Svendborg Roklubs første klubhus på nuværende beliggenhedDer er en rød tråd i Svendborg Roklubs 125årige historie: Engagement, gåpåmod og kærlighed til rosporten.

Egentlig begynder beretningen om rosporten i Svendborg allerede i 1888, da den 21-årige H.P. Henriksen er flyttet til byen, udstyret med et kært eje – en rodragt. Den unge mand er skuffet over, at der ikke fandtes en roklub i byen. Den by, hvor rosportens vuggegænge kunne have stået, som H.P. Henriksen udtrykker det.

Han får udvirket, at Svendborg Sportsklub, senere Svendborg Gymnastikforening, i 1889 får en roafdeling. Den blev en så stor succes, at i 1893 udskilles roafdelingen. Formelt blev Svendborg Roklub stiftet ved en generalforsamling i 1894.

Klubben holdt de første år til dels på Frederiksø og dels ved Hudes Plads, men fra 1901 får roerne anvist den plads, de har den dag i dag, nemlig ved Christiansmindestien.

Klubhuset 1969Her udfolder der sig stor aktivitet for de, der er bidt af at ro. Det være sig i konkurrencer, det være sig blot som opnåelse af motion og frisk luft på Svendborg Sund. Og ikke mindst socialt samvær.

Historien om Svendborg Roklub omfatter også en stolt beretning om mesterskabsroning for klubhold. I 1924 og 1930 vandt et svendborghold danmarksmesterskab i to-åres inrigger. I 1940 stod en Svendborg let vægtsfirer øverst på skamlen, og i 1955 blev det guld ved de nordiske mesterskaber.

Længere oppe i tiden bliver det også til store resultater for klubbens kaproere. Der vindes flere DM tilter og i 1977 blev det til bronze ved VM.

Dette kan bl.a. lade sig gøre, fordi der i begyndelsen af 1970érne blev skabt et elitemiljø med træning på Sørup Sø, ligesom der blev skabt et frugtbart samarbejde mellem roklubben og Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

En person, udgået fra Svendborg Roklub, har i de allerseneste år betydet meget for dansk ronings flotte internationale placering. Navnet er Bent Fransson, som i en årrække er landstræner, hvilket betyder flere imponerende resultater - og i 2005 bliver Fransson træner for guldfireren: Guld ved OL 2008 og 2012 og i Rio 2016.

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2019

Kilde Svendborg Roklub 125 år, redigeret af Arne Garbøl.

Gå til toppen