Efter branden af Drejø By i 1942 lå et stort område midt i Byen frit efter de 2 brændte gårde matr. 14 og 16. Gård matr. 14 blev genopbygget på Skovvejen som Strandager. Gård matr. 16 Den gamle Sognefogedgård blev ikke genopbygget, og hele området kom under det gamle Drejø Sogneråd. I slutningen af 1950érne havde sognerådet planlagt at bygge en stor ny skole på pladsen, men planerne blev opgivet, da Drejø kom under Svendborg Kommune i 1964, og sognerådet blev nedlagt. I stedet blev der opført en ny Brandstation/ Brandvagt på noget af pladsen. Det var til afløsning for det gamle, udtjente brandhus ved smedjen. Resten af området blev henlagt til Drejø Sportsplads – til fodboldspil og andre boldspil for øens børn og unge.
I Drejø smedje huserede et yngre smedepar Kirsten og Vagn Nielsen. Kirsten var født 1935 og Vagn 24. august 1935 i Gudbjerg Skov, opvokset i Lunde på Fyn. De blev gift i 1959 og boede dengang i Odense med deres 2 små piger, Githa og Hanne. Vagn var uddannet vogn- og beslagsmed, men gik med en drøm om, at blive selvstændig.
Chancen kom, da Drejø Oldermandslaug søgte en selvstændig smed til at reparerer landbrugsmaskiner, traktorer, lappe cykler, indlægge vand og hvad der ellers hørte med til smedens arbejde. Vagn søgte, og blev ansat som øens smed i 1963, og Kirsten passede hus, børn og regnskaberne.
Med årene blev regnskaberne dog mindre krævende, og Kirsten, med sine mange talenter, kunne se flere muligheder for sideløbende indtjening. Hun var uddannet faglærer i håndarbejde, og havde en vikarperiode som lærer på Drejø Skole, samt underviste i syning under aftenskoleloven.
Da øens bager og 2 købmænd i 1970 var på vej til at lukke, søgte Kirsten bestyrelsen for Drejø Forsamlingshus om tilladelse til at opstille en iskiosk på pladsen foran forsamlingshuset, hvorfra hun kunne sælge brød og almindelige dagligvarer. Snart blev der også efterspørgsel på en kop kaffe m.m., og hun fik bestyrelsens tilladelse til at bruge forsamlingshuset til en slags café. Forretningen udviklede sig, hvorefter Kirsten søgte Svendborg Kommune om lov til at købe og bygge en købmandsbutik med privatbolig på et stykke jord fra Sportspladsen, hvilket hun fik i 1971. Nu kunne det første byggeri på øen siden branden i 1942 gå i gang. Kirsten fik nu nok at se til, da de også havde fået en lille efternøler, Tess. Desuden havde de erhvervet huset ”Lillebo” ved siden af forsamlingshuset. Det blev i flere år udlejet til lejrskoler.
I 1972 lukkede bager Andreas (Andrejs) og købmand Nellemann, men samtidig stod Restaurant Drejø med købmandsbutik klar til at tage over. Udformningen i gasbeton kan diskuteres, og havde øen dengang haft en lokalplan, var det nok ikke blevet de materialer, den var blevet opført med. Men det var 70-ernes byggestil – hurtigt og billigt! Og frem for alt, så havde Drejø atter fået en købmandsbutik – og en restaurant i tilgift. Kirsten var ikke bange for at tage fat, og Restaurant Drejø begyndte at blive kendt for et godt madsted. Turisterne havde fået øje på øerne. I 1978 stoppede Vagn som smed for at hjælpe med i butikken.
I 1985 blev mange småbrevsamlingssteder nedlagt, og flere steder lagt til en købmand, for at styrke de små udkantssteder – og etaten sparede penge! På Drejø lukkede også det lille brevsamlingssted, og postsorteringen blev tilknyttet butikken, hvori der blev lavet en særlig Postafdeling. Butikken var rigelig stor, så der var god plads til det hele, og med 2 stor udstillingsvinduer var der også mulighed for forskellige udstillinger. Butikken var dengang 3 gange så stor som den nuværende.
Købmandsbutikken havde åbent hver dag hele året - også restaurationen, og mange arrangementer har været afholdt der igennem årene - lige fra fastelavnsfester med tøndeslagning, den ugentlige pensionistklub, oldermandsgilder samt et utal af familiefester. Krostuen kunne deles med en foldedør, således at der kunne være 2 forskellige selskaber på samme tid. Rummet var dobbelt så stort som den nuværende krostue.
En dag i 1987 var det hele forbi – et uheld i fyrrummet startede en brand, der gjorde at hele butikken, det meste af restaurationen, og en stor del af privatboligen og gik op i flammer. Men Kirsten og Vagn gav ikke op. Efter moden overvejelse blev det hele genopført - men kun i halv størrelse. Antal fastboende var i de senere år faldet 
noget, hvorfor Kirsten og Vagn ikke mente, der var grundlag for at genopbygge i fuld størrelse. I stedet købte de af kommunen endnu en strimmel jord beregnet for campister, og hvor Kirsten i den ene ende gik i gang med at opdrætte vinbjergsnegle til restaurationsbrug. Desværre holdt sneglene ikke så mange år. Nogle år senere købte de Hestmaegård, med henblik på deres otium.
Efter 30 år med et aktivt øliv som smedepar samt kro- og købmandspar solgte Kirsten og Vagn i 1993 restaurant og købmandsbutik med postafdeling til Edith og Ejlif Rasmussen, der kom fra en selvstændig virksomhed i Svendborg. Kirsten og Vagn flyttede ud på Hestmaegård for at nyde deres otium, der ikke foregik henslængt i en lænestol! Vagn fortsatte som landpost og brandvagtsleder på Drejø. Sammen med datteren Tess startede Kirsten en ridelejr for børn - samt opdræt af Mohairgeder. Hun havde taget flere kurser i at lave økologiske creme, som hun solgte fra sin gårdbutik. Også et IT-kursus med henblik på at lave Ø-blade, gik hun i gang med, da hun som den første havde købt en PC. 
Hun gik aktivt ind i øens foreningsliv – blev formand for Beboerforeningen, og startede Drejø Boligforening, som hun var formand for til sin alt for tidlige død i 2004. Vagn flyttede til en mindre bolig på øen, men kom efter et par år til plejehjemmet Caroline Amalie, hvor han døde den 04.04.2013.
Drejø Sogns Lokalhistoriske Arkiv. Else Hjort Nielsen. 2015