I Hundstrup, omtrent midtvejs mellem Fåborg og Svendborg, ligger den gamle adelige herregård Flintholm, som hører til landets mindste herregårde.
Den blev opført af rigsråd Claus Bryske i 1500 tallet. I 1843 opførtes en ny trefløjet hovedbygning i nyklassicistisk stil.

Familien Hamburger ejer i dag Flintholm og har indrettet et galleri i gårdens kampestenslade. Her er der skiftende  udstillinger med moderne kunst.

VOLDSTEDET
består af en naturlig bakkeknude, der af 5 grave er delt op i 5 banker. Den sydligste banke er den største. Her har hovedbygningerne været opført i munkesten, omgivet af en ringmur af samme materiale. På de andre banker har der ligget økonomibygninger, stalde, lader og lignende bygget dels af tegl, og dels af træ. I dag er der kun synlige ruiner i form af fundament- og syldsten samt brolægning på hovedbanken. Hele borgkomplekset omfatter ca. 25.000 m2 eller ca. 5 tønder land.

DATERINGEN
Meget tyder på, at stedet har været brugt som tilflugtsborg allerede i yngre stenalder. Men den borg, vi ser resterne af, er påbegyndt i 2. halvdel af 1100-tallet. Bygherren er ganske givet Valdemar den Store (1157-1181), og det er i hans regeringstid, at teglbrændingen indføres. En stor, velbevaret ovn med tre indfyringskanaler er fundet øst for Nyborgvej. I løbet af middelalderen udbygges borgkomplekset i flere omgange, således at det i dag fremstår som Danmarks største voldsted.

Oprindelig er borgen tænkt som værn mod sydfra kommende fjender, nemlig vender/slaver samt tyskerne  -  og så har kong Valdemar og hans efterkommere ganske givet ønsket at have et sikkert tilholdssted i tilfælde af nye blodige borgerkrige i Danmark.

Vor viden om Ørkildborgens historie er ringe, da få skriftlige kilder er bevaret, men fra 1400-tallet har Odense-bispen borgen som len fra kongen. Og herfra har bispen udnyttet stedets strategiske placering og tiltaget sig en del af den givtige Østersø-handel, som burde gå over Svendborg Akseltorv. I ly af borgen opstod et rigt lille samfund bestående af bl.a. 20 købmandsgårde, og fra 1413, og mange andre gange, hedder det om disse, "at de brugte ulovlige havne og sejlads" til stor skade for købstadens beboere og selv udførte, hvad de havde at sælge for rede penge til de tyske stæder i stedet for, "som de af Arilds tid plejer, at føre det til deres rette Akseltorv Svendborg". Tilmed drog de om i landet og gjorde borgerne forkøb ved at opkøbe øksne, køer, korn, honning, smør og andre handelsvarer hos bønderne. De besørgede eksporten på deres egne fartøjer og vendte siden tilbage og drev landprang med de varer, de havde tilbyttet sig. Og disse ulovligheder fandt sted med Odense-bispernes viden og under deres beskyttelse. Kongemagten kunne tilsyneladende ikke håndhæve loven i denne forbindelse.

BORGEN
blev erobret og nedbrændt i juli 1534 under den blodige borgerkrig Grevens Fejde af Svendborg købstads borgere med borgmester Hans Skriver i spidsen. Den blev totalt ødelagt. Også stiftets arkiv blev flammernes bytte. Siden er næsten alle spor af bygninger forsvundet, fordi man anvendte ruinerne som stenbrud, hvorfra man hente byggematerialer til bl.a. Thurø kirke, da Ellen Marsvin byggede den, og til nye huse i Svendborg.

UDGRAVNINGER
I 1885-87 og i 1941 blev der med tilladelse fra Nationalmuseet foretaget udgravninger på voldstedet. Desværre findes der intet nedskrevet om disse ret omfattende undersøgelser. Siden 1978 har Svendborg & Omegns Museum foretaget flere arkæologiske undersøgelser og påvist, at der under grønsværen skjuler sig rester af træ- og stenkonstruktioner, ikke alene på hovedbanken, men også i de tørre voldgrave og på de mindre banker.

valdemarslot1Valdemars Slot er beliggende på Tåsinge ca. 2 km sydvest for Troense på en tidl. halvø, der hed Tronøret.

