråret 1939 som anden styrmand og telegrafist på Torms splinternye fragtskib “Gertrud” fra Helsingør Værft. Han var nygift og havde en datter på tre måneder. Da han vendte hjem til Svendborg igen, var datteren næsten otte år. Et togt til Nord- og Sydamerika, som skulle have varet halvandet år, blev til næsten syv år.
“Det var min bryllupsrejse, men den blev foretaget uden min kone, og uden forbindelse til hende i de mange år. Det var hårdt”, sagde Henry Sølvbjerg til Fyns Amts Avis i april 1990, 50 året for den tyske besættelse af Danmark.
Årsagen til Sølvbjerg Madsens lange rejse var netop, at tyske tropper væltede ind i Danmark. Han var en af de mange danske søfolk, der fik en skæbne under Anden Verdenskrig (1939-1945). De kom ud for dramatik, farefulde situationer og nogle døde, alene fra Svendborg omkom 46. Alle gjorde fortjenstfulde gerninger i bestræbelserne på at slå nazisterne. De blev kaldt de første modstandsfolk, næst efter de soldater, der faldt om morgenen den 9. april i Sønderjylland.
Henry Sølvbjerg Madsen var født i Svendborg i 1909. I 1923 stak han til søs med hyre på sejlførende skonnerter og i 1927 stod han New York. Her fik han hyre på staternes sidste fuldrigger, “Tusitalo”, som sejlede med stykgods til Hawaii og bragte sukker retur til New York. Indtil 1932 havde den unge sømand hyre på forskellige amerikanske skibe.
“Jeg drog hjem og kom på Marstal Navigationsskole, hvor jeg tog styrmands- og skibsførereksamen. Derefter fik jeg radioeksamen i Svendborg, “ fortalte Sølvbjerg Madsen til avisen.
Han kom ind på Flådens reserveløjtnantskold og var færdig i marinen i 1937.
Sølvbjerg Madsen fik derefter hyre på Torms frugtbåde og sejlede blandt andet whisky fra Glasgow til New York og med appelsiner i sæsonen.
“Efteråret 1939 kom jeg til Helsingør, hvor vi overtog den nye “Gertrud”. Vi var en besætning på 21 og sejlede indenskærs op langs den norske kyst helt til Nordkap for at undgå de tyske ubåde, og herfra stak vi ud i Atlanterhavet”, berettede Sølvbjerg Madsen.
“Gertrud” havde ordre til at sejle til Philadelphia, hvor der blev lastet stykgods til Buenos Aires.
Den 9. april 1940 befandt “Gertrud” sig på rejsen til Argentinas hovedstad.
Henry Sølvbjerg Madsen fortalte om den for tusinder af bl.a. søfolks skæbnesvangre morgen:
“Jeg havde en del telegrammer, jeg skulle have ekspederet til rederiet hjemme i København og var i gang over Lyngby Radio. Men pludselig blev den helt tavs. Den var helt væk, og jeg kunne ikke få forbindelse igen. Lidt efter modtog jeg fra en amerikansk kyststation et telegram, der fortalte, at tyskerne havde besat af Danmark . Jeg underrettede naturligvis kaptajn Linde Jørgensen.
Vi var i gang med at drøfte situationen, da der kom et nyt telegram *Søg britisk havn* stod der. Det var ikke underskrevet, så vi valgte at se bort fra det. Vi var godt klar over, at briterne var udd på at tage de danske skibe som prise. Kaptajnen besluttede, at vi bare skulle fortsætte vor rejse som planlagt, og den 19. april var vi i Buenos Aires, hvorfra vi returnere til New York.”
I New York blev “Gertrud” lagt op. Kaptajnen og hans nevø, Hans Linde Jørgensen, der var letmatros, blev om bord, mens den øvrige besætning blev spredt for alle vinde. “Gertrud” kom senere til at sejle under US-flag med Linde Jørgensen som kaptajn.
Besætningsmedlemmerne blev interneret i tre dage, hvorefter de kunne gå hvorhen de ville.
