En del venner og bekendte samledes om at lave en udflugt til Lundeborg den 6. juni 1869. Turen blev en succes og der var bred enighed om at gentage succesen med andre udflugtsmål. En forening blev efterfølgende dannet og medlemmerne blev kaldt ”lemmer”. I daglig tale benævntes foreningen som R 6/6 69. Efterfølgende udvikledes foreningen til en skytteforening med årlige fugleskydninger på programmet og hvor selskabelighed var i højsædet. Udflugterne foretoges i busser og privatbiler. Efter opstilling i rækker og geled marcherede man af sted med faner i spidsen til skydepladsen.
Der var tale om en ”mandeforening” og af medlemsfortegnelserne fremgår, at det var ”det bedre borgerskab” som var medlemmer (f. eks. Konsuler, direktører, købmænd, advokater, arkitekter og lignende). Kvinderne fik ind imellem lov til at deltage i festlighederne.
Museet har modtaget protokoller for perioden 1870 til 1975. Disse er ført meget detaljeret. Teksten i protokollerne og den korrespondance museet har modtaget er meget bramfri. Eksempelvis slutter et brev fra et medlem fra maj 1952: ”Med uærbødig rekreationshilsen – Næstældste og derfor næstmest klogeste lem”. Tonen i protokolteksten er ofte temmelig ligefrem og rå. Intet stikkes til-syneladende ”under stolen”. Man kan ofte blive i tvivl om, hvor meget der er godmodigt drilleri, lemmerne imellem og hvor meget, der stikker dybere.
Sang, mad og drikkevarer fylder en stor del i protokollerne, såvel som at lemmerne skal huske på de stramme etiketteregler for deltagelse i arrangementer så som beklædning, medalje, sangbog, faner og pokaler. Men flere steder fremgår det, at ikke alt blev husket lige godt.
Stemningen var ofte meget høj og støjende og lemmerne gjorde intet forsøg på at lægge beslag på det gode humør, som ofte indebar nærmest chikane af andre selskaber. Et sted fremgår, at en sang på 6 vers var skrevet, så den kunne synges på 9 forskellige melodier, selv om det dog indrømmes, at ikke alle linier rimer lige godt på melodierne.
Respekten for selve fugleskydningen syntes ikke særlig høj. Fra den årlige fugleskydning 13. juli 1909 fremgår: ”Efter velkomstbægeret trak man numre og begyndte umiddelbart efter at plaffe løs mod fuglen” og ligeledes fra 1909 noteres også, at der havde været ”et stort spild af ammunition”.
Præmierne kunne også være lidt specielle. F. eks. fremgår fra skydningen 17. september 1871 føl-gende:
Ringen: En meget sjælden og fyldt pengegris.
Højre vinge: En kiste med fyrværkerigenstande.
Venstre vinge: Et smukt udstyret cigarfouderal.
Halen: Et eko af lov om snekastning.
Hoved: En samling udenlandske mønter.
Brystet: Et kunstfærdigt forarbejdet cigarrør og en sum penge.
Pladsen: Et smukt drikkehorn, 2 øreringe og en tandbørste.
Nedenfor nævnes 3 uddrag fra protokollerne til belysning af selskabelighederne:
-
På generalforsamlingen i 1948 står blandt andet ”Derefter blev regnskabet oplæst, dog uden at blive godkendt, da man fandt det mystisk, at der var blevet overskud.”
-
Skovturen 6. juli 1956 udviklede sig ifølge protokollen til et rent orgie. Efter forsinkelser ved Vindebyfærgen, lidt ”skænderi” med en bådpassager og uorden ved marchen til haven ved Vemmenæs kro, er der problemer med at få sat fuglen op, idet den bl.a. mister fjerene så de må sættes på med bl. a. tegnestifter. Øllene bliver knappet op. Turister på vejen stopper op, men ingen tør gå ind i haven for at se løjerne. De holder sig uden for skudvidde. Under middagen er der problemer med sangafviklingen. Et lem sprøjter øl ud over forsamlingen, herunder på direktør Folkers nye sommertøj og der hældes øl i en ”glemt” jakke og for sent opdager man, at jakken tilhører en ferierende turist på kroen.
-
I 1967 havde der været røster fremme om, at opførslen hos de menige lemmer de sidste år ikke havde været god og det ville man søge at rette op på. Ved jubilæet i 1966 er der skrevet en nøje beretning om lemmernes færden den pågældende dag, Middagen var blevet optaget på bånd, uden at nogen vidste af det. Båndet ville blive kørt ved generalforsamlingen, således at dem der ikke havde været med, fik lejlighed til at fremføre deres kritik og dem der var med, kunne høre sig selv fra for ca 1 år siden. På generalforsamlingen skulle der så stemmes om, hvorvidt båndet skulle destrueres eller gemmes og genvises på det senere tidspunkt.
Johnny Pedersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2014