Det var Christian IV, der i 1633 - 34 påbegyndte bygning af en lade på stedet. Der var på den tid en større gård(gods) på øen, nemlig "Kærstrup", der lå længere inde - ca. 2 km sydvest for det nuværende slot  -  og denne gårds ladebygning var faldet sammen. Dette omfattede gods tilhørte før reformationen Odensebispen, og det blev derfor efter 1536 inddraget under kronen. Det blev dog straks solgt videre, og efter adskillige ejere blev Ellen Marsvin  -  Christian IV `s svigermoder  -  dets ejer i 1623.

Ved skifte i marts 1630 overgik "Kærstrup" til datteren Kirstine Munk og dermed fik Christian IV ledelsen af godset. "Kærstrup" var efterhånden ret misligholdt og Christian IV besluttede sig til at bygge et nyt slot til hans og Kirstine Munks søn, den unge prins Valdemar (1622-1656). Ordren til, at de forberedende arbejder til byggeriet af en hovedbygning skulle gå i gang, blev givet i et brev dateret i slutningen af 1635. "Der skulle bygges teglovne og alle stenene fra "Kærstrup" skulle føres hen til det nye byggested". Sandsynligvis har det første Valdemars Slot først stået fuldt færdigbygget ved udgangen af 1645.

I løbet af 1640 havde Kirstine Munk overdraget Valdemars Slot til sønnen Valdemar Christian, men denne fik dog næppe selv noget at gøre med hverken slottet eller godset. Han opholdt sig næsten uafbrudt i udlandet og døde i Polen 1656. Efter hans død gik slottet atter tilbage til Kirstine Munk. Under krigen mod svenskerne (1657-1660) kom de svenske tropper i begyndelsen af februar 1658 over Tåsinge og videre til Langeland.

En lille styrke blev efterladt på øen, som derefter var besat af svenskerne indtil krigens afslutning. Nogle af soldaterne blev indkvarteret på Valdemars Slot, og det kom til at gå hårdt ud over den nye hovedbygning. En tid blev slotskapellet endog brugt som hestestald, og da svenskerne forlod øen, var slottet nærmest en ruin. Kirstine Munk døde i løbet af sommeren 1658 og ved bodelingen blev godset overdraget til datteren Hedevig, der dog først i løbet af 1661 har taget ophold på slottet.

valdemarslot2På grund af svenskernes hærgen, både på slottet og blandt øens fæstebønder, stod det meget sløjt til med hendes økonomi. Allerede i løbet af 1662 havde hun været nødsaget til at pantsætte en meget stor del af både slottet og bøndergodset. Hun måtte til sidst i sommeren 1664 flygte derfra, idet hun sejlede fra øen midt om natten. Kronen og en del kreditorer tog hver sin del af de tilbageværende værdier, så ejerforholdene på øen var meget komplicerede.

Den del, der var i kronens besiddelse blev i 1678 skødet til søhelten Niels Juel, og dermed begyndte et nyt afsnit af øens historie. Hovedbygningen var allerede i 1662 kommet på andre hænder, og der havde endog været planer om at rive den ned, for at sælge materialerne. Dette skete heldigvis ikke. I 1678 hed ejeren Henrik Nielsen Holst, en københavnsk borger, som solgte slottet til Niels Juel. Niels Juel gik straks i gang med en meget betydningsfuld ombygning af hele slottet.

Der har senere været flere ombygninger og modernisering, men en del af den oprindelige hovedbygnings murværk findes endnu i det nuværende slot. Dets nuværende udseende fik slottet endnu en omfattende restaurering i slutningen af 1800-tallet.

