I området mellem Fredens kirke og sognehuset er der begravet 93 tyske flygtninge og soldater. Af flygtningene er omkring halvdelen børn under 5 år.
Hovedparten af alle nulevende danskere er født efter 1945, så jeg vil forsøge at viderebringe historien om disse grave og dem, de er sat til minde over.
Forhistorie
Den 13. januar 1945 indledte Den Røde Hær storoffensiven mod Tyskland og den 26. januar 1945 besluttede tyskerne at evakuere Østpreussen og Pommern.
Befolkningen blev beordret til at forlade deres hjem, ofte med en times varsel og man kunne kun medtage ganske få personlige ejendele.
Vinteren var hård! I sne og kulde kæmpede soldater og civile sig vej mod vest samt nordpå til nogle af østersøhavnene.
Fra disse havne kunne man endnu sejle til Kiel samt over Østersøen til bl.a. Danmark. Alle skibstyper, lige fra pramme til store passagerskibe f.eks. Wilhelm Gustloif på 25.000 BRT, blev brugt til flugten.
Den 30. januar 1945 kl. 12,30 sejlede Wilhelm Gustloif fra Danzig med 6.000 personer om bord. Efter at skibet havde forladt havnen, så man fra kysten, at både småskibe og færger sejlede hen til superlineren, der standsede og tog nogle hundrede ekstra med.
Den 31. januar 1945 blev skibet torpederet af russiske ubåde og ca. 5.000 passagerer døde. Flere skibe med flygtninge blev torpederet af russerne. Den 9. februar 1945 blev General von Steuben ramt. Der omkom 4.400. Den 16. april sank Goya med 5.900 ombord. Alle omkom.
Der deltog 790 fartøjer i flugten over Østersøen. I alt blev der transporteret to en halv millioner personer denne vej i de sidste 115 dage af Anden Verdenskrig.
Turen til Danmark kunne tage op til 10 dage. Der var hverken vand eller mad på skibene) derfor døde mange af sult og tørst. De, der flygtede over land, havde en dødelighedsprocent på 15, men over vand var det, trods de store tal ovenfor, kun få procent, der ikke nåede frem.
Titanics forlis i 1912 med 1513 døde var ikke den største skibskatastrofe i verden, den skete 33 år senere i Østersøen. Det var ikke kun russerne, der angreb disse flygtningetransporter. Den 3. maj 1945 blev mange fartøjer angrebet af Royal Air Force. Flere af gravstene på Fredens Kirkegård har denne dato indgraveret.
Ankomsten til Danmark
I tiden 11. februar til 5. maj 1945 ankom der 244.493 flygtninge til Danmark. De første kom med tog til Sønderjylland, men langt de fleste blev sejlet til København. Mange af disse havde været længe undervejs, og var meget afkræftede og udhungrede. Dette var skyld i mange dødsfald; så mange at der var store problemer med at få dem begravet. Der kunne ikke skaffes kister til alle, hvorfor man måtte begrave dem i papirsække og tæpper.
Der døde i alt 17.209 flygtninge i Danmark, Af disse døde de 6.580 (heraf 4.132 børn) efter befrielsen.
[b]Efter den 5. maj 1945[/b]
Der var på dette tidspunkt i Danmark 250.000 flygtninge; 250.000 soldater (som udgjorde besættelsesstyrke); 37.000 soldater, som var kommet sammen med flygtningene og 207.000 sårede soldater, der var på hospital.
Fra midten af maj marcherede alle soldaterne hjem til Tyskland. Forinden var der i løbet af krigsårene begravet 10.000 soldater rundt om i Danmark.
Det samlede tal for begravede tyskere under og efter krigen er mere end 27.000. Flygtningene blev samlet i lejre og bevogtet af frihedskæmpere og CBere (nu CF). Man var bange for smitsomme sygdomme, fraternisering og danskernes had til tyskerne.
Fraternisering kunne man ikke undgå, der blev født 450 børn i lejrene, som havde en dansk far. I krigsårene blev der født et sted mellem 5.000 og 12.000 børn, der havde en tysk far.
Forholdene i lejrene var dårlige, nervebelastningen stor og flygtningene led af sult og sygdomme. Der var mangel på medicin og læger, så fra befrielsen til slutningen af juni 1945 døde der 4.362 - heraf var 2.408 børn. Russerne havde besat Bornholm og sendte 20.000 flygtninge hjem; deres skæbne kender man ikke.
I september måned 1945 blev folketingsmedlem Johannes Kjærbøl ansat som leder af flygtningeadministrationen og man samlede flygtningene i store lejre i bl.a. Oksbøl med 35.000 personer; Ålborg med 33.000 personer; København med 10.000 personer; og Karup 12.000 personer.
Hjemsendelse
Den 5. april 1946 fik flygtningen tilladelse til at skrive hjem til Tyskland. Samtidig begyndte man at hjemsende dem. Der var dog stadig mange tilbageværende, som det var svært at skaffe mad til. En dagsration kunne være som følger: 425 g rugbrød, 125 g sigtebrød, 20 g margarine 50 g pålæg, desuden en varm ret f.eks. grønsagsragout, kålsuppe, gule ærter eller havregrød. En gang om ugen fik de 250 g kød.
I Tyskland fik befolkningen meget mindre, så de nøjsomme østpreussere var faktisk tilfredse med kosten. Tyskerne arbejdede i lejrene for at være beskæftiget. Kirken samlede tøj ind, som blev syet om, der blev dyrket grøntsager, arbejdet i værksteder og i skoven. For børnene var arbejdet en hjælp til at komme over krigens rædsler. Blandt flygtningene var der lærere, som underviste børnene, så de kunne følge en normal tysk skolegang og endog tage studentereksamen. Der blev også skrevet en landsdækkende tysk avis i lejrene. Ligeledes rejste en flok tyske skuespillere rundt og opførte teaterforestillinger. Der var stadig 60.000 flygtninge i Danmark i foråret 1948.
Den 15. februar 1949 kunne boligminister Kjærbøl tage afsked med de sidste flygtninge på banegården i Kolding.
Flygtningene havde kostet Danmark 4 millioner kroner i datidens penge. Da fredningstiden (20 år) på gravene udløb, blev der indgået en aftale mellem den tyske og den danske stat om, at så længe der bliver betalt for vedligeholdelse bevarer man gravene. Hvert år sender man regningen for vedligeholdelse til 'Volksbund Deutsche Kriegsgräberflirsorge', hvorfra pengene kommer punktligt.
Foruden gravene på Fredens Kirkegård, kan man rundt om i Danmark besøge begravelsespladser af forskellig størrelse, men de er alle let genkendelige, da de er med det samme enkle kors samt de små udhuggede granitsten.
Denne tekst er lånt fra Fredens Kirkes hjemmeside.