Henry Sølvbjerg Madsen fortalte:
“Vi havde ingen penge. Vi var afmønstret og vi vidste, at det var umuligt at komme hjem. Enkelte kom det dog via
Portugal, men det var kun for at komme til at sejle for tyskerne, og jeg ved de fortrød det. Jeg var helt klar over, at jeg ikke ville hjem, selv om jeg havde kone og barn. En dag gik jeg en tur på Manhattan og her så jeg et hverve skilt for US Navy. Jeg tog en rask beslutning og meldte mig.”
Sølvbjerg Madsen kom på militærakademiet Fort Slocum og efter et år var han løjtnant i US Navy.
Den nyslåede løjtnant blev sendt til Tampa i Florida. Her lå til hans glæde og overraskelse hans gamle fuldrigger “Tusitalo”, som var stationært skoleskib. Sølvbjerg Madsen var med til at træne unge marinere i brug af landgangsfartøjer.
7. december 1941 angreb japanske styrker US flådebasen Pearl Harbour, og dermed var de forenede stater part i Anden Verdenskrig.
Henry Sølvbjerg Madsen blev overstyrmand på en helt ny Liberty-båd, der kunne rumme landgangsfartøjer og 150 marineinfanterister.
“Vi fik ordre til at sejle i zig-zak kurs til New Caledonien i Stillehavet. Her blev divisionen formeret, og vi fik som den eneste ikke et nummer, men blev kaldt Americal Divisionen under 8. arme”, fortalte Sølvbjerg Madsen.
Nu fulgte nogle dramatiske år for ham og skibet. Det sejlede så nær land som muligt, så landgangsfartøjernes mandskab kunne komme ind og erobre en række øer i Stillehavet.
Sølvbjerg Madsen fortalte:
“Det gik ofte hårdt til, men vi havde et enestående godt kammeratskab. Vi havde nok at bestille, så der var ikke så megen tid til at tænke på, hvordan det gik hjemme i Svendborg. Uvisheden nok taget hårdest på min kone.”
Sølvbjerg Madsen erfarede senere, at hans familie igennem Røde Kors havde forsøgt at få klarhed over hans skæbne. Det var forgæves. Men dag han var på Ny Guinea kom en soldat i Frelsens Hær og afleverede denne besked:
“Din svigermor er død. Det var det eneste jeg hørte om forholdene derhjemme. Den dag i dag undrer det mig, hvordan Frelsens Hær kunne finde mig,” fortalte han.
Henry Sølvbjerg Madsen kom ikke uskadt gennem krig. Herom fortalte han til avisen i 1990:
“I slutningen af 1945 var vi på Okinawa. Her indtraf en voldsom eksplosion. Fysisk led jeg ikke større overlast, men psykisk gik det galt. Jeg kom på hospitalet og blev overført til et lille sygehus på Long Island. Hertil kom jeg juleaften 1945, og jeg blev først udskrevet i juli 1946”.
I en del år efter eksplosionen led han af forhøjet blodtryk.
For sin indsats i amerikansk tjeneste blev han dekoreret af præsident Rosevelt og senere af dennes efterfølger,
Truman. Her i landet modtog han Kong Chr. X’s erindringsmedaljen i sølv for deltagelse i allieret krigstjeneste.
Sølvbjerg Madsens hustru forbød ham at tage på langfart igen, hvortil gemalen bemærkede:
“Det var der jo egentlig ikke noget at sige til, når jeg nu endeligt var kommet hjem.”
Han fik ansættelse som styrmand og senere som kaptajn i Sydfyenske Dampskibsselskab. Han virkede bl.a. på ruten Rudkøbing-Svendborg. Efter Svendborgbroen var klar i 1966 blev han fyret og fik ansættelse i DSB på Storebæltsoverfarten. Sølvbjerg Madsen sluttede sin aktive sømandsliv på Bøjden-Fynshavn. Her kom han til at sejle sammen med Hans Linde Jørgensen, nevø til kaptajnen på “Gertrud”.
Sølvbjerg Madsen gik på pension i 1970. I over 20 år var formand for Prinds Valdemarforeningen, hvis formål var og er at yde støtte til sømandsenker.
Henry Sølvbjerg Madsen døde i 1996 i en alder af 87 år.
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2023