Efter at hovedbygningen igen havde stået ubeboet i de første årtier af det forrige århundrede blev dens indre moderniseret og afdøde lensbaron Carl Iuel-Brockdorff (1905-1989) flyttede ind på slottet i 1931. I begyndelsen af 1970erne valgte man dog at flytte ind i en nyopført villa i enden af parken. Hans søn baron Niels Iuel-Brockdorff (f. 1938) blev i 1971 medejer og overtog hele godset efter faderens død 1989.

Niels Iuel-Brockdorffs datter Caroline Iuel-Brockdorff, gift Fleming og hendes mand Rory David Fleming er i dag ejere af Valdemars Slot.

Kilder:
Tåsinge Museumslaug : Tåsinge Årbog 1990
Henrik M. Jansen: Valdemars Slot, Svendborg 1988

Lige nord for Svendborg - på vej ud ad Nyborgvej - passerer man et af Danmarks største voldsteder, Ørkild Slot, som hæver sig mellem Trappebæk og Kobberbæk.

For lægmanden kræver det dog fantasi, når man i bøgebevoksningen skal kunne udskille en kæmpe borgbanke, til hvilken der i middelalderen kun var adgang fra nord hen over fire imponerende, tørre halsgrave - adskilt af uregelmæssige volddrag - forborge.

Men i juli 1534, midt under den blodige borgerkrig kaldet Grevens Fejde, påkaldte borgen sig hele egnens opmærksomhed: Slottet stod i flammer. Svendborgs borgere med borgmester Hans Skriver i spidsen fik udløsning for årtiers opsamlet harme og had til den daværende slotsherre: Odensebispen, der havde slottet som len fra kongen.

Fra Ørkild havde bispen udnyttet stedets strategiske placering og tiltaget sig en del af den givtige Østersøhandel, som oprindelig skulle gå over Svendborg. I ly af borgen opstod et lille samfund med blandt andet 20 købmandsgårde, og fra 1413 hed det om disse, at de "brugte ulovlige havne og sejlads" til stor skade for købstadens beboere og selv udførte, hvad de havde at sælge, for rede penge til de tyske købstæder i stedet for, "som de af Arilds tid plejer, at føre det til deres rette akseltorv i Svendborg." Tilmed drog de rundt om i landet og gjorde borgerne forkøb ved at opkøbe øksne, køer, korn, honning, smør og andre handelsvarer hos bønderne. De besørgede eksporten på deres fartøjer og vendte siden tilbage og drev landprang med de varer, de havde tilbyttet sig. Og disse ulovligheder fandt sted med bispernes viden og under deres beskyttelse. Der var jo store formuer at tjene på den driftige handel over Østersøen i disse århundreder. Hver gang Svendborg klagede, fulgte kongerne klagerne og forbød under trussel om konfiskation den påklagede trafik. Det syntes ikke at have været nogen let sag at få forbudet respekteret.

Derfor traf borgerne den skæbnesvangre beslutning: Borgen blev afbrændt. Samme lod syntes også at have ramt bebyggelsen neden for Ørkild - handelskonkurrenten - og værst af alt Odense bispestols arkiv. Så det var i flere henseender et stykke Danmarkshistorie, der her forsvandt for eftertiden.

Allerede året efter indhentedes Svendborg af sejrherren fra Øksnebjerg ved Assens, feltherren Johan Rantzau. Trods angrende borgere hjalp ingen kære mor. Den velhavende by blev overladt til de sejrsberuste lejetropper, der fik overladt byen til plyndring - hvilket skete særdeles effektivt.

Dele af den blev ødelagt, byens vold og grav blev sløjfet, og Svendborg nåede aldrig den position, den havde indtaget i middelalderens Østersøhandel, selv om den langsomt kom på fode igen.

Ørkild Slot var dog for stedse ophørt med at eksistere. Derimod fortsatte borgens øverste og nederste vandmølle med at kværne - velsagtens fordi byens borgere kunne anvende dem. Nok var borgen brændt - men langt hen mod vor tid havde Svendborg her et udmærket stenbrud, hvilket resulterede i, at der i dag bogstavelig talt ikke er sten tilbage. Genbrugstanken var endnu mere udbredt end i vore dage.

