Den ældste kriminalroman på denne liste er ”Svendborgs Mysterier”fra 1855. Denne bog har sin egen artikel på Svendborghistorie: Svendborgs Mysterier. Men som denne liste afslører, er den langt fra den eneste kriminalroman, hvor handlingen udspiller sig i Svendborg.
Martin Mark
Manden med det klare blik (1987)
Kriminalroman om et lig uden ansigt, der findes på forbrændingsanlægget i Svendborg.
Bendt Gammeltoft-Hansen
Vindeltrappen (1998)
En roman, der forbinder et nutidigt mord i Sct. Nikolaj Kirke med fortidige begivenheder. Første del af bogen foregår under reformationen. Her møder vi Broder Søren, der er endt på det lille Gråbrødre Kloster på Fyn, hvis liv væves ind i en moderne kærligheds- og kriminalhistorie, da mordet på organisten ved Sct. Nicolai Kirke fører tilbage til fortiden.
Maria Kjær-Madsen
Sorgens Dæmoner (2011)
Luna er journalist på den lokale avis, og i en sen nattetime finder hun liget af en kvinde. Luna laver efterfølgende en aftale med politiet om at følge deres arbejde på tæt hold og skrive om det i avisen. Under forudsætning af, at hun ikke skriver noget, der spolerer opklaringen af sagen.
Snart er Luna dybt involveret i sagen, som udvikler sig dag for dag, eftersom flere personer skydes ned. En dansk seriemorder er på spil, og han vil have hævn. Inden løsningen på gåden er fundet, stopper Lunas samarbejde med politiet meget brat pga. forskellige usandheder. Det sætter dog ikke en stopper for Lunas snusen rundt i sagen, og snart kan hun tippe politiet om, hvem morderen kan være.
Tavshedens Mørke (2013)
Michaels kone kører galt og får hukommelsessvigt. Hun kender ikke sin familie eller omgivelserne længere. Men Oliver vil med glæde hjælpe hende tilbage til et normalt liv.
Michael og datteren er mere forbeholdne. Og Michael kommer gerne på job, da en mand findes død i sin lejlighed på Langeland.
Manden boede alene, og der er ingen, som umiddelbart kendte pårørende. Dog erindrer andre beboere, at han har haft en datter, men politiet har svært ved at spore hende.
Luna holder ferie, men kommer hurtigt retur fra besøg hos sin mor. Luna og Janus får et tættere forhold, og sammen begynder de mere at forske i sagen om den døde mand. Især Luna har tid og finder også interessante detaljer om hans fortid.
Da Michaels svigermor myrdes, står alle uforstående. Indtil der anes en sammenhæng med det første mord. Og så bliver det pludselig en kamp mod tiden at få fanget morderen. For det er en morder, der ikke viger tilbage fra at hævne en grusom fortid.
Vanviddets dybder (2017)
Luna har opgivet sit job som journalist for at blive betjent. Nu er hun gennem den første del af uddannelsen og er tilbage i Svendborg i praktik.
Dagene går med patruljer i lokalområdet, og en dag kaldes de til Langeland, da et par fiskere har fundet liget af en død kvinde. Hun er viklet ind i fiskenet, men er ikke savnet af nogen. Luna må se sagen gå videre til efterforskerne i Odense, ledet af hendes gode ven Jepsen.
Luna kan dog ikke helt holde sig fra sagen, og snart er hun på jagt efter en mystisk mand, hun kalder ”Klokkeren”. En jagt, der fører Luna til Strynø, og dermed også tættere på sagens rette sammenhæng, som har tråde tilbage i tiden.
Lunas makker, Anton, er god til at lære fra sig og til at takle Lunas humørsvingninger. For dem er der ikke blevet færre af.
Det går nemlig ikke helt så godt med forholdet til Janus, da Luna ikke bryder sig om at være så afhængig af andre, som hun må, mens hun læser. Og samtidig er Luna meget optaget af sit nye job, som i mange sammenhænge kommer i første række.
Lars Thomassen
Han kender det som er i mørket (2017)
Bogen handler om seriemordere og bortførelse og har handling fra Fyn og Svendborg.
Præsten Margit Vesterlund lever i mørket. Social angst, portvin og sønnen Jake er de eneste faste holdepunkter. Da en grandniece, som hun aldrig har mødt, bliver kidnappet, bliver hun hvirvlet ind i et spind af hemmeligheder og mærkelige hændelser. Sammen med den pensionerede PET-agent Kaj Brønds prøver Margit at finde pigen – og måske samtidig sig selv. Hen ad vejen bliver det mere og mere tydeligt, at der gemmer sig noget eller nogen i mørket, og at det er endnu mere livsfarligt, end de to havde forestillet sig.
