I Svendborg, ca. 150 m vest for broen mellem Fyn og Tåsinge, finder vi Sct. Jørgens Kloster, to smukke hvidkalkede bygninger tækte med sorte egetræsspåner. Sammen med Sct. Jørgens Kirke og omkranset af den smukke park, er det en perle med en lang og spændende historie. Klostret, som slet ikke er et kloster og aldrig har fungeret som sådan, var oprindeligt bygget som spedalskhedshospital. Det er sammen med kirken den sidste af i alt 37 Sct. Jørgensgårde, som er bevaret for eftertiden. Som det fremgår af navnet er stiftelsen opkaldt efter sagnet om Sct. Jørgen og Dragen. Sagnet fortæller om den tapre og fromme ridder, som dræbte dragen for at frelse kongens datter. Dette sagn er kendt i hele den kristelige verden. I den danske version skulle den drabelige kamp havde fundet sted i Svendborg og oven i købet i Lunden ved Sct. Jørgens præstegård. Da ridderen er en from mand, afslår han den udlovede belønning og skænker den til de syge og fattige, hvorpå han bliver gjort til helgen som de syge og fattiges beskytter. Et relief af Sct. Jørgen er indgraveret i kirkens gamle klokke, som er støbt af mester Cort i 1424.
I det trettende og fjortende århundrede, da spedalskhedsepidemien hærgede Europa, oprettes hospitaler spredt over hele landet. Et hospital gav pleje og omsorg, men sygdomsbekæmpelse tog man sig egentlig ikke af. Det er først langt senere, at lægekunst og hospitalsvæsen begyndte at samarbejde. Man kaldte disse hospitaler Sct. Jørgensgårde og en sådan stiftelse blev bygget i Svendborg. Den tætte bebyggelse og de ofte meget dårlige boliger i købstæderne, hvor kloakkerne løb frit i gaderne, var grobund for mange sygdomme, og på grund af den store smittefare blev disse Sct. Jørgensgårde derfor placeret udenfor byerne. På Fyn kender vi kun til yderligere to af disse hospitaler, nemlig i Odense og Bogense, men her er kun stednavnet tilbage. Selvom Hospitalet var beregnet på byens borgere, blev også patienter fra omegnen optaget her.
Svendborg placerede sin Sct. Jørgensgård vest for byen i Sørup sogn og indretningen af den sættes almindeligvis i forbindelse med Franciskanermunkenes, i daglig tale kaldet Gråbrødrenes, tilstedeværelse i byen.
Historien er for lang at bringe her, og vi ved kun lidt om, hvordan de første huse har set ud, men en ting er sikkert, de spedalske måtte ikke komme i sognekirken. Derfor blev der i 1200-tallet bygget et lille kapel i træ til de syge. Ved en restaurering af kirken i 1961fandt man stolpeaftryk under kirkens gulv. Det er i øvrigt første gang, der er påvist rester af en trækirke på Fyn. Klostret har to gange været brændt ned til grunden. Det skete i 1638 og 1712.
I slutningen af 1400-tallet var spedalskheden udryddet i Danmark og hospitalet kom til at fungere som fattighus med Hvidkildes ejer som tilsynsførende. I 1815 var der plads til 15 beboere i klostret, og det var fortrinsvis udtjente kvinder fra godset, som blev anbragt her når kræfternes ikke længere slog til. Vi ved ikke meget om de kvinder, der har boet i klostret, men at de har været værdigt trængende er der ingen tvivl om. Et gammelt skiftedokument fra 1801 efter Margrethe Rasmusdatter taler sit tydelige sprog.
På stedet fandt man følgende:
Et gammelt Sengested, dels af Fyr dels af Eeg, derpå en Rød og Grønstribet ulden Overdyne, en Hviid Vadmellsdyne, 2 Puder, en Blåstribet Linned Do., et Par Blårgarns Lagen, en gammel stoel. En Do., et Fyrrebord med Skab under, derudi var intet, en 3 Benet Stoel, en Jern Kakkelovn, et Dryft? (Trug), en Jern Pande, en Fyrkiste som blev forseglet. Et lidet gammelt Skrin, hvori nogle små Poser og Klude. En Jern Rist og lidt gammelt Lertøj, samt nogle Potter og Skeer.
På forespørgsel, til afdødes stedsøn, som havde nøglen til boet, om der ikke fandtes mere, var svaret nej.
Hekse i Klostret
Mærkelige skæbner har boet i den gamle stiftelse. I 1808 fortælles om en hekseforfølgelse. Heksen Maren Norsken og hendes datter af samme navn boede her. En flok omkringboende drenge forsøgte at stene datteren, men hun blev i sidste øjeblik reddet af nogle spanske lejesoldater, der var i landet i Napoleons hær, med den opgave at hjælpe de danske soldater med at slå svenskerne tilbage.
Marens mor havde, så længe hun levede, været endnu værre end datteren. Den gamle heks havde været så ond, at livet ikke ville ebbe ud af hende da hun lå på sit dødsleje. Så man fandt på at stille de to tagryttere nærmest lyren omvendt - med de lange ender opad, og man stak et halmknippe under den onde kvindes seng og satte ild til det hele. Først da opgav hun ånden.
Mange år går stille hen. I folketællingerne kan man finde navnene på de kvinder som har boet i Klosteret, men derudover ved man ikke meget om hvem de var. Kirke og Kloster er løbende blevet restaureret, især Kirken er gennemgået en stor forandring, fra at være et lille trækapel til den smukke den er i dag. Gennem forhandlinger med Greven på Hvidkilde er det lykkedes Sct Jørgens sogn at købe klostret i 1999. Det skal nu igen kaldes Sct. Jørgensgård. I bygningerne er man i gang med at indrette kontorer til graver og hjælpepræst. Desuden har man planer om at bygge til, således at ønsket om en sognegård med mange aktiviteter for sognets beboere kan gå i opfyldelse.
Kildematerialet til dette indlæg er hentet på Vestre lokalarkiv, Svendborg Bibliotek og Svendborg Museum.