Plydsen – ældste og mest berømt værtshus
Svendborg gik nærmest i sort, da det i løbet af 1990'erne stod klart, at byens ældste og mest berømte værtshus skulle lukke. Det handler om Kino Cafeen eller Plydsen i Kattesund.
Værtshuset kunne skrive sin historie til 1821, da Johannes Albjerg fik borgerskab som spisevært og værthusholder i Kattesund 2.
Igennem tiderne skiftede stedet navn i takt med der kom nye ejere til. Det har heddet Plougs Hotel. I 1870'erne var navnet Rasmussens Hotel – og det var i øvrigt her, at flere af Svendborgs fagforeninger blev stiftet.
I begyndelsen af 1900-tallet kom familien Andersen til. Nogle år fremme i århundredet var værten Alfred Buch Andersen, der både drev værtshuset og biografen, Kino, i gården. Kino Cafeen med facade mod Kattesund blev nu navnet.
Mens biografdriften blev opgivet en gang i 1970'erne, blev værtshuset en fast bestanddel i mange svendborgenseres dagligdag. Kælenavnet blev hurtigt Plydsen efter de plydsbetrukne sofaer og interiøret, der mest af alt mindede om mormors dagligstue.
Mange fremtrædende personligheder kunne ikke besøge Svendborg uden de skulle en tur på Plydsen. I tidligere tider gjaldt det tegneren Hans Bendix og digteren Sigfred Pedersen – og senere bl.a. Ole Ernst og Niels Hausgaard.
Plydsen var stedet, hvor godtfolk fik slukket tørsten i dagligdagen – og rammen om en masse festlige stunder.
MANGE MYTERDer er opstået mange myter om Plydsen. En af dem er, at møderne i Svendborg Byråd var de rene formaliteter, da alle de afgørende beslutninger blev taget på Plydsen. Her mødtes borgmester Svend Aage Andersen med toneangivende borgere. Håndværksmestre og entreprenører kom på Plydsen – og det påstås, at de her fordelte alle større bygningsopgaver mellem sig. Men det er nok bare ondsindet snak.
Plydsen var stamværtshuset over alle. Allerede i 1964 blev Plydsens Venner stiftet og hvert år siden blev en præsident valgt ved en storslået fest. En nyvalgt præsident blev smykket med en halskæde – naturligvis bestående af ølkapsler. Og hans portræt kom op på væggen.
Som antydet træk der sorte skyer op over Plydsen. Ejendommen blev købt af købmand Johan Bille Wiggers, der havde planer om at opføre et city-center.
Plydsens Venner indgav begæring om fredning af værtshuset, da de var klar over, det nemt kunne komme i klemme i de store planer. Det særlige Bygningssyn måtte desværre meddele, at det ikke var muligt at frede et miljø.
Plydsens daværende, og skulle det vise sig sidste restauratør, Hans Werner Holmqvist, anlagde sag mod Bille Wiggers, da lejekontrakten blev opsagt. Holmqvist tabte sagen.
Da ejeren oplyste, at han ville rive bygningen ned, blev der samlet 1577 protestunderskrifter ind. De kom bl.a. fra Guatemala, Strasbourg og Samsø. Lige meget hjalp det. Selv om byrådet ikke var stemt for et egentlig city-center – blev Kattesund 2 og den bagved liggende skal af den tidligere biografsal jævnet med jorden. I stedet fik Fona en ny stor forretning.
I slutningen af januar 1996 samledes så alle Plydsens venner til gravøl i de gamle lokaler. Det gik ikke stille af. Gunnar Juul skrev en sang, hvis omkvæd lød
”Plydsens Venner ingenside. Mødes for sidste gang”.Selv om en vis del af Svendborgs borgerede ikke troede det, så gik livet trods alt videre i den gamle købstad. Og Plydsens Venner har fundet et andet vandingssted, om end deres antal og betydning er noget skrumpet.