Jes Barkler
Gådemagerens Gade (2020)
Tusindvis af mennesker går på Gådemagerens Gade hver dag uden at opdage tegnene. Da Emma flytter til Svendborg, køber hun tilfældigvis et gammelt hæfte i byens antikvariat. Hæftet er fuldt af gåder, og da hun løser den første, går det op for hende, at hun står med en skattejagt mellem hænderne. Langsomt begynder hun at tro på, at hun kan finde en ægte skat, så hun kan rejse langt væk fra skolens mobning og den fraværende far. Men rygtet løber stærkt i provinsbyen, og snart er andre ude efter skatten. Jagten bringer hende rundt på Sydfyn og hundrede år tilbage i historien, men hvem er gådemageren bag den mystiske skattejagt: "Findes skatten virkelig"? Og hvor langt vil andre gå for at få fat i skatten?
Abels Arv (2024)
Under Svendborg Banegård ligger en ukendt ung kongesøn begravet. I hans tid var naturlige dødsfald i kongefamilien sjældne. Der var tre veje til magten: Vær vellidt, vær stærk eller lyv.
Det var lige så sandt for 800 år siden som i dag.
Den aspirerende journalist Glo bliver efter et overgreb i tvivl om, hvorvidt hun skal være vellidt eller stærk. Da hendes ven anklages for tyveri, må hun kæmpe sig gennem et net af løgne tilbage til byens middelalderfortid for at redde ham og sig selv.
Abels arv er en parallelhistorie, der foregår i Danmark i 2020 og i 1200-tallet, hvor tre stærke kvinder sloges om kongeriget.
Sara Blædel
Den tavse enke (2020)
Louise Rick er efter en længere orlov tilbage på arbejde som leder af politiets nyoprettede rejseenhed, P13, da Fyns Politi tilkalder assistance.
En kvindelig kroejer på Tåsinge er blevet dræbt, og politiet er på bar bund. En grundig gennemsøgning af kroens førstesal, hvor den dræbte boede, afslører en uventet detalje, som kaster politiets efterforskning i en helt uventet retning.
Birgitte Wulff
Tårnspringeren (2021)
Hovedpersonen i "Tårnspringeren", Anne Velin, er som Birgitte Wulff journalist, og en del af bogen foregår på Fyens Stiftstidende i Odense, hvor Anne Velin får en freelance-aftale. Selve krimidelen er dog centreret i og omkring Svendborg.
En sen fredag aften i oktober forsvinder en enlig mor fra sit hjem i et roligt rækkehuskvarter i Svendborg på Fyn. Sporene ender blindt, og politiet kommer ingen vegne ved at bede offentligheden om hjælp. I Aarhus bliver journalist Anne Velin fyret fra sit elskede job på Danmarks Radio. Ydmyget søger hun tilflugt i et lille fiskerhus ved Svendborg Sund og starter en skyggetilværelse som hjemmearbejdende freelancejournalist ved Fyens Stiftstidende. Anne Velin forsøger at finde ro i de naturskønne omgivelser ved sundet. Men hun hungrer efter oprejsning. Efter at gøre et scoop. Hun sætter sig for at undersøge, hvad der er sket med den forsvundne kvinde. Hvem var hun? Er der nogen, der ville hende ondt? Og ikke mindst: Er hun endnu i live? Pludselig er Anne Velin viklet ind i en familiehistories dybe hemmeligheder, og hun indser, hvordan fortielser og en ødelagt fortid kan få tragiske konsekvenser for nutiden. En indsigt, der snart truer med at koste hende livet.
Vic Suneson
Linie Langeland (1972)
Da Kjell Myrman og hans hustru Bodil rejste til Langeland, var det for at holde en dejlig, afslappende ferie. Men ferien bliver alt andet end afslappende, for kort efter ankomsten til øen, bliver Kjell Myrman involveret i en sag om en mordbrand, der ikke blot er uhyggelig, men som samtidig stiller Kjell Myrman i et moralsk dilemma. Vic Suneson er pseudonym for Sune Viktor Lundquist (1911-1975), der var en svensk kriminalforfatter. Forfatteren debuterede under sit rigtige navn i 1943 og under sit sidenhen berømte pseudonym i 1946. Vic Suneson blev særlig kendt for sine kriminalromaner om politimændene O.P. Nilsson og Myhrman.
Flemming Hertz, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2026.