Efterhånden som stenene forsvandt, blev stedet overtaget af skattegravere. Allerede i midten af det 18. århundrede søgte borgere fra Svendborg efter den sagnagtige kobberport på hovedbanken. Naturligvis fandt de intet, men efterlod katastrofale kratere, især i den østlige del.

I 1885 stiftedes en lokal turistforening med det formål at gøre Ørkild til en turistattraktion. Der blev også gravet i 1887 med Nationalmuseets velsignelse, men desværre undlod man at nedfælde så meget som én sætning om undersøgelsens resultater.

Vi besidder blot et par tegninger uden forklaring - men hvor vi kan se, at det var særdeles omfattende arkæologiske undersøgelser.

Kronen på værket blev et regulært lystanlæg på borgbanken med et system af slyngede stier, der ledte den besøgende rundt mellem de afdækkede ruinlevn, og midt på hovedborgen opbyggedes en udsigtshøj, på hvis top en halvcirkel af "naturgrensbænke" omsattes med seks elmetræer, som indtil for nylig har dannet rammen omkring mange romancer...

Ved samme lejlighed tilplantedes hele området med bøgeskov, der ganske slørede et af vore største borganlæg. Desværre blev hverken lystanlæg eller ruinpark passet i de kommende år, men i 1941, da man var på udkig efter egnede emner til beskæftigelsesprojekter, faldt øjnene uheldigvis atter på Ørkild - og der blev lagt 20 søgegrøfter efter Nationalmuseets anvisninger - helt uden museets overvågen - og historien gentog sig.

På den baggrund vil man forstå, at vor største borgforsker Vilhelm la Cour i 1972 kunne notere i sit værk "Danske Borganlæg", at Ørkild kan kaldes et skoleeksempel på, hvorledes et af landets mest betydningsfulde mindesmærker fra vor middelalder ikke må behandles.

Det var med mesterens ord i baghovedet, at Svendborg & Omegns Museum i 1978, 1980 og 1993 foretog soignering og prøvegravninger. Det videnskabelige resultat var overvældende.
Nu kan vi se, at borganlægget med alle forværker er endnu større i udstrækning, end vi hidtil har troet. På nord- og sydsiden har vi tømt den yderste afgrænsende spidsgrav - hvor det har kunnet lade sig gøre. En større losseplads ved den formodede - og eneste - indgang fra nord har hindret os i at afklare adgangsforholdene indtil videre. Men allerede nu er tusindvis af kubikmeter slam fra mølledammen og affald fra kolonihaverne fjernet, således at den besøgende får et bedre indtryk af det imponerende jordvirke.

Også de sørgelige rester af lysthuset på den opkastede jordhøj på hovedborgbanken er fjernet ligesom mange af de for længst hugstmodne bøgetræer. Og i over ti år har græssende får holdt den kraftige vegetation nede. Det ser ud til, at svendborgenserne og fårene nu kan enes om bevaringen af Ørkild - Valdemar den Stores fantastiske bygningsværk.

Beliggende: Vejstrupgaards Alle 1, 5882 Vejstrup

Vejstrupgård 1Ejes af N. J. H. Halberg. Det samlede areal andrager 200 ha inkl. ager, skov m.v.

Vejstrupgaard var oprindelig en landsbyhovedgård, et led i den by, hvorefter den har fået sit navn. Skønt den ligger i en egn, der er spækket med herregårde, som kun få andre steder i vort land, er den dog vokset ud af landsbyens snævre samfund og har som herregård hævdet sig igennem tiderne, selvom dens tilliggende rigtignok i tidens løb har været udsat for mangehånde omskiftelser.

Vejstrupgård 2Vejstrupgaard er en gård, der mange gange har skiftet ejere, og kun de færreste har sat sig sådanne spor, at Vejstrupgaards historie er præget deraf. Hyppigst var den et led i et større gårdkompleks, og sjældent var den godsejerens hjem frem til omkring 1700. De sidste ca. 200 år har Vejstrupgaard dog været beboet.

[b]Historie: [/b]
Den første, der nævnes i historien, er Jens Carlsen (1359). I 1372 nævnes Nicholaus Pæthersson, i 1437 nævnes Hestred Kep og i 1483 Peder Lauridsen. Det var først i grevefejdens tid, at Vejstrupgårds historie blev mere fyldig. I 1535 blev den inddraget under kronen og forlenet, d.v.s. lånt ud til forskellige ejere indtil 1581, hvor ejendommen kom ud af sit forhold til kronen. På den tid var der to vandmøller til Vejstrupgaard, hvoraf den ene, der lå ved gården, havde to kværne, mens den anden, som lå længere borte, kun havde en kværn.
 
Fra omkring 1580 til 1709 var Vejstrupgaard i familien Gaas' eje. I 1622 opførte Niels Gaas en hovedbygning, hvor der over hoveddøren stod: "Opført efter brand i 1622 af Niels Gaas".

I 1709 var gårdens hartkorn 67 tdr. 4skpr.; hovedgårdens eget hartkorn udgjorde de 24 tdr. 2 skpr. Resten tilhørte bøndergodset, der var beliggende i Vejstrup, Oure, Skårup og Holmdrup.

I 1780'erne blev Vejstrupgaard overtaget af landsdommer Hans Kofoed, som ejede forskellige gårde bl.a. nabogården Klingstrup. Vejstrupgaard blev hovedsæde for hans godssamling. For at markere denne nye værdighed blev hovedbygningen i 1780'rne forsynet med yderligere en etage, der prydedes med seks zinkdækkede kupler  -  en i hvert hjørne og en på hver langside.

Fra 1816 hed ejeren Hans Møller, hvis slægt ejede gården de næste ca. 100 år. I 1842 fjernede Hans Møller de kupler, som Hans Kofoed havde udstyret hovedbygningen med.
 
I 1912 købtes Vejstrugaard af Peder Christiansen, hvis søn Poul Christiansen fik den i forpagtning i slutningen af 1940'erne, hvorefter han overtager den og driver den indtil 1984, hvor den nuværende ejer N. J. Halberg overtager den.

Den fredede vandmølle er overtaget af Poul Christiansens søn Torben Christiansen.

Bygningerne:
I 1622 blev nye bygninger påført efter en brand. Oluf Brochlund lod hovedbygningen opføre i 1754, og i 1789 forhøjede Hans Kofoed hovedbygningen med et stokværk og seks zinkdækkede kupler, mens Hans Møller i 1842 ombyggede hovedbygningen og fjernede de seks kupler.

Hovedbygningen, der er en enkeltfløj, har i dag to stokværk over en høj kælder; taget, der er afvalmet, er dækket af rødt tegl. Nord for hovedbygningen ligger avlsgården og mod syd en stor have.

I 1988 lagde N. J. Halberg nyt tag på hovedbygningen.

Driften:
I 1949 var arealet ca. 200 ha. Der var totalt 150 stk. kvæg inkl. malkekøer, kvier og kalve. Der var ca. 180 svin inkl. søer, fedesvin og smågrise og der var 10 -15 spand arbejdsheste, en ridehest og en lille islænder. Desuden var der en del høns og ænder.

I 2006 er der fortsat et tilliggende på 200 ha, der drives med bælgfrugter, frø, korn, roer, frugt og traditionel skovdrift.

Vejstrupgård 3Adgang:
Kun adgang til parken efter forudgående aftale.
 
Offentlig adgang til Vejstrup vandmølle.
    
Kilder:
Halberg, N. J. 2006. Personlige oplysninger.

Danske herregårde. 1986. H. Stockholms forlag.

Danske slotte og herregårde. 1965. Hassings forlag.

Halberg, H.H. 2000. Gudme kommune frem til år 2000.

Stilling, N. P. 2005. Slotte og herregårde. Politikens forlag, 3. udgave.

Større gårde og skove. 2006. Kraks forlag.

Trap Danmark. 1957. Svendborg amt

Af Karl Johan Rasmussen, 2007

Gå